Sygeplejersken
Dilemma: Interview med en døende patient
Sygeplejestuderende interviewer ofte patienter i forbindelse med deres bachelorprojekt. Men er der en grænse for, hvor tæt man skal komme på svært syge mennesker, når fundene fra interviewene eller undersøgelsen med stor sandsynlighed ikke skal bruges til noget og ikke er repræsentative?
Sygeplejersken 2014 nr. 9, s. 11
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
”Vi vil gerne interviewe en døende,” siger Bibi til vejlederen. Det er vejlederen helt med på, ”men husk nogle etiske overvejelser, før I finder en patient, og glem ikke at skrive om jeres overvejelser i opgaven,” formaner hun.
Bibi og Thea går på jagt efter en patient, og på Theas afdeling ligger en kvinde på 62 år, som gerne vil deltage i et interview. Hun er meget syg af kræft i bugspytkirtlen og har formentlig ikke særlig langt igen.
De studerende forbereder et interview, hvor den ene skal stille spørgsmål, og den anden skal iagttage kropssprog, tonefald m.m. De har formuleret i alt otte spørgsmål i en åben interviewguide. Patienten er i mellemtiden sløjet af, ”men nu har jeg jo lovet dem at deltage,” siger hun til sin datter.
Datteren bliver rasende. ”Hvad er det for en skole, der giver sine studerende lov til at gramse på folks følelsesliv, når der er så kort tid igen,” harcelerer hun til afdelingssygeplejersken. ”Hvem kommer det til gode?”
Afdelingssygeplejersken svarer, at de studerende får erfaring med forskningsmetodik på den måde, og at fundene jo kan komme andre patienter til gode.
”Jeg vil bede dig om at annullere den aftale,” siger datteren.
Hvad synes I om de sygeplejestuderendes nysgerrighed og adfærd overfor patienten?
Hvordan mener I, afdelingssygeplejersken skal reagere på datterens krav?
Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.
Svar 1.
Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, etik- og kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.
Etisk er det en interessant diskussion om, hvorvidt man skal respektere patienternes autonomi og dermed deres ret til at blive informeret om alt af relevans for deres situation, kontra det at beskytte dem mod belastningen i at skulle foretage alle disse valg.
Det sidste vil betyde, at andre foretager valg for patienten i den hensigt at ville det bedste. Selv om fagprofessionelle er særdeles veluddannede og er opdraget til at gå på arbejde for at hjælpe patienterne, viser flere undersøgelser, at de fagprofessionelle skønner forkert i op til 30 pct. af samarbejdsrelationerne.
Dette er særlig udtalt ved terminale forløb – at man går fejl af hinanden.
En døende patient må gerne adspørges om at ville deltage i et interview, medmindre denne har givet udtryk for det modsatte. Blot skal personen vide, at det er i orden til hver en tid at sige fra, også under selve interviewet. Hvad casen gør opmærksom på, er, at det er en god idé at have den nærmeste familie med i disse overvejelser og dermed informere om, at det ikke er et problem at sige fra.
Svar 2.
Af Birthe Ørskov, lektor i sygeplejerskeuddannelsen, medlem af Sygeplejeetisk Råd.
Afdelingssygeplejersken må give datteren en undskyldning, da der må være sket noget, der kan give anledning til misforståelse og uro. I den palliative indsats er målet at fremme livskvaliteten hos patienter og deres familie. I de sygeplejeetiske retningslinjer understreges betydningen af, at sygeplejersken har ansvar for at yde omsorg i den hensigt, at patienten oplever velvære.
Situationen her udfordrer oplevelsen af at være vel og dermed livskvaliteten.
Afdelingssygeplejersken kan tale med moderen og datteren og under denne samtale forsikre moderen om, at der ikke kan blive tale om at medvirke mod dennes ønske. Respekten for selvbestemmelse, anerkendelse af værdighed, hensynet til moderens integritet samt omhu for det sårbare liv er vigtigt for al udøvelse af sygepleje.
Til alle tider i alle dele af uddannelses- og forskningsfeltet i sygeplejen gennemtænker sygeplejersker de etiske konsekvenser af en undersøgelse. Interessen for undersøgelsen må aldrig gå forud for hensynet til den enkelte informant, således heller ikke patienten her.