Studerende danser sig til god patientkontakt

​

Musikken dundrer ud af højtalerne og sætter bevægelse i kroppene på gulvet. Alle bevæger de sig ind og ud mellem hinanden, mens de bliver mere og mere frigjorte.

Selvom det er fredag, er vi hverken vidne til endnu et afsnit af ”Vild med dans” eller havnet på den lokale Crazy Daisy. Derimod er vi til en undervisningstime på Diakonissestiftelsens Sygeplejerskeuddannelse, hvor kursisterne gennem dansen øver sig i at være opmærksomme på deres eget og andres kropssprog.

Ifølge kropssprogsekspert Helle Winther kan der være flere fordele for sygeplejersker i, at kroppen og ikke mindst bevægelse kommer på skemaet. Kroppens sprog har nemlig betydning for autenticitet, nærvær, empati og lederskab.
”Ordenes strøm kan stoppes, men kroppen er altid i bevægelse – altid kommunikerende. Alligevel er kroppens sprog et overset potentiale inden for sygeplejerskeuddannelsen,” siger Helle Winter, der er lektor i bevægelsespsykologi og dans og til daglig er forsker og underviser på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Kroppen kommunikerer altid

Usikkerhed ved at være tæt på et fremmed menneskes krop og det vanskelige ved at have øjenkontakt med patienten er blandt årsagerne til et hyppigt frafald af elever på Diakonissestiftelsens Sygeplejerskeuddannelse.

”Alle i ledelsen var enige om, at vi havde brug for at gøre noget for at sikre og udvikle kvaliteten af uddannelsen,” siger lektor Susanne Gröntved.

Samtidig ønskede ledelsen at gå nye veje i forsøget på at fastholde de studerende. Løsningen blev, at der skulle indføres dans på uddannelsen.

I samarbejde med Helle Winther og specialestuderende og danser Eva Kold Gravesen iværksatte skolen i september 2012 et udviklingsprojekt, der med fokus på træning af kroppens sprog i professionel praksis skulle fremme sygeplejerskernes evne til at danne gode relationer til patienterne.

Gennem dans og bevægelse har de studerende fået en mere klar bevidsthed om kropssprogets betydning i mødet med patienten. Det har resulteret i, at skolen nu har indført et obligatorisk forløb om bevægelse, kroppens sprog og professionspersonlig udvikling. Her har de studerende 10 lektioner på modul to og tre, mens de på fjerde modul har fem lektioner.

Svært ved øjenkontakt

Det kropsnære møde med sårbare og kriseramte patienter stiller store krav til, at sygeplejersken både kan rumme egne følelser og er i stand til at læse og forstå patientens ofte udelukkende sanselige kommunikation. En del af jobbet, der kan være både overvældende, berørende og chokerende for unge sygeplejerskestuderende eller nyuddannede, forklarer Helle Winther.
Susanne Gröntved fortæller, at særlig mødet med den virkelige verden kan virke voldsomt.

”Den nyuddannede bliver ofte overvældet af de møder, hun har med patienterne og de pårørende, samtidig med at hun er under konstant handletvang. Det er vigtigt, at hun evner at være cool i situationerne. At hun tror på sig selv og har så meget jordforbindelse, at hun formår at blive i situationerne uden at lade sig forføre af magtesløshed og opgivenhed,” siger hun.

Foran på det kropslige

Den øgende kropsbevidsthed giver de kommende sygeplejersker et nødvendigt forspring, mener Susanne Gröntved.
”Hvis vi skal positionere os i forhold til læger og sosu’er, må vi vise, at det kropslige er noget, som vi er særligt kompetente til, fordi vi gennem kroppen kan udvise sikkerhed – også i situationer, der kan være grænseoverskridende.”

Susanne Gröntved mener, at sygeplejersker er blevet så indlejret i den medicinske verden, at de har glemt mennesket bag, og begrunder det med akademiseringen, som faget har været igennem.

”Vi har været meget opmærksomme på at teoretisere faget, og det har også været godt, men det må ikke blive på bekostning af, at vi også styrker de studerendes evne til at indgå i relationer. At turde være nær syge mennesker og kunne gå ind i de private zoner.”

Større blufærdighed blandt unge

Hvis man går 50 år tilbage i tiden, så fik de unge mennesker nogle kompetencer med sig fra opvæksten på en anden måde, end de gør i dag, fortæller Susanne Gröntved.

”Man fulgte i højere grad livets gang. Moderen var hjemmegående, og igennem hende fik man en fornemmelse af, hvordan man plejer og passer mindre søskende og bedsteforældre.”

Susanne Gröntved oplever de unge som mere blufærdige i dag, end da hun startede med at undervise midt i 90’erne.
En problematik som Helle Winter forklarer med den moderne samfundsudvikling og det øgede fokus på det ydre, som også har betydet, at mange unge er præget af en voksende angst og blufærdighed over for kroppen.

Derfor er det på høje tid, at der kommer nye tiltag, mener Helle Winther.

”Hvis ikke der bliver taget hånd om dette problem, er faren, at endnu flere drukner i praksischok og de krav, som faget stiller til deres mellemmenneskelige kompetencer,” siger hun.

Dansen skaber erindringer

Gennem projektet har de studerende fået undervisning i dans, bevægelse og træning i kropslig kommunikation.  Dansen kan på én og samme tid være både tryghedsskabende og udfordrende. For at få de studerende lidt ud på kanten danser de derfor ofte sammen to og to.

”Først er det dansen, der bringer lyst frem, men pludselig er det lysten i sig selv, som lader dem danse. Når de begynder at blive så frie i det, så begynder de at mærke efter, hvad der sker i kroppen. Det kan bringe nogle erindringer frem, som kan give dem en forklaring på, hvorfor de har nogle begrænsninger i forhold til at turde skabe kontakt til andre eller turde have øjenkontakt og berøre,” siger Susanne Gröntved.

Hun beskriver det som nogle skyggesider i de studerendes liv, som gør, at de har nogle barrierer og hæmninger, der trænger sig på i det øjeblik, de møder patienten, og som de derfor bliver nødt til at arbejde med på det personlige plan for at blive gode sygeplejersker.

Øjenkontakt var en øjenåbner

For den 24-årige sygeplejestuderende Maria Christiansen betyder dansen og bevægelsen, at hun er blevet mere bevidst om sig selv og sin krop i kontakten med andre. Igennem øvelserne er det gået op for hende, hvor meget det betyder, at hun forstår og kan læse patientens kropssprog, men også at hun ved noget om sit eget kropssprog.

”Hvordan reagerer jeg f.eks. på at skulle føre andre eller selv at blive ført? Hvordan har jeg det med at være nær et andet menneske og se vedkommende i øjnene? Gennem dansen har jeg fundet ud af, hvad jeg har svært ved, og hvad der er vigtigt for mig at arbejde med,” siger Maria Christiansen og nævner som eksempel én af øvelserne, hvor de studerende skulle bevæge sig rundt mellem hinanden og se hinanden i øjnene. Først kort tid, så længere og længere, til de til sidst stod og så hinanden dybt i øjnene.

”I starten syntes jeg, det var meget grænseoverskridende og akavet, men efter at have prøvet det nogle gange, gik det op for mig, at det er ikke så farligt. Jeg fandt ud af med mig selv, at det kan jeg godt, fordi jeg har prøvet det før.”

For Maria Christiansen har undervisningen hjulpet hende til at blive den sygeplejerske, hun gerne vil være:

”Jeg er blevet mere bevidst om, hvilke signaler jeg sender med kroppen, og jeg er opmærksom på, at mit kropssprog harmonerer med den, jeg gerne vil vise, at jeg er. Jeg vil gerne vise, at jeg er en sygeplejerske, der er interesseret i, hvordan mine patienter har det, og at de føler sig så trygge, som overhovedet muligt.”