Dilemma: Røv, ende, bagdel eller hale?

Ditte er afdelingssygeplejerske, og hun går sin ugentlige runde hos patienterne på medicinsk afdeling for at præsentere sig og høre, hvordan de oplever plejen, behandlingen, ånden i afdelingen, kommunikationen, og hvad hun ellers kan samle op på.

Under en samtale med en gammel mand på en firesengsstue hører hun fra det ene hjørne en relativt nyuddannet sygeplejerske sige til en herre på 72 år, en pensioneret jurist, at han skal rykke røven lidt længere op i sengen, inden hun eleverer hovedgærdet. Ditte må slå knuder på sig selv for ikke at springe over i hjørnet og skælde ud. I stedet tager hun emnet op på sygeplejekonferencen efter frokost.

Hun ser direkte på sygeplejersken og siger, at hun ikke vil tolerere brugen af ordet røv på afdelingen, der må findes andre og bedre ord, når man henvender sig til patienterne, ”og hvis ikke, I kan finde dem, udarbejder vi en sprogpolitik den dag i morgen,” siger hun. Sygeplejersken rødmer, men siger ikke noget, og ingen andre kommenterer problemet.

• Hvad tænker I om Dittes reaktion?
• Hvordan ville I selv have tacklet situationen?
• Burde kollegerne reagere på den måde, Ditte håndterer sagen på, og i bekræftende fald hvordan?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.
 

Svar 1. Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, etik- og kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.

Ord er ikke blot ord. Ord afspejler en holdning, der kommer til udtryk gennem handlinger, mere eller mindre direkte. Derfor skal sproget på et hospital være professionelt. Borgerne er indlagt, da de har behov for professionel bistand. At arbejdet, og dermed dialogen, bør udføres professionelt, udelukker ikke en nænsom og opmærksom adfærd hos de professionelle.

Måske snarere tværtimod. Skal den professionelle udøve et professionelt sprogbrug, vil det måske i højere grad betyde, at sygeplejersken i det beskrevne tilfælde skal være mere opmærksom på den indlagte persons livsvaner og dermed afpasse sproget dertil. Casen kan tolkes i den retning, at sygeplejersken udtrykker sig, som hun har for vane privat, og det bliver således hendes private livsstil, der får dominans.

Hvordan lederen vil arbejde med problemstillingen, afgøres af, hvilken metode der er bedst egnet til at udvikle den lokale kultur. Lederen må dog ikke virke krænkende i sin adfærd over for personalet.

Svar 2. Af Edel Kirketerp Nørskov, oversygeplejerske, Børneafdelingen Kolding, Sygehus Lillebælt, master i etik og værdier i organisationer, MEVO, medlem af lokalt klinisk etisk udvalg og Sygeplejeetisk Råd. www.dsr.dk/ser

Dittes fremgangsmåde med bevidst bebrejdelse af den unge sygeplejerskes sprogbrug og trussel med en sprogpolitik, er overilet og ikke befordrende for forståelsen af, at etikken afspejles i sproget. Ditte kunne have taget det hørte til efterretning for senere drøftelse i kollegialt forum.

Den unge sygeplejerske ville ikke føle sig hængt ud, men kunne sammen med sine kolleger opnå læring om etisk professionelt sprogbrug. Det undrer, at sygeplejerskeuddannelsen ikke har formet et plat hverdagssprog til et respektfuldt professionelt sprogbrug.

En etisk befordrende måde at skabe sprogkultur på kunne være at behandle emnet på et personalemøde, hvor personalet drøfter, hvordan man via sit sprogbrug fremhæver sygeplejen og udviser respekt for patienter. En sådan sprogkultur skabes ikke ved tvang, men ved bevidst fokusering på, at sproget afspejler holdning.

En værdi i afdelingen som ordentlighed i, hvad vi gør og siger, kan skabe etisk refleksion. Gennem refleksionen vokser sprogkulturen frem, og værdierne bliver internaliseret i sygeplejersken.

Har du et dilemma, du gerne vil have belyst? Send det til fagredaktør Jette Bagh på jb@dsr.dk  Det må højst fylde 900 tegn uden mellemrum. Husk navn og medlemsnummer på din mail.