Her bliver der sat ord på frygten

Illustrationer: Otto Dickmeiss

”Hvad med på skolen, snakker du med nogen om din mors sygdom?” spørger Preben Engelbrekt, som er psykoterapeut i Børn, Unge og Sorg, som er en gratis rådgivning for børn og unge.
”Ja, jeg snakker med en veninde … men hun ved ikke, hvordan det er,” siger Louise tungt.

Omkring det store hvide bord sidder fem unge i alderen 17-20 år, som modsat pigens veninde ved præcis, hvordan det er at leve med en alvorligt syg forælder.

Hvordan forælderen, familien og hverdagen forandres i takt med sygdommen, og det er her i Børn, Unge og Sorgs lokaler, at de taler om det, de frygter allermest: forælderens død.

Derhjemme viser de unge nødigt, at de er kede af det, fordi de ikke vil gøre deres syge forælder ked af det, men her i de polstrede stole om det hvide bord prøver de at sætte ord på deres frygt.

Midt på bordet står en æske servietter, en skål med klementiner og en kande fyldt med vand.

Preben Engelbrekt spørger på skift de unge om, hvordan det går i skolen, derhjemme og med den unge selv.

Med fattede stemmer, tårer på spring og låst øjenkontakt med Preben Engelbrekt fortæller de, hvad folk, der ikke selv har prøvet det, kan have svært ved at forstå.

Her lyttes, når de unge fortæller om, hvordan det er gået siden sidste møde.

”Det går dårligere, end sidst jeg var her. Min mor sover meget for tiden, og nogle gange bliver jeg bange for, at hun ikke vågner igen,” siger Camilla, mens hun piller en klementinskræl i småstykker.

Ikke hvis, men når mor dør

Til dagens sorggruppemøde er der en debutant med, og derfor er der introduktionsrunde, hvor de unge fortæller deres navne, og hvorfor de lige denne mandag aften i starten af december befinder sig i Kejsergade 2, midt i København.

Svulst i hjernen, kræft i bækkenet, kræft i ryggen, og rækken af sygdomme fortsætter.

For bordenden sidder psykoterapeut Preben Engelbrekt, mens de
unge på skift fortæller om at være pårørende til en alvorligt syg. Foto: Søren Svendsen.

De unge og deres forældre lever med sygdomme med forskellige navne, men alligevel kæmper de med præcis samme problemer: Hvordan lever man et almindeligt liv, mens ens tidligere så stabile midtpunkt bliver svagere og svagere.

”Havde du en god tur?” spørger Preben Engelbrekt den lyshårede Sara, der netop er hjemvendt fra en tur til udlandet med sin kræftsyge mor.

”Ja, den var god. Det er lidt koldt at komme hjem efter en måned af sted,” svarer Sara, og hun fortæller lidt om turen til Indien, og et øjeblik lyder hele dialogen, som noget man typisk vil høre dagen efter en flok folkeskoleelever er kommet tilbage efter sommerferien, men illusionen bliver brudt kort efter.

”Turen skulle også helst være god, da det nok er hendes sidste rejse,” siger Sara, og der bliver så stille i rummet, at urets sekundviser pludselig larmer mest i lokalet.

Kort efter fortæller den næste pige i rækken om sin skolegang, der er stærkt påvirket af moderens sygdom. Hun ringer til sin mor i hvert frikvarter for at høre, hvordan hun har det, fordi hun er så bekymret.

Der er en forskel på de nye og de mere erfarne i gruppen, og det fornemmes ved brugen af en speciel sætning. Nogle siger ”når min mor dør”, mens andre siger ”hvis min mor dør”. Ifølge Preben Engelbrekt bruges samtalemøderne også på, at de unge skal forberede sig på, at forælderen dør, og hvad de så gør bagefter, så det ikke kommer som et chok.
 

Hvad giver man som sidste julegave?

Preben Engelbrekt har nu været hele vejen rundt om bordet, og alle de unge har fortalt, hvordan det går i forhold til sidste møde for 14 dage siden. Nu tages der hul på aftenens egentlige tema, julen. En tid man normalt tilbringer i familiens skød, men hvordan holder man en hyggelig jul med familien, når ens mor måske skal igennem en operation, som sidste gang gjorde hende lam? Eller holde en hyggelig juleaftensmiddag, når ens far skal have kemoterapi den 23. december?

Ikke alle ved, hvordan deres planer for julen ser ud, da det afhænger af forælderens sygdom. Enkelte sætter ord på det, som fylder meget i deres tanker i løbet af julemåneden, nemlig at det kan være den sidste jul, de skal holde sammen med deres syge forælder. Sara holder jul hos sin kræftsyge mor, ligesom hun gjorde sidste år.

”Sidste år skulle jeg have holdt den hos min far, men jeg valgte min mor, og det forstod min far også godt. Jeg var egentlig lidt nede hele dagen, men prøvede at komme i humør om aftenen, men vi endte bare med at kigge på hinanden, og det hele blev lidt for meget, så senere på aftenen tog jeg ud i byen, fordi jeg ikke kunne holde det ud,” fortæller Sara, mens tårerne begynder at løbe ned ad kinderne.
Ingen af de andre kigger underligt, men sender blot en serviet ned til Sara, som tørrer øjnene.

Det er hverken første eller sidste gang, nogen græder til gruppemøderne, for herinde åbner folk op for nogle af de mest uhyggelige og utrygge tanker, som fylder utrolig meget for dem.

”Hvad tænker I i forhold til julegave?” spørger Preben Engelbrekt vel vidende, at det for nogle af de unge kan blive den sidste julegave, de skal give deres forælder.

”Jeg er på de hjemmelavede gaver i år. Billeder af min mors nevø og mig,” siger Lotte, og resten af gruppen siger, at de også har tænkt sig at lave hjemmelavede gaver i år.

Efter at alle julegaveidéer er hørt, kigger Preben Engelbrekt op på uret, der har rundet 17, hvilket betyder, at mødet er slut. Han vender sig om mod Simon, debutanten, for at høre, hvordan det har været at være med.

”Det har været spæn … interessant. Det har været rart at snakke med nogen, der oplever det samme, og finde ud af, at man ikke er den eneste, som står i den her situation,” siger han, mens han kigger rundt på de andre om bordet.

”Jeg tror, at det var på præcis samme måde, vi havde de,” siger resten af bordet i munden på hinanden.