Sygeplejehistorie: Heltinde og martyr

Et bjerg i Canada. Et hospital i Belgien. En statue midt i London. Alt sammen opkaldt efter og til minde om den engelske sygeplejerske Edith Cavell. Det er snart 100 år siden, hun under Første Verdenskrig blev dømt til døden og henrettet af tyskerne, anklaget for at hjælpe soldater ud af det tyskbesatte Belgien og tilbage til fronten.

Verden var midt i en brutal krig, men hendes død skilte sig alligevel ud. Snart prydede hendes ansigt plakater, der opfordrede britiske mænd til at melde sig til fronten, og Tysklands fjender fortalte hendes historie igen og igen: Edith Cavell var både heltinde og martyr, og hendes død gjorde det tydeligt, hvorfor tyskerne måtte bekæmpes. Men hvem var Edith Cavell, og hvordan endte hun midt i krigen?

Den professionelle sygeplejerske
Der findes et fotografi af Edith Cavell, som er taget omkring 1909. Hun er klædt i en mørk uniform, og hendes blik er på en gang mildt og fast. Ved hendes side sidder en anden sygeplejerske, og bag hende står syv unge sygeplejeelever. De er alle klædt i hvidt. Edith Cavell er 44 år på billedet, men hun ser ældre ud. Det er tydeligt, at det er hende, der bestemmer.

De unge kvinder var Edith Cavells elever, og billedet er taget i Bruxelles, hvor hun rejste til i 1907 for at virke som forstanderinde på en skole for sygepleje. Byens førende kirurg, Antoine Depage, var imponeret over de engelske sygeplejersker og ønskede at arbejde med deres lige. Det krævede bare, at der blev etableret en uddannelse; at sygeplejen blev gjort sekulær.

Hvad angik niveauet og forholdene i Belgien, var Edith Cavell selv meget klar i mælet: ”Indtil nu er det kun nonnerne, der har plejet de syge, og de er nogle gange beskidte og altid uvidende,” som hun skrev til sin gamle forstanderinde på London Hospital.

Og af samme grund havde hun tøvet med at rejse. Hun talte fransk og kendte Bruxelles takket være sit arbejde som guvernante for en belgisk familie 17 år tidligere. Og hendes papirer var bestemt i orden: Hun var uddannet sygeplejerske fra London Hospital og havde haft ledende stillinger på flere hospitaler. Men at rejse til Belgien ville være som at rejse tilbage i tiden. I England var sygeplejerskernes fag ikke alene etableret; det var i fortsat udvikling.

I Belgien skulle hun begynde helt forfra. Men hun var ambitiøs, og den professionelle sygepleje var en nøgle til verden for enlige middelklassekvinder som Edith Cavell.

”Sygeplejerskerne var tidligt ude med at formulere aktive og professionelle roller for sig selv. De var selvstændige, de rejste ud og holdt den faglige fane højt,” som sygeplejehistoriker, ph.d. Susanne Dietz siger.

Det gjaldt også for de danske sygeplejersker, hvoraf flere i øvrigt fandt vej til Antoine Depages klinik i Bruxelles. I Tidsskrift for Sygepleje kunne man i september 1914 læse, at klinikken var omdannet til lazaret, og at der var grund til at tro, at de danske sygeplejersker gjorde alt, hvad de formåede for ”at hjælpe og lindre under de nuværende fortvivlende Forhold.”

En glorværdig og elendig krig
Første Verdenskrig brød ud i løbet af de første dage af august i 1914. Lørdag den 1. august erklærede Tyskland krig mod Rusland, invaderede Luxembourg og krævede adgang gennem det neutrale Belgien til Frankrig. Nægtede Belgien, ville landet blive betragtet som Tysklands fjende.

Edith Cavell var på ferie hos sin mor i England i sommeren 1914. Moderen var gammel, og hun var enke, men Edith Cavell tøvede alligevel ikke med at rejse tilbage til det uroplagede europæiske kontinent. Hendes skole var ved at flytte til nye og bedre lokaler. Hun kunne ikke opgive projektet, og hun kunne ikke vende sine sygeplejersker ryggen. Hun havde læst Florence Nightingales beretninger om livet som sygeplejerske midt i en krig. Hun vidste, at der ville blive brug for hende.

Det lykkedes hende at komme hjem til Bruxelles i løbet af et døgn. Dagen efter, den 4. august, invaderede tyske tropper Belgien, og landet blev skueplads for krigens første kamphandlinger. Samme dag erklærede Storbritannien krig mod Tyskland.

”Vi var begejstrede for krigen, og vi havde stor tillid til de Allierede,” skrev Edith Cavell i det engelske fagblad Nursing Mirror. Som så mange andre troede hun sikkert, at det ville blive en kort krig. Hun lod Røde Kors-flaget vaje og uddannede frivillige, der kunne hjælpe lægerne og sygeplejerskerne på de interimistiske hospitaler. Imens faldt de belgiske byer på stribe. Edith Cavell skrev, at krigsbegejstringen blev afløst af ængstelighed. Men håbet levede alligevel videre, og det var knyttet til englænderne: ”Til det sidste troede vi, at de engelske tropper stod mellem os og den invaderende hær.”

Men det gjorde de ikke, og den 20. august ankom tyskerne til Bruxelles. Belgien gjorde ikke længere modstand. 
”En krig har to sider, den glorværdige og den elendige. Vi ser dem begge nu,” skrev Edith Cavell og indskærpede over for sine sygeplejersker, at de skulle forholde sig neutralt: Alle patienter havde ret til samme behandling og omsorg. I Tidsskrift for Sygepleje blev det gjort klart, at sygeplejen ikke kendte til nationsforskel; at den var international som ”Det røde Kors.”

Statuen til minde om Edith Cavell blev rejst midt i London, om hjørnet fra Trafalgar Square, i 1920.  Allerede i november 1915 skrev New York Times, at kunstneren bag statuen, Sir George Frampton, ikke ville tage betaling for sit arbejde.
I dag står Edith Cavell stadig rank og værdig i centrum af storbyens mylder.

Nødvendig henrettelse
Krigen omklamrede Bruxelles. Edith Cavell skrev til sin mor, at hver dag var som søndag: Den før så livlige by var stille og mørk. Mange rejste fra det krigsplagede kontinent, men hun blev, hvor hun var. Selvom der ikke var meget, hun kunne gøre. Til at begynde med var sengene fyldte, men behandlingen af de sårede rykkede sig i takt med fronten, og Edith Cavells hænder var ufrivilligt ledige.

Eller det vil sige, hun sørgede for, at alt stod klar, hvis der skulle blive brug for hende og hendes sygeplejersker. Imens passede byens indbyggere på hinanden og samlede sig i lommer af modstand mod besættelsesmagten. Og i november 1914 dukkede to sårede engelske soldater op på skolens dørtrin. Edith Cavell plejede dem og gav dem husly. Ifølge en beretning blev de hos hende i 18 dage, før hun gav dem nyt tøj, fandt en sikker adresse til dem og en guide, der kunne føre dem over grænsen til Holland.

Et år senere, tidligt om morgenen den 12. oktober 1915, blev Edith Cavell henrettet på en skydebane uden for Bruxelles. Anklaget og dømt til døden for – som del af et større netværk – at huse franske, engelske og belgiske soldater og unge mænd og siden hjælpe dem på flugt til det neutrale Holland. Mændenes endelige mål var, ifølge dommen, at slutte sig til de allierede hære. Edith Cavell nægtede ikke, at hun havde hjulpet mændene.

Hun var overbevist om, at de var i livsfare: At de ville blive skudt, hvis ikke hun gjorde noget. Desuden var flere af dem sårede. Hun sagde, at det ikke var hendes mål at hjælpe Tysklands fjender. Når mændene nåede over grænsen, var de frie. Det var ikke hendes sigte at rekruttere allierede soldater. Men dommen blev afsagt og eksekveret.

”Det var en skam, at Miss Edith Cavell blev henrettet, men det var nødvendigt. Hun fik en retfærdig rettergang (…) Det er uden tvivl forfærdeligt, at kvinden måtte henrettes, men tænk, hvad der ville ske med en stat, særligt midt i en krig, hvis den lod forbrydelser rettet mod dens hærs sikkerhed forblive ustraffet, fordi de var begået af en kvinde,” var den tyske viceudenrigsminister Dr. Alfred Zimmermanns ord i New York Times den 25. oktober 1915.  

Dobbelt respektabel
Hendes død rystede verden, og det officielle Tyskland følte sig altså kaldet til at forsvare henrettelsen. Men Dr. Zimmermann overbeviste tilsyneladende ikke nogen. I Danmark forestillede kunstneren J.F. Willumsen sig hendes henrettelse i sort og hvid og kaldte det gruopvækkende billede for ”Miss Edith Cavells martyrium”, mens den franske forfatter León Abensour skrev, at hun var indbegrebet af kvindelig medlidenhed: ”heltinde og martyr, dobbelt respektabel som kvinde og som sygeplejerske.”

Især blev hendes portræt og historie brugt til at rekruttere soldater: Værnepligten blev først indført i Storbritannien året efter hendes død, og plakaterne med Edith Cavell opfordrede de krigsduelige britiske mænd til at melde sig til fronten og hævne mordet på hende.

Hendes historie blev fortalt på mange måder og med mange forskellige billeder. Nogle gange var det ikke Edith Cavell, men sygeplejersker generelt, der blev brugt som symbol på den totale uskyld og selvopofrelse overfor den brutale fjende. F.eks. i filmen The Heart of Humanity fra 1918, hvor en sygeplejerske voldtages af en tysk officer, der smider hendes barn ud ad vinduet. I Stand by the Men Who Have Stood by You fra 1917 genopstår Edith Cavell kort, før hun henrettes i den engelske film.

”I propagandaen tegnes sygeplejersken interessant nok ikke som en professionel figur, men snarere som en engel. Den hvide dragt med det røde kors virker også stærkt,” siger sygeplejehistoriker, ph.d. Susanne Dietz.

Loyalitet og holdånd
I afskedsbrevet til sine sygeplejersker var Edith Cavell til gengæld indbegrebet af den professionelle sygeplejerske. Her mindede hun de unge kvinder om alt det, de havde opnået sammen. Bl.a. certificeringen af både hjemme- og skolesygeplejersker. Hun skrev også om de samtaler, hun havde ført med nogle af dem om aftenen, hvor hun havde fortalt dem, at hengivenhed og pligtopfyldenhed ville bringe dem ægte glæde i livet, ligesom det også ville hjælpe dem i de mørkeste stunder.

Endelig advarede hun dem mod sladder. Hun havde set liv ødelagt af tankeløse ord:
 ”Alle sygeplejersker må huske dette og kultivere loyalitet og holdånd blandt hinanden.”

Måske ville hun minde dem om, at hun nu betalte med sit liv, fordi nogen havde talt over sig. Måske var hun bare forstanderinde til det sidste.

Overfor den engelske præst, der besøgte hende i fængslet på hendes sidste nat, gjorde hun det klart, at hun ikke var bange for døden. Dertil havde hun set den for ofte. Det var også til ham, hun sagde de ord, som siden kom til at pryde en statue af hende ved Trafalgar Square i London: ”Patriotisme er ikke nok. Jeg må ikke føle had eller bitterhed mod nogen.”

Kilder
Souhami, Diana: Edith Cavell (2010)
Zerlang, Martin: 1914 (2014)
Tidsskrift for Sygepleje, 8. september 1914.