Et praktikophold på et øjenhospital i London

Med mere end syv års erfaring som sygeplejerske inden for øjenspecialet og med den tilhørende efteruddannelse for øjensygeplejersker i bagagen fik jeg i efteråret 2014 mit ønske opfyldt om et praktikophold på øjenhospitalet Moorfields Eye Hospital i det centrale London.

Jeg arbejder til daglig i ambulatoriet på Glostrup Hospitals øjenafdeling, hvor jeg primært er tilknyttet AMD-teamet (Aldersrelateret Macula Degeneration). Desuden er jeg patientsikkerhedsrepræsentant. Mit fokus for opholdet i London var AMD, patientsikkerhed og viden om øjengener hos personer med diabetes mellitus.

Moorfields Eye Hospital
Moorfields Eye Hospital tilhører det offentlige sundhedsvæsen, dvs. National Health Service (NHS). Det er et universitetshospital, og her er både forskning om øjet samt uddannelse af læger og sygeplejersker indenfor øjenspecialet. Hospitalet virkede gammeldags og slidt, men snart blev alle mine fordomme om engelske hospitaler gjort til skamme. Det hele fungerer utrolig godt.

Aldersrelateret Macula-Degeneration (AMD)
Et langt stykke af vejen foregår undersøgelser og behandlingen af patienter med AMD ligesom i Danmark, se boks 1.

Behandlingen påbegyndes med tre injektioner med Lucentis eller Eylea, der er VEGF-hæmmere, med en måneds mellemrum, se boks 2. Med denne antiangiogene behandling opnår patienten ofte synsforbedring, og i langt de fleste tilfælde kan yderligere synstab forhindres.
Herefter følges patienterne ca. en gang om måneden for at vurdere, om der er behov for yderligere behandling. Samme præparat gives på begge behandlede øjne. Der er minimum 28 dage imellem injektionerne på samme øje, hvor vi i Danmark er nede på 26 dage. Der måles IOP, se boks 3, efter hver af de tre første injektioner og herefter hvert halve år.

Ligesom i Danmark er øjendrypning med kloramfenikol afskaffet i dagene efter injektionerne for at forebygge infektion. Undersøgelser har nemlig vist, at denne forebyggende behandling ikke har indflydelse på antallet af infektioner.

Ved synsundersøgelserne oplever jeg, at vi i Danmark er lidt mere grundige. På Moorfields Eye Hospital måler man kun visus, se boks 3, med egen korrektion, dvs. med patientens egen brille. Jeg så ikke én eneste gang en retinomax blive udført. Det er nærmest en standardundersøgelse herhjemme. Dernæst forsøger vi også som minimum at forbedre patientens syn med ekstra plus- og minusglas. Sygeplejerskerne fortalte mig, at de ikke kunne nå at gøre alle disse ting, fordi den tid, der er afsat til den enkelte patient, er kortere i deres ambulatorium end i Danmark. Patientflowet er så til gengæld højere i England.

Der er en stor forskel i forbindelse med øjeninjektionerne af VEGF-hæmmere, idet der på Moorfields Eye Hospital injiceres begge øjne samme dag. Dog udskiftes batch-nummer på medicinen, og hele det sterile sæt udskiftes imellem de to øjne. I Danmark skal der gå mindst syv dage imellem de to øjne pga. risikoen for infektion.

På Moorfields Eye Hospital er det desuden således, at det øje, der skal injiceres, allerede markeres med tusch over øjenbrynet af den læge, der stiller diagnosen, dvs. allerede i kontrollen. Der skrives et stort E, hvis Eylea skal anvendes, og L hvis det er Lucentis. På gangen foran injektionsstuerne så jeg patienterne sidde med et stort bogstav skrevet med tusch henover det ene eller begge øjne. Her i Danmark markerer personalet først på selve injektionsstuen.

Patienten angiver sit syge øje, og vi tjekker i journalen inden markeringen. Selvom det er muligt at få injiceret begge øjne samme dag i England, vælger mange patienter dog fortsat at få injektionerne på to forskellige dage, da de har svært ved at klare hjemturen og dagene umiddelbart efter injektionerne, når begge øjne er injiceret samtidigt.

Ligesom i Danmark er sygeplejerskerne i England begyndt at injicere. Netop Moorfields Eye Hospital holder undervisningsseancer for sygeplejersker fra hele England. Lægerne er med til at supervisere de nye injektionssygeplejersker. Patienterne skal skrive under på, at injektionen gerne må foretages af en sygeplejerske – blot den første gang – herefter er underskriften gældende. I det hele taget benytter det engelske sundhedssystem meget skriftligt samtykke til diverse undersøgelser og behandlinger.

Opsøgende satellitenheder
Der er ca. 1.000 ansatte på Moorfields Eye Hospital fordelt på selve hospitalet samt de 7-8 satellitenheder forskellige steder i London. Selve Moorfields Eye Hospital ligger midt i den centrale, rige del af London. Satellitenhederne er placeret lidt rundt omkring i forskellige dele af byen, bl.a. i Strafford, Croydon, Northwick Park og St. Georges. Jeg tilbragte en dag på Mile End Hospital i udkanten af London, hvor Moorfields Eye Hospital har en afdeling. Her screenes folk med diabetes for øjenkomplikationer. Netop i dette område har 6,1 pct. af befolkningen diabetes, hvilket er det højeste antal i England og noget mere end de 4,5 pct., der er gennemsnittet i England.

Området er samtidig præget af stor arbejdsløshed, høj kriminalitet, meget dårlig tandstatus og generelt dårligt helbred. En stor del af patienterne taler slet ikke engelsk, og de, der mødte op, havde mange problemer med komplians. Motion var et fremmedord. Området, hvor hospitalet lå, virkede fattigt i forhold til det centrale London. Sygeplejerskerne fortalte, at disse patienter ofte gav udtryk for, at de både var bange for en eventuel diagnose og samtidig var bange for diskriminering. Ligesom i Danmark er det også et stort problem i England, at patienter med diabetes ikke møder op til deres aftaler.

På Mile End Hospital udføres visus-måling, der tages et fundus-billede, se boks 3, men ikke et oct-billede. Når billedet vurderes, besluttes det, om det er tilstrækkeligt at undersøge patienten igen om et år, eller om en yderligere og mere grundig undersøgelse bør foretages på selve Moorfields Eye Hospital inden for et par uger eller helt akut.

Både på Moorfields Eye Hospital og på Mile End er der tilknyttet en diabetes-sygeplejerske. Hun gennemgår journalerne og udvælger patienter, hvor hun sammen med patienten gennemgår kost, livsstil og finder muligheder for forbedringer, bl.a. reduktion af sukker og andre ændringer i kost og levevis.

Synshjælpemidler
Synshjælpemidler kan der ansøges om via regeringen, men også hos organisationer som Macula Society. Her er grænsen nogenlunde den samme som i Danmark, nemlig 0,3, evt. lidt mere for at få hjælpemidlerne betalt. Stærkt synshandicappede har desuden nogle goder i det engelske samfund. Det er bl.a. fri transport hele døgnet i undergrundsbanen og fri tv-licens. Her skal visus dog være under et vist minimum, dvs. 0,1 svarende til kravet for medlemskab i Dansk Blindesamfund.

Patientsikkerhed
På Moorfields Eye Hospital modtages og behandles ikke længere utilsigtede hændelser, der er anmeldt anonymt. Da jeg talte med riskmanageren, fortalte han, at der har været tilfælde, hvor personalet har indrapporteret hændelser med det formål at chikanere hinanden. Dette står i skarp kontrast til mit arbejde med patientsikkerhed i Danmark, hvor det netop er muligheden for anonymitet, der vægtes meget højt i forbindelse med indberetning af utilsigtede hændelser. Desuden har Moorfields Eye Hospital ligesom andre hospitaler tilfælde, hvor utilsigtede hændelser ikke anmeldes. Personalet er bange for at anmelde hændelserne både på grund af en eventuel klagesag og pga. risikoen for fyring eller for at få hængt kollegaer ud.

I England har borgerne ikke cpr-numre. Når patienten skal identificere sig selv, siges det fulde navn, fødselsdato og den første linje i adressen. Efter identifikationen spørges patienten om allergier samt om helbredsproblemer både mht. hjerte og lunger og generelt.
Der er en vis sikkerhed omkring flere ting. Bl.a. er nøglen til laseren låst inde i en boks, der kun kan åbnes med kode. Desuden er en del af medicinen under samme kontrol, ligeledes med kode.

Kvalitetssikring
Netop nu er NMC i samarbejde med NHS og Moorfields Eye Hospital ved at gennemføre en kvalitetsundersøgelse for at få viden om, hvor tilfredse patienter og pårørende er. Alle takkekort gemmes og læses igennem, og samtidig er der de mere officielle spørgeskemaer, der udfyldes efter hver kontakt til hospitalet. Der er nedsat en arbejdsgruppe, der mødes en gang om måneden, og som løbende følger op på undersøgelsen.

Tilsvarende har vi i Danmark LUP, Den Landsdækkende undersøgelse af Patientoplevelser, der ligeledes beder patienter udfylde spørgeskemaer om forløbet af behandlingen.
Der er også voluntører, som byder velkommen og viser patienter og pårørende til afdelingerne. Dette svarer lidt til Glostrup Hospitals ”Ventet og Velkommen”.

Arbejdstider og kompetenceudvikling
I ambulatoriet er fuld arbejdstid 37½ time, oftest fordelt på fire dage. Herudover er der mulighed for at planlægge videreuddannelse samt studie- og kursusdage. Moorfields Eye Hospital støtter ligesom øjenafdelingen på Glostrup Hospital op om videreuddannelse og dygtiggørelse indenfor øjenspecialet.

Afdelingen behandler både akutte og planlagte patienter. Hver patient har en kontaktperson og er samtidig tildelt en læge, der er ansvarlig for behandling og forløb.

Personalet består af både yngre og af mere erfarne sygeplejersker. De mere erfarne fungerer som ansvarshavende og er desuden supervisorer for de yngre sygeplejersker. De har også nurse consulents. Det er sygeplejersker, som har opnået en udvidet kompetence på lægefagligt niveau, faktisk små læger. De kan oftalmoskopere, udføre trespejlslundersøgelse og har lov til at tage beslutninger på lægefagligt niveau.

En tredjedel mandlige sygeplejersker
Sygeplejerskegruppen på Moorfields Eye Hospital bestod af godt en tredjedel mænd. Desuden er London en by med mange nationaliteter samlet, og det afspejlede sig også i sygepleje- og lægegruppen, hvor der var nationaliteter fra Korea, Zimbabwe, Australien, Bulgarien, Polen, Indien, Kina, Saudi-Arabien, Grækenland, Sydafrika, Somalia, Kenya, Pakistan, Spanien, Filippinerne, Nigeria, Italien, Rumænien, Portugal, Malaysia, Columbia, Irland, Ghana, Tyskland, Portugal og Jordan. Der var en rigtig god omgangstone.

Medicin og journaler
Der udleveres hverken medicin eller øjendråber på selve afdelingen. Der sendes en recept elektronisk til patientens apotek, hvorefter patienten har mulighed for at hente den der. Desuden findes et apotek på hospitalet, hvor patienterne også kan hente den ordinerede medicin.

Både sygepleje- og lægejournalen er skrevet elektronisk, men man benytter også papirjournaler. De kan i nogle tilfælde være svære at tyde, hvilket jeg selv oplevede, da vi gennemgik nogle af dem. Blodprøvesvar er ligeledes registreret elektronisk, og det er lægen, der har det fulde ansvar for at bestille og tjekke resultaterne. Her kan det stadig være lidt et problem, at hospitalernes systemer ikke er indbyrdes koordineret, også selvom det blot drejer sig om blodprøver og svar fra et andet hospital i London.

Sådan kom jeg af sted
Jeg blev registreret hos NMC (Nursing and Midwifery Council) i London, hvilket betyder, at man får en engelsk autorisation. Man kan godt komme på et praktikophold i England som sygeplejerske uden en sådan registrering, men hospitalerne foretrækker, at man har en. Desuden gør det opholdet lettere, fordi der er mulighed for at deltage en smule i enkelte situationer. Det kan godt tage 4-6 uger at få registreringen i orden, men så varer den også et år, herefter skal den fornys.

Herefter kontaktede jeg Moorfields Eye Hospital, hvor jeg fik kontakt til en seniorsygeplejerske, der er med til at arrangere praktikophold på hospitalet for både sygeplejersker og sygeplejestuderende fra hele verden. Jeg skulle maile mine papirer til ham samt udfylde et ansøgningsskema. Et af spørgsmålene var bl.a., hvad jeg mente, jeg ville få ud af dette ophold. Et par uger før afrejsen fik jeg endelig grønt lys for opholdet, og i slutningen af oktober tog jeg af sted med stor opbakning fra mine kollegaer og min ledelse.

Jeg bookede et billigt hotel så tæt ved hospitalet som muligt, men jeg ved, at der er mulighed for at leje et værelse, der tilhører hospitalet. Her skal opholdet dog have en varighed af mindst en måned. Desuden findes der et hav af andre muligheder for at få et værelse i London. Jeg selv er uddannet fra Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole, og derfra blev jeg tilbudt hjælp til at finde et værelse via deres kontakter.

Det var et meget lærerigt og spændende praktikophold. Jeg fik meget ud af opholdet både fagligt og personligt. Der blev taget utrolig godt imod mig. Der var udarbejdet en plan for, hvad jeg skulle igennem i de to uger, besøget varede, og under hele forløbet fulgtes jeg med sundhedspersonale.

Mange ting ved det engelske sundhedsvæsen er godt, men min opfattelse er helt klart, at det danske øjenspeciale er i top. Vi kan være stolte af vores sundhedsvæsen. Det rummer mange kvaliteter, som jeg synes bør fremhæves, når danske sygeplejersker som jeg får mulighed for at vise vores sundhedsfaglige ansigt ude i verden.

Anne Rasmussen, øjensygeplejerske i ambulatoriet på Glostrup Hospital; anne.lykke.rasmussen@gmail.com