Mennesker med Alzheimers sygdom kan sagtens træne

Genrefoto: ​

Smilende ansigter med sved på panden mødte mig tre gange om ugen i fire måneder på Bispebjerg Hospital. I træningssalen blev der trampet i pedalerne og løftet jern til den store guldmedalje, og lad mig sige det med det samme: Det var noget af en øjenåbner for mig.

Motionisterne var mennesker med Alzheimers sygdom i mild grad, som jeg slet ikke på forhånd vidste var i stand til at gennemføre forholdsvis hård fysisk træning, se boks 1.

Det er velkendt fra befolkningsundersøgelser, at fysisk aktive har nedsat risiko for at udvikle Alzheimers sygdom. Andre studier har fundet positiv sammenhæng mellem bevægelse og kognitiv funktion, og så kan høj muskelstyrke være en væsentlig faktor, hvis man vil opretholde sine kognitive færdigheder, når man bliver ældre.

Men at mennesker med Alzheimers sygdom også kunne tage godt fat, selv om sygdommen allerede havde sat ind, var overraskende og meget interessant at observere og følge. Det fik jeg lejlighed til i forbindelse med mit speciale, hvor jeg fungerede som hjælpetræner på et træningshold på Bispebjerg Hospital for mennesker med en mild grad af Alzheimers sygdom.

Træningen var en del af studiet ”Opretholdelse af kognitivt og dagligt funktionsniveau, livskvalitet og fysisk funktion ved Alzheimers sygdom – effekt af fysisk træning”, som er en dansk multicenterundersøgelse ADEX med 200 deltagere i alderen 50-90 år.
Træningen var tilpasset hver enkelt deltager, og det blev tilstræbt at opnå en puls på 70-80 pct. af maksimum ved træning på kredsløbsmaskiner.

Resultaterne fra ADEX-projektet viste bl.a., at deltagerne trænede med en gennemsnitlig træningsintensitet på 79 pct., og at de fleste foretrak kondicykel og styrketræning frem for løbebånd og crosstrainer. Alle deltagerne var glade for gulvøvelser, som bestod af almindelige gymnastikøvelser, og næsten alle deltagerne ville gerne fortsætte træningen efter projektets afslutning. Fremmødet lå på omkring 90 pct., og otte ud af 10 syntes, at det var tilpas at træne tre gange om ugen.

Samtidig ville de gerne anbefale træningen til andre. Jeg hørte bl.a. bemærkninger som: ”Jeg har lettere ved at tage mig sammen og ordne lidt i haven, efter jeg er begyndt at træne regelmæssigt,” og ”Når jeg har trænet om formiddagen, føler jeg mig lettere til mode og har lyst til at gå en lille tur om eftermiddagen.” Nogle fortalte også, at de sov bedre om natten.

Alt i alt var det en meget positiv oplevelse – også for de fysioterapeuter, som stod for holdtræningen rundt omkring i landet. De oplevede sammenhold, vilje og gejst på holdene og var alle glade for at træne deltagerne.

Mine oplevelser i forbindelse med træningen af personerne med Alzheimers får mig til at tænke på, om samfundet har nok fokus på forebyggelse, så forværring af den kognitive funktion hos ældre og hos mennesker med en demenssygdom forsinkes. God kognitiv funktion øger menneskers muligheder for at kunne klare sig længere i eget hjem.

Mennesker med en demenssygdom kan have praktiske eller kognitive udfordringer i forbindelse med at komme ud at gå en tur eller at komme hen til et træningscenter. Men med praktisk hjælp og psykisk støtte lyder det, som om de nok skal komme af sted til træning.

Flere resultater fra ADEX-projektet bliver publiceret i 2015.

Ragna Laksáfoss Djurhuus, sygeplejerske, cand.scient.san., freelancer i Norge; ragnadj@gmail.com​