Dilemma: Samtale fremmer forståelsen

Aziza fra Afghanistan er blevet indlagt på fællesakutmodtagelsen på et stort sygehus samme formiddag. Hun er 64 år gammel og har diagnosen Alzheimer, men det er smerter, der har ført til denne indlæggelse. Aziza er meget urolig, står ud af sengen, går i seng i igen og kalder på sin datter, som er ude at rejse.

Personalet prøver at spørge, hvor hun har ondt henne, de peger systematisk på alle kropsdele, forsøger med en billedtolk og spørger, om Aziza er sulten eller tørstig, men der kommer ikke nogen fælles forståelse ud af forsøget på samtale. Klokken er efterhånden blevet næsten 22, da en sygeplejestuderende, som har forsøgt at komme i kontakt med Aziza, spørger sin vejleder, om de ikke kan bestille en tolk og på den måde finde ud af, hvad det er med Aziza.

”På det her tidspunkt?” siger vejlederen med alle tegn på overraskelse. ”Ja,” svarer den studerende. ”Vi beder bare om en telefontolk, det er supernemt, og det er billigere end en tolk, der skal være fysisk til stede.”

Som sagt så gjort. Aziza taler og gestikulerer, og efterfølgende finder personalet ved en blærescanning ud af, at Aziza har 2.200 ml urin stående i blæren.

• Hvornår anvender man tolk på dit arbejdssted?
• Hvad tænker du om Azizas forløb på FAM?
• Hvilke former for tolkning kender du til?

 

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene:

Svar 1. Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, etik- og kvalitetskonsulent, formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital:

Det er vigtigt, at tolken er autoriseret, men der synes ikke at være noget i casen, der indikerer det modsatte. Derudover stor ros til personalet! De fortsætter med at lede efter årsagen til Azizas uro, uagtet at adfærden kunne være begrundet i såvel Alzheimer som med en anden kulturel baggrund end dansk. Også ros til personalet for holdningen til den studerendes idé. Mange personalegrupper ville have underkendt en ny idé fra et nyt personalemedlem, ikke mindst en studerende.

At anvende tolk er en måde at komme den anden i møde på, og man kan forestille sig, at tolkehjælpen generelt kunne anvendes i højere grad, end tilfældet er dag. Men her kan den beskrevne telefonservice måske være en mulighed, der gør tolkehjælpen lettere tilgængelig og måske på denne måde mere anvendt i fremtiden?

Man kan sige, at en case som denne kunne tjene som en lærecase på den gode sygepleje.

Svar 2. Af Dorthe S. Nielsen, studieleder, cand.cur., SDU, RN, MHS, ph.d., Migrant Health Clinic, Odense University Hospital, Centre for Global Health, University of Southern Denmark, medlem af Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ > ser

Et af de grundlæggende principper i sygeplejen er at drage omhu for det sårbare liv – Aziza er utrolig sårbar på flere områder, hun er alene uden sine nære pårørende, hun opholder sig i et miljø, der er fuldstændigt fremmed for hende, og hun er ikke i stand til at udtrykke sine mest fundamentale behov. Desuden lider hun af Alzheimer, hvilket i sig selv sætter patienter i en særdeles sårbar og ensom situation.

Egentlig er der i ovenstående ikke tale om et etisk dilemma, men etisk problemstilling. Man bør som grundregel altid sikre sig, at man kan tale og forstå patienten og dennes pårørende, dels for at sikre, at patienten føler sig tryg og kan udtrykke sine basale behov, dels for at undgå misforståelser og fejlbehandlinger. Den studerende gør det eneste rigtige, hun tilbyder Aziza en tolk, og dette er muligt på alle sygehuse 24 timer i døgnet. En akut tolkning kan fint gennemføres gennem en telefon, men i Azizas tilfælde ville det optimale være en tolk, der er til stede, og som kan være med til at gøre Aziza og plejepersonalet trygge ved hinanden.

Sygeplejersker bør anerkende, at patienter også har brug for en tolk til at fortælle om særlige ønsker til pleje og indlæggelse og ikke kun i forbindelse med stuegang og medicinsk behandling. Der sker alt for mange alvorlige misforståelser og fejl pga. brugen af pårørende og børn til oversættelse i stedet for professionelle tolke. Hændelser og fejl, som bør indrapporteres som utilsigtede hændelser.