Fra sygehus til supersygehus

Der er i disse år stor fokus på omstrukturering af sundhedsvæsenet og specialeplanlægning for at optimere kvaliteten i sundhedsvæsenet (1). På regionalt niveau sker det gennem regionernes opførelse af supersygehuse (2).

Bachelorprojektet, som denne artikel er baseret på, handler om, hvilken social betydning det vil få for patienten, at enestuen i høj grad bliver den fremtidige patientstue på supersygehusene.

Der har i lang tid været fokus på de etiske problemstillinger, som opstår på en flersengsstue i forhold til bl.a. stuegang og tavshedspligt. Det er enestuen en god løsning på. Det, at patienterne ligger på en enestue, mindsker også risikoen for smittefare. Der mangler dog en ting, og det er medpatienter.

Vi har igennem en international litteratursøgning fundet, at medpatienter har en helt unik betydning for patientens oplevelse af et indlæggelsesforløb (3). Medpatienter kan bidrage med erfaringsudveksling, gode råd, en unik støtte og nærhed og forståelse, som hverken sundhedspersonalet eller pårørende kan (3). Ikke alle patienter ønsker at have kontakt til medpatienter, men det, at nogen gør, legitimerer, at medpatienter ikke skal overses som en betydningsfuld faktor i sygeplejen.

I og med at enestuen vil være den primære patientstue på supersygehusene, har vi igennem vores bachelorprojekt ønsket at undersøge, hvilke muligheder patienterne har for at danne et fællesskab, når de ligger på enestue. Her er fællesarealerne det ideelle mødested for patienterne. Det, der skaber fællesskabet, er hyggelige omgivelser med f.eks. sofaer, blomster på bordene og varme farver på væggene. Vi har igennem et interview fået viden om, at fællesarealer på supersygehuset i Gødstrup, Det Nye Hospital i Vest, ikke konstrueres for at fremme et fællesskab mellem patienterne. Vi kan være bekymrede for, at det er generelt for de nye supersygehuse, og at medpatienters betydning derved ikke er tænkt ind.

Et betydningsfuldt fund er, at pårørende fremover får en langt større rolle i indlæggelsesforløbet. Enestuen bliver på Det Nye Hospital i Vest indrettet på en sådan måde, at den er mere indbydende for pårørende. Der er bl.a. håb om, at der under indlæggelsen kan være en pårørende til stede konstant, hvilket kan være en årsag til, at medpatienter ikke tillægges betydning. I et samfund, hvor vi får færre hænder på arbejdsmarkedet, er det så også rimeligt at have den forventning til pårørende?

Vi skriver denne artikel for at nå de sygeplejersker, som kommer til at arbejde i denne virkelighed. Vi vil opfordre jer til at huske at tænke medpatienter ind i sygeplejen og især hos dem, som ingen pårørende har. Sygeplejersken kan fremme et frugtbart miljø og have  indflydelse på, at fællesarealerne tænkes ind som et mødested for patienterne. Vi ser en mulighed for at drage paralleller til psykiatrien og anvende de miljøterapeutiske principper, man arbejder med der, i somatikken. Her udnytter man bl.a. dagligdags situationer i det fælles miljø på en terapeutisk måde, så patienter har mulighed for at drage nytte af medpatienter til at udvikle mestringsstrategier.
Sygeplejersker må huske at være kritiske overfor den virkelighed, vi arbejder i. Det er bl.a. sådan, vi udvikler os.

Maiken Fog, sygeplejerske, Område Syd Silkeborg; maiken.fog@hotmail.com
Katja Ravn, sygeplejerske, Kirurgisk afdeling K 11. 1., Viborg
Malene Jensen Skriver, sygeplejerske, Diakonhjemmet Sykehus, Oslo, Post 3 Nord

Litteratur

1. Sundhedsstyrelsen. Baggrund for specialeplanlægning. 2012.
2. Danske regioner. Hvorfor bygger regionerne nye sygehuse. 2014.
3. Birkelund R & Larsen LS. Patient-patient interaction – caring and sharing. Scandinavian Journal of Caring Sciences, Sep 2012;27(3),608-15.