Sygeplejersken
Implementering af evidensbaseret praksis - et innovationsprojekt mellem teori og praksis
Et tæt samspil mellem uddannelse, forskning og praksis bygger bro mellem klinisk praksis og uddannelsessektoren og gavner patienter, som er i risiko for at udvikle delirium.
Sygeplejersken 2015 nr. 5, s. 62
Af:
Linda Schumann Scheel, ph.d., MBA,MA,RN, prodekan,
Marianne Tewes, cand.mag., MKS,
Preben Ulrich Pedersen, sygeplejerske, ph.d., professor
Innovationsprojektet ”Implementering af evidensbaseret praksis – et innovationsprojekt mellem teori og praksis” omhandler implementering af den kliniske retningslinje om identifikation, forebyggelse og behandling af delirium – i denne sammenhæng relateret til hjertepatienter.
Projektet er foregået på to hospitalsafsnit i Hjertecentret på Rigshospitalet; et intensivt afsnit og et sengeafsnit i tæt samarbejde med medarbejdere fra Institut for Sygepleje på Professionshøjskolen Metropol og Center for Kliniske Retningslinjer (CfKR) og er således udført i et tæt samspil mellem uddannelse, forskning og praksis (1,2).
Vanskelig implementering
Den overordnede hypotese i projektet har været, at det ved anvendelse af den kliniske retningslinje om identifikation, forebyggelse og behandling af delirium vil være muligt at forebygge eller minimere, at patienter udvikler delirium. Kliniske retningslinjer er udviklet ud fra nyeste evidens, og det at arbejde efter kliniske retningslinjer opfattes derfor i projektet som et udtryk for en evidensbaseret praksis. Det er dog en kendt udfordring, at kliniske retningslinjer er vanskelige at implementere.
De introduceres ofte uden klare strategier for implementering eller med mangelfulde analyser af tiltag og metoder, der kan ruste medarbejderne til at efterleve anbefalingerne i den kliniske retningslinje. Ofte tages der ikke højde for den praksis og kultur, som implementeringen skal foregå i.
Formålet med projektet har derfor været 1) at identificere udfordringer ved implementering af evidensbaseret praksis 2) at udvikle og afprøve et defineret og afgrænset interventionskoncept samt 3) at vurdere effekten af den systematiske fremgangsmåde.
Projektets design
For at kunne vurdere effekten af projektets intervention er projektet designet som føranalyse – intervention – efteranalyse. Før- og efteranalysen består af journalaudit, interessentanalyse og analyse af kommunikation. Interventionen er designet på baggrund af føranalysens fund og udgør indledende workshops om forhold relateret til den kliniske retningslinje samt sygeplejekonferencer med fokus på refleksion mellem sygeplejersker, kliniske sygeplejespecialister og lektorer fra Metropol. I interventionen indgår undervisning og vejledning, og deltagerne har arbejdet sammen om at give feedback, skabe refleksion og forbedre dokumentationen, som er et væsentligt fundament for at sikre optimal pleje til patienter med delirium.
Interventionen i projektet tager afsæt i idéen om brugercentreret innovation, hvor de sundhedsprofessionelle, som skal implementere den kliniske retningslinje, lektorer fra Metropol og CfKR, har været inddraget i udvikling af innovationskonceptet. Studerende har deltaget og bidraget i projektet dels i før- og efteranalyserne, som aktive deltagere i sygeplejekonferencerne, og endelig har tre studerende skrevet bacheloropgave i relation til projektet.
Det gavner patienten
Analyserne viser, at sygeplejerskerne har opnået større viden om og kompetencer til at identificere og behandle delirium, og at de kan sætte ind tidligere og forebygge, at patienter udvikler delirium.
Resultater fra projektets efteranalyse viser, at der er sket en forbedring i dokumentationen. Flere patienter bliver kognitivt vurderet, dvs. screenet, for delirium, og der sættes flere forebyggende sygeplejehandlinger i værk. I organisationen opleves en større bevidsthed om delirium og øget fokus på kognitive vurderinger.
Projektet har været med til at bygge bro mellem klinisk praksis og uddannelsessektoren. Undervisere har fået større indsigt i aktuel klinisk praksis samtidig med, at kliniske sygeplejespecialister og sygeplejersker er blevet understøttet i at udvikle egen praksis på de deltagende hospitalsafsnit.
Den fulde rapport kan hentes på de tre parters hjemmesider (1,2,3), hvor der også er oplyst kontaktpersoner.
Linda Schumann Scheel, ph.d., MBA, MA, RN, prodekan på Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet, Professionshøjskolen Metropol, liss@phmetropol.dk
Marianne Tewes, cand.mag., MKS, konstitueret centerdirektør på Hjertecentret, Rigshospitalet
Preben Ulrich Petersen, ph.d., professor, daglig leder af Center for Kliniske Retningslinjer, Aalborg Universitet
Litteratur
- Link til rapporten på Metropols hjemmeside: www.phmetropol.dk > klik på menuen kliniske retningslinjer.
- Link til rapporten på Center for Kliniske Retningslinjers hjemmeside: www.cfkr.dk > klik på menuen ”Publikationer” og vælg ”Rapporter” > klik på linket som tilhører rapporten ”Implementering af evidensbaseret praksis – et innovationsprojekt mellem teori og praksis”.
- Link til rapporten på Hjertecentrets hjemmeside: www.rigshospitalet.dk > klik på menuen ”Afdelinger” > klik på ”Hjertecentret” i menuen til venstre > klik på ”Forskning og Udvikling” i menuen til venstre > klik på ”Innovationsprojekter.