Studerende i praksis: Første praktik - og jeg besvimer

Min allerførste praktik var på Ortopædkirurgisk afdeling med sår og amputationer. Jeg havde fra starten været lidt i tvivl om valg af uddannelse, men netop denne praktik var noget, jeg kunne forholde mig til med min praktiske tankegang: Folk med synlige komplikationer har brug for hjælp.

Jeg kom med masser af gåpåmod og var klar til nye udfordringer, men der gik ikke længe, før jeg stod overfor den første udfordring: at skulle se et stort fodsår. Min første tanke var: ”Jeg kan sagtens tåle at se sår,” men desværre var min krop ikke helt enig, hvilket resulterede i, at jeg besvimede! Jeg var meget skræmt over episoden, eftersom jeg aldrig har besvimet før, og jeg vidste ikke, om jeg turde gå derind igen. Min selvtillid var dalet en del, men heldigvis kom jeg på benene igen takket være en fantastisk klinisk vejleder. Uden hende havde jeg ikke klaret mig gennem de 10 kommende uger i praktikken.

Da vi nåede til praktikken i hjemmeplejen på modul 6, var jeg igen begyndt at blive en smule bekymret for, hvordan jeg ville reagere ved synet af sår. Jeg fortalte min nye kliniske vejleder om mine oplevelser, men fik ikke rigtig nogen kommentar på dette. Efter at have kørt et par dage med hende siger hun: ”Nu skal vi så ind til en borger med et stort fodsår, jeg regner med, at du skal have lov til at ordne det.” Jeg var ved at springe ud af bilen af skræk!

Heldigvis var min vejleder fantastisk god til at berolige mig og fik hurtigt forklaret, at det ofte er værre bare at skulle kigge på, end det er, når man selv får lov til at gøre det. Der var ikke andet at gøre end at springe ud i det, selvfølgelig med vejlederens fulde støtte. Borgeren havde intet imod, at jeg fik lov til at tilse såret, selvom det foregik med rystende hænder og sved på panden. Hvad min vejleder ikke havde fortalt mig, var, at det var et diabetisk fodsår med nedsat følelse, så borgeren kunne næsten ikke mærke, hvad jeg lavede. Det var en stor bedrift og sejr for mig at have ikke kun set, men også ordnet et sår uden at besvime.

Den dag i dag synes jeg, det er noget af det mest spændende at arbejde med sår. Jeg kunne ikke have overvundet min frygt og klaret mig igennem praktikkerne uden nogle fantastiske vejledere samt sygeplejersker, der alle skubbede lidt på og forstod at give mig små sejre gennem hele forløbet.

Trine Ohrt, sygeplejestuderende på modul 9, University College Sjælland

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.