Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Strategiseminar uden konkret indhold

Faster Else havde glædet sig vildt og medbragte selvfølgelig sit skriv med alle sine forslag til meningsfulde aktiviteter. Hun landede i en arbejdsgruppe, hvor opgaven var at udforme vision, mission, strategiindikatorer, strategimål, strategiplaner og kvalitetssikring for mål nr. 5.

Sygeplejersken 2015 nr. 6, s. 52

Af:

Kirsten Dalby Rasmussen, sygeplejerske, cand.pæd.

Min evigt energiske faster Else har gennem en årrække været besøgsven. Desværre mistede hun for nylig sin ven nummer 7 og syntes efterhånden, det var for følelsesmæssigt belastende. Så med en alder på 88 år mente faster, det var rettidig omhu at melde sig ind i Gammelsagen. Ud fra egne erfaringer med sine besøgsvenner havde faster Else opbygget en solid viden om, hvad der kunne forsøde livet og opmuntre i den tredje alder.

Derfor havde hun til det første møde i Gammelsagen medbragt et detaljeret skriv med mulige udflugtsmål og aktiviteter for et helt kalenderår. Der var tænkt i præferencer såvel i forhold til naturen, f.eks. tranedans ved Hornborgasjön, som historiske, kulturelle og ikke mindst fysisk udfordrende tiltag; f.eks. en bustur til Møns Klint, hvor faster Else stolt kunne fortælle, at hun selv sidste sommer havde forceret alle trapperne.

Lokalbestyrelsen var meget imponeret og glad for et nyt, særdeles engageret medlem, og da det viste sig, at der netop, på tragisk baggrund, var blevet en ledig plads, kom faster hjem som bestyrelsesmedlem.

Den nye status bevirkede kort efter, at faster blev inviteret til todages strategiseminar på Hotel Nyborg Strand, hvor Gammelsagens dynamiske strategiplaner for 2016 skulle drøftes og udfoldes. De fem strategimål lød:

  1. Mere selvhjulpne og stærke ældre
  2. Tydeliggørelse af formål med aktiviteter
  3. Flere biblioteker i nærområdet med adgang for gangbesværede døgnet rundt
  4. Flere kloge medlemmer af Gammelsagen
  5. Træning og øvelse i at blive gammel

Faster Else havde glædet sig vildt og medbragte selvfølgelig sit skriv med alle sine forslag til meningsfulde aktiviteter. Hun landede i en arbejdsgruppe, hvor opgaven var at udforme vision, mission, strategiindikatorer, strategimål og -planer samt kvalitetssikring for mål nr. 5.
Faster kiggede fortvivlet på sit papir, og blikket faldt på turen til Møns Klint. Som tidligere lotte i hjemmeværnet kunne faster Else genkende begreberne fra militæret, specielt mission, og hun var beredt til at gå i krig med opgaven. Men at det slet ikke var så enkelt, gik efterhånden op for faster og resten af gruppen.

Gennem de to dage kæmpede og mundhuggedes gruppen om, hvad der skulle stå under de enkelte begreber, og tilbage i plenum viste det sig, at de andre arbejdsgrupper havde mødt samme udfordringer. Der herskede nemlig stor uenighed om, hvorvidt Minnas Busselskab var et strategimål, en strategiindikator eller måske mission? Men da strategiseminarets konsulent fik indskrevet alle gruppernes input i en fin Prezi-præsentation, virkede det imponerende, og alle deltagere blev ret stolte.

Da faster havde sundet sig lidt og igen kom til at tænke på turen til Møns Klint, dristede hun sig til at spørge, hvordan det sådan mere konkret skulle anvendes? Konsulenten forklarede venligt og mildt overbærende, at det jo ikke sådan kunne bruges i de konkrete aktiviteter, men snarere var et dokumentations- og evalueringsredskab, der skulle sikre de fortsatte bevillinger til foreningen.

Det svar funderede faster meget over hele vejen hjem, og da jeg besøgte hende nogle dage senere, ville hun vide, om min skole havde lignende seminarer og strategier. Det kunne jeg bekræfte, men med to væsentlige forskelle, idet vores strategimål går frem til 2020 – nok fordi vores alderssegment er betydeligt yngre – og desuden kan vi sagtens kan klare et strategiseminar på én dag, måske fordi vi er trænede i ikke at blive for konkrete.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.