Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hjemmesygeplejersker gør klar til nye opgaver

Et uddannelsessamarbejde mellem Lyngby-Taarbæk Kommunes primærsygeplejersker og Professionshøjskolen UCC i Hillerød har sat skub i 50 større og mindre udviklingsprojekter, der inden sommeren 2015 vil udvikle sig til op imod 100 udviklingsprojekter. Projekterne er valgt i sygeplejerskernes egen praksis og skal sikre kvalitet, kontinuitet og sammenhængende patientforløb i sygeplejen.

Sygeplejersken 2015 nr. 6, s. 80-81

Af:

Susan Ptak Rasmussen, ph.d., sygeplejerske,

Marianne Bøtcher, sygeplejerske, MPH

​Et uddannelsessamarbejde mellem Lyngby-Taarbæk Kommunes primærsygeplejersker og Professionshøjskolen UCC i Hillerød har sat skub i 50 større og mindre udviklingsprojekter, der inden sommeren 2015 vil udvikle sig til op imod 100 udviklingsprojekter. Projekterne er valgt i sygeplejerskernes egen praksis og skal sikre kvalitet, kontinuitet og sammenhængende patientforløb i sygeplejen.

Alle 106 primærsygeplejersker i Lyngby-Taarbæk Kommune skal på skolebænken for at være klar til udfordringerne i det kommunale sundhedsvæsen, når supersygehusene står helt klar. 50 sygeplejersker har allerede været på diplomuddannelse i efteråret 2014, og resten følger i foråret 2015. Kommunen har valgt at satse stort og har anvendt midler fra Ældremilliarden for at sikre, at de ydelser, borgerne i Lyngby-Taarbæk Kommune modtager, bliver af en sådan kvalitet, at borgerne oplever kontinuitet, kvalitet og sammenhæng i deres sundhedsydelser.
 

Grundlæggende forandringer

Opgave- og strukturreformen har betydet grundlæggende ændringer i kommunernes rolle i sundhedsvæsenet. Kommunerne har fået nye opgaver indenfor sundhedsfremme, forebyggelse og rehabilitering, men de har også fået et direkte økonomisk medansvar for deres borgeres forbrug af sygehusydelser, idet der er indbygget økonomiske incitamenter i strukturreformen. Reformen har ikke betydet direkte ændringer i hjemmesygeplejens rolle, men med reformen og sundhedsloven er hjemmesygeplejen et endnu vigtigere led i kommunernes indsats for at skabe kontinuitet, kvalitet og sammenhæng i patientforløb i et samlet sundhedsvæsen (1).

Professionshøjskolen UCC’s sundhedsfaglige diplomuddannelse har i 2014 udviklet ni moduler målrettet primærsygeplejen. Modulet, som Lyngby-Taarbæk Kommunes sygeplejersker deltager i, har titlen: ”Hjemmesygeplejens indsats for at skabe kontinuitet, kvalitet og sammenhæng i patientforløb i et samlet sundhedsvæsen” (2).

Uddannelsen er tilrettelagt på den måde, at de studerende arbejder med en selvvalgt sygeplejefaglig problemstilling fra praksis, der følges op af en eksamensopgave. Det har resulteret i knap 50 nye spændende udviklingsprojekter, som kommunens sygeplejersker nu ruster sig til at formidle og implementere. F.eks. kan nævnes manglende opdateret medicinstatus, når patienten bliver udskrevet fra hospitalet, det vil sygeplejerskerne gerne ændre på, et andet tiltag skal sætte fokus på patienternes samlede behandlingsforløb ved at arbejde tættere sammen med almen praksis, et tredje tiltag skal nedsætte antallet af utilsigtede hændelser i overgangen mellem sekundær og primærsektor, hvor sygeplejerskerne bl.a. oplever, at patienter udskrives med obstipation, uden at der er igangsat behandling.
 

Tiltag skal understøtte processer

For at imødekomme de mange nye udviklingstiltag har sygeplejeledelsen sat fokus på implementering og forandringsledelse. I samarbejde med Professionshøjskolen UCC blev der i efteråret 2014 arrangeret en temadag med ca. 30 sygeplejefaglige ledere fra kommunen under titlen: ”Ledelse af faglig udvikling i sammenhængende patientforløb”. Temaerne på dagen var tiltag, der skal understøtte de processer, sygeplejerskerne gennemgår med ny viden og nye måder at arbejde på.

”Alt i alt føler både medarbejdere og ledelse, at de er blevet bedre rustet til at honorere de udfordringer, kommunens primærsygepleje og ledelse står med her i 2015, men der er et stykke vej endnu, inden vi er helt rustet til supersygehusene i 2020,” siger sygeplejefaglig leder Susanne Hansen, Lyngby-Taarbæk Kommune. Hun fortsætter: ”Uddannelsen har åbnet både sygeplejerskernes og ledelsens øjne i forhold til at se muligheder i stedet for forhindringer.”

Susan Ptak Rasmussen, ph.d., sygeplejerske. Ansat som udviklingskonsulent ved videreuddannelsen, Professionshøjskolen UCC i Hillerød; sura@ucc.dk
Marianne Bøtcher, MPH, sygeplejerske. Ansat som udviklingskonsulent ved Center for Sundhed og Omsorg Lyngby-Taarbæk Kommune

Litteratur

  1. www.retsinformation.dk: Vejledning om hjemmesygepleje nr. 102 af 11/12/2006