Studerende i praksis: Min øjenåbner

Jeg var i praktik på modul 4 på en medicinsk afdeling. Det var næsten udelukkende basal sygepleje som bleskift, af- og påklædning, bad og bundskifte, når en patient havde haft diarré for 3. gang samme dag, og jeg følte ikke, at jeg blev udfordret nok; jeg blev faktisk i tvivl, om jeg havde valgt det rigtige erhverv, for jeg havde en forestilling om, at jeg skulle redde liv, give patienterne deres livsvigtige medicin og generelt være den nye Nightingale.

Jeg afsluttede modul 4 og havde stadig lidt samme følelse, da jeg forlod afdelingen: Var det sådan, det var at være på en sengeafdeling? I så fald ville jeg gå en anden vej, efter at jeg var færdiguddannet.

Som så mange andre sygeplejestuderende er jeg vikar på sygehuset, og det var her, min øjenåbner fandt sted. Jeg har altid været af den overbevisning, at man skal sætte sit personlige præg på sygeplejen, og det var det, der gav mig denne øjenåbner.
Dagen startede som så mange andre dage med, at patienterne skulle vaskes, i bad og gøres klar til en ny dag. På en stue lå en sengeliggende dement dame, hvis mand var på stuen det meste af dagen, fordi det beroligede hende. Jeg skulle vaske hende i sengen, og da hun var dement, var det vigtigt for mig at fortælle, hvad vi nu skulle til, og hvad mine hænder udførte.

Patienten var inkontinent og lå med ble, og da vi skulle til nedre hygiejne, sagde jeg: ”Nu hjælper jeg dig lige af trusserne, så vi kan få dig vasket forneden.”

I det øjeblik kiggede manden på mig med store øjne og sagde ”Du kaldte det for trusser? Det er der aldrig nogen, der har gjort før. Gud, hvor var det dog befriende!”

I situationen smilede jeg og forklarede, at det mest naturlige for mig var at kalde det trusser, da et voksent menneske ofte ikke bryder sig om ordet ble.

Det var først, da jeg kom hjem, at jeg for alvor fik reflekteret over situationen. Det havde gjort en stor forskel, at et enkelt ord blev byttet ud med noget velkendt, noget respektfuldt. Det gjorde stort indtryk på mig, at så banal en ting i mine øjne havde gjort en verden til forskel for andre mennesker. Og hvis så lille en ting kan gøre så stor en forskel, hvad kan vi som sygeplejersker så ikke udrette, hvis vi bruger vores hjerte inde hos patienterne?

Jeg fik den dag et stort indblik i, hvor betydningsfuld basal sygepleje kan være, og den dag i dag arbejder jeg faktisk i hjemmeplejen i min fritid. Det er jo på sin vis også at redde liv.

Lisa Marie Lundsgaard, sygeplejestuderende på modul 12, University College Nordjylland

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk  Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.