Sygeplejersken
Familiekurser med sundhedsplejersker afløser mødregrupper
18 kommuner landet over har allerede erstattet de traditionelle mødregrupper med de såkaldte Familieiværksætter-kurser, hvor både fædre og mødre taler om fødsel, amning og familieliv og får styrket deres netværk og parforhold.
Sygeplejersken 2015 nr. 7, s. 40-41
Af:
Susanne Bloch Kjeldsen, journalist
Familieiværksætter-kurser er godt på vej som supplement eller som erstatning for de traditionelle mødregrupper. Til forskel fra mødregrupper er Familieiværksætterne for både mødre og fædre, kurserne afholdes ikke privat, men typisk i sundhedsplejens lokaler. Det første møde finder sted, allerede inden barnet er født, og forløbet slutter, når barnet er halvandet år.
Idéen stammer fra Leksand Kommune i Sverige og har bredt sig til mange svenske kommuner. Den første kommune, som implementerede modellen i Danmark, og som sammen med Center for Socialt Ansvar har været med til at udvikle en dansk model, er Holstebro Kommune. Her hedder projektet ”Familie med Hjerte”.
”Undersøgelser viser, at mødregrupper er for de ressourcestærke, de er ofte ikke styrede, men afhængige af de enkelte familiers formåen. Det kan udelukke nogen, som måske ikke har lyst til at blive målt på mængden af hjemmebag. Der er i øvrigt ikke plads til fædrene, som fylder mere i moderne familier. Familie med Hjerte-tilbuddet er for alle,” fortæller projektleder og ledende sundhedsplejerske i Holstebro Kommune, Pernille Almdal.
18 kommuner tilbyder Familieiværksætter-konceptet, og fire andre er på vej med et tilbud.
Sundhedsplejerske Karen Bach (t.h.) er fast underviser på Familie med Hjerte-kurset, der løber over 14 gange fra graviditeten til barnet er halvandet år. På dette første møde med vordende forældre og en enkelt mormor, er socialrådgiver Birte Andersen med for bl.a. at fortælle om det sociale ansvar, alle har for at indberette, hvis man bliver bekendt med børn som mistrives.
En evaluering viser, at 98 pct. af familierne i Holstebro Kommune har valgt at takke ja til at deltage i kursusforløbet, som indeholder temaer om forældreskab og tanker om, hvordan vi selv er opdraget, visioner om forældreskab og barnet, fødslen, barnets udvikling, familiens økonomi, seksualitet og kost.
”Familie med Hjerte bygger på nogle værdier, der handler om, at vi har et ansvar for vores nabo, forstået på den måde, at vores børn skal vokse op sammen og gå i skole sammen. Det er tidlig forebyggelse, fordi vi arbejder med at styrke relationen mellem forældrene og mellem familier, som forhåbentlig betyder, at færre bliver skilt, og at flere oplever at være del af et fællesskab,” siger Pernille Almdal.
I Holstebro Kommune er der altid to undervisere på kurserne. Sundhedsplejersker er gruppeledere, mens medunderviseren skifter fra gang til gang og kan være forskellige fagpersoner, f.eks. en jordemoder, en advokat, en praktiserende læge eller en tale-høre-lærer.
En femmer på forebyggelse
I Center for Socialt Ansvar lyder hovedpointen bag Familie med Hjerte og Familieiværksætter-konceptet: ”Hellere bruge en femmer på forebyggelse end en tusse på helbredelse”.
I 2012 regnede Copenhagen Business School/Centre for Economic and Business Research sig frem til, at samfundet kan spare mellem 36.000 og 203.000 kr. for hver ny mor, der deltager i Familie med Hjerte-uddannelsen i form af forebyggelse af skilsmisser og anbringelser og tidlig forebyggelse af kriminalitet. På landsplan ville det kunne betyde mellem 1,1 og 6 mia. kr. i besparelse. Og så er gevinsten i form af forbedringer i trivsel, velvære og sammenhæng ikke medtaget.
Forskning skal vise effekten
Hvorvidt projektet får kort- og langsigtede gevinster for familierne, vil et forskningsprojekt i Aarhus Kommune med tiden kunne belyse. Forskere på Aarhus Universitet skal undersøge en række effekter for børns og familiers trivsel frem til skolealderen.
”Vi vil bl.a. måle på, hvor kompetente forældrene føler sig i rollen som forældre, hvor trygge de er, hvor stressede de føler sig, og hvordan de vurderer kvaliteten i deres parforhold. Barnets trivsel fysisk og socio-emotionelt indgår også i undersøgelsen, ligesom brugen af serviceydelser, f.eks. egen læge. Vi håber, vi kan få 2.500 familier med i projektet, hvoraf halvdelen deltager i Familieiværksætterne. Herefter kan vi sammenligne de to grupper,” fortæller professor, ph.d. og forskningsleder, Marianne Simonsen, fra Aarhus Universitet. De første resultater forventes offentliggjort i 2018.
En skjult besparelse
Formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, Susanne Hede, venter spændt på, at der bliver lavet forskning på effekten af Familieiværksætterne.
”Det kan godt være, at mødregrupper er gammeldags, men omvendt er mange mødre glade for dem og mener, at de giver et åndehul. Jeg synes, man skal lave undersøgelser, før man bare erstatter noget med noget andet. Familiekurser er et positivt tiltag, men Familieiværksætterne er kun én ud af flere modeller, som findes i kommunerne, og jeg så gerne, at der er evidens for effekten, før et bestemt koncept bliver udbredt,” siger Susanne Hede med henvisning til en lignende forældreuddannelse ”En god start – sammen”, som er støttet af satspuljemidler og udbredt til 10 kommuner. Denne model er for nylig blevet evalueret af Sundhedsstyrelsen.
Desuden advarer Susanne Hede om, at familiekurser ikke må blive brugt som skjult besparelse.
”Jeg hører fra mit netværk, at der typisk bliver skåret et af de faste hjemmebesøg væk, når man indfører kurserne. Holstebro Kommune er en mønsterkommune, men i andre kommuner indfører man mere skrabede modeller, og det er et problem, hvis man erstatter sundhedsplejens basistilbud med familiekurser. Kurserne skal være et supplement og ikke erstatte hjemmebesøg,” mener Susanne Hede.
I Holstebro Kommune er et af de faste hjemmebesøg sløjfet i forbindelse med indførelsen af Familieiværksætterne.
”Det er rigtigt, at vi i Sundhedsplejen har taget et besøg ud, men vejet op imod, at vi ser familierne kontinuerligt 14 gange gennem halvandet år, og ser familierne individuelt på en af mødegangene, hvor børnene undersøges af en sundhedsplejerske efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer, så ser jeg det ikke som en serviceforringelse,” siger ledende sundhedsplejerske i Holstebro Kommune Pernille Almdal.
Læs mere på www.familieiværksætterne.dk og Sundhedsstyrelsen.dk