Sygeplejersken
Bøger: Fem bøger til ferien
Sygeplejerske rimer på roman. Det ved vi fra undersøgelser af Sygeplejerskens læsere. Men hvad skal man læse i ferien, hvis en fødselsdag ikke lige har forsynet boghylden med nye titler og sproglig saft og kraft? Her er fem forslag; bøger, der emmer af udsyn, menneskekundskab og galde. Det sidste i afmålte, men ikke dårlige doser. De fleste hovedpersoner er kvinder, og det er faktisk tilfældigt.
Sygeplejersken 2015 nr. 8, s. 44-45
Af:
Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør
Judith Schalansky
Atlas over afsidesliggende øer
Halvtreds øer, som jeg aldrig har været på og aldrig vil komme til
Forlaget Vandkunsten 2014
144 sider – 349,95 kr.
En meget smuk og mærkelig bog. Smuk pga. kortene og de fine farver, mærkelig, fordi der på de 50 øer er sket virkelig sære ting, som forfatteren har fundet frem til og gengiver her. En tekst på den ene side, et kort på den anden side. En test hos en sejlende globetrotter bekræftede rigtigheden af historien om øen ”Amsterdam”. Den er god nok, så det er de andre nok også. Der optræder et væld af kaptajner, forskere, slaver, skibbrudne, fyrmestre og nogle få kvinder i historierne.Bogen skal læses i små etaper, f.eks. som godnatlæsning eller højtlæsning i regnvejr. Når man læser, skal man studere kortet og give sig til at finde rundt på øen eller fare vild.Det indledende essay om atlas beskriver, hvad det er, et atlas kan mht. at give næring til drømme, håb og lange rejser.
Elena Ferrante
Forladte dage
C&K Forlag 2015
Paperback
206 sider – 129 kr.
Bogen udkom første gang på dansk i 2003 og blev dårligt modtaget af bl.a. den mandlige anmelder i Weekendavisen. ”Offer, hulkesøster, stakkel” kaldte han hovedpersonen.Nu er den her så igen, historien om 38-årige Olga, som fra den ene dag til den anden og ganske uventet bliver forladt af sin mand. Livet med børn og hund går i opløsning, det samme gør Olga, som befinder sig i en ny og ikke selvvalgt situation. Elena Ferrante er herhjemme kendt for sin Napoli-trilogi, nu kan læserne stifte bekendtskab med hendes første roman og vurdere, om Ferrantes første værk er en historie om et offer eller om en kvinde, der er ved at finde sig selv efter en alvorlig krise.
Judith Schalansky
Giraffens hals
Forlaget Vandkunsten 2012
219 sider – 279,95 sider
En tysk biologilærer, Inge Lohmark, lever og underviser i det tidligere DDR og tilslutter sig tydeligvis darwinismen og tesen om, at det er de stærkeste, der overlever. Det kommer både til udtryk i undervisningen og i hendes relationer til manden og datteren Claudia. Sidstnævnte har valgt at leve på USA’s vestkyst, langt væk fra forældrene. Lohmark har kun set Claudia få gange, siden hun flyttede fra Tyskland. Manden er mest interesseret i sine strudse og sin strudsefarm.Bogen refererer en del biologiundervisning, det skal man kunne klare, men den er med jævne mellemrum tilsat de mest fantastiske sort-hvide tegninger af biologiske fænomener som gopler, køer, fostre m.m. En meget fin bog at eje. Afslutningen åbenbarer og forklarer ganske overraskende, hvad den kølige biologilærer har formået i krydsfeltet mellem moderrolle og darwinisme.
Meg Wolitzer
Hustruen
C&K Forlag 2015
260 sider – 249 kr.
En hustru har gennem et langt ægteskab støttet og hjulpet sin mand på bekostning af egen karriere. Nu overvejer hun, om det var det hele værd. Overvejelserne sker i et fly på vej til Finland, hvor manden skal modtage en stor litterær pris.Da jeg læste de første sider af bogen, tænkte jeg: ”Åh nej, det står jeg ikke igennem.” Forkrampede forsøg på at være morsom sugede energien som trækpapir. Jeg fortsatte og blev grebet. En ironisk og skarp iagttagelse af mænd og i særdeleshed én mand, fortællerens egen, og hans ego. Hans kategori kaldes ”mænd, der ejer verden”. Slutningen er ganske overraskende og forklarer familiens indre dynamik og indbyrdes relationer på en overbevisende facon.Romanen er ved at blive filmatiseret med Glen Close i hovedrollen.
Ida Jessen
Postkort til Annie
Gyldendal 2013
224 sider – 199,95 kr.
Seks noveller alle med kvinder i hovedrollen. De handler om relationer til ægtefælle, børn eller venner. Ofte beskrevet, så der står mere mellem end på linjerne, hvilket betyder, at man kan gruble over indholdet, længe efter at den sidste linje er læst og bogen lukket.
Det er godt at læse novellerne sammen med nogen, for det giver noget ekstra at tale om, hvad det er, der er på spil i teksterne. Jessens fornemmelse for det usagte, de sære og svære følelser mellem mennesker, de store temaer i livet, er seismografisk. Hun mærker de mindste og fineste rystelser og beskriver dem.