På job: De sikrer, at udsatte patienter gennemfører behandling

​

”Sig til ham, at jeg er der om to minutter, og at han ikke må gå, før han har talt med mig,” svarer socialsygeplejerske Kerstin Faarvang i mobiltelefonen, mens hun sætter tempoet op.

”Patienter med misbrugsproblemer er hurtige til at forlade hospitalet, så snart abstinenserne melder sig, så en stor del af vores arbejde går med at fastholde dem i behandling, til de er færdigbehandlede,” fortæller Kerstin Faarvang, der sammen med kollegaen Ann-Britt Holm Jensen har været inde over ca. 400 socialt udsatte patienter, siden de blev ansat som socialsygeplejersker på Aarhus Universitetshospital i maj sidste år.

“I modsætning til de andre sygeplejersker har vi tiden til at give patienterne den respekt og omsorg, de har brug for, så de ikke bare kaldes besværlige, men får de rigtige tilbud,” siger Kerstin Faarvang, der også oplever, at de har en mere direkte tilgang til patienterne, når der spørges ind til deres misbrug.

”I stedet for at spørge patienten, om han drikker mere end Sundhedsstyrelsens anbefalinger, spørger jeg, om han drikker en, to eller tre kasser øl om dagen. Så siger han: ”Ej, jeg drikker ikke tre, måske kun halvanden.” Det giver mig et mere reelt billede at arbejde ud fra.”

13,6 diagnoser
En intern undersøgelse i Fælles Akut Afdelingen på Aarhus Universitetshospital har vist, at gruppen af patienter, der indlægges under diagnosen alkoholmisbrug og psykisk adfærd er blandt de hyppigste gengangere i både skadestuedelen og de medicinske visitationsafsnit. En anden undersøgelse har vist, at stofmisbrugere i Aarhus helst vil undgå at komme på hospitalet for behandling af sygdomme og symptomer.

Formålet med de to socialsygeplejersker har derfor været at medvirke til, at de socialt udsatte får en ligeværdig behandling og bliver mødt med samme høje faglige kompetence, forståelse og indsigt i deres særlige behov, når de kommer i kontakt med sundhedsvæsenet.

”Undersøgelser viser, at socialt udsatte i gennemsnit har 13,6 diagnoser. For at undgå unødvendige genindlæggelser er det vigtigt ikke kun at spørge til det, som patienten er indlagt med, men at spørge åbent, hvordan han har det, og give sig tid til at lytte,” forklarer Kerstin Faarvang, inden hun går ind til en patient på en stue.

Han er indlagt med en brækket hånd, som nu er opereret, men han har nu mere ondt i foden, fordi der sidder et glasskår, fortæller han.

Derudover føler han sig meget ensom, når han er derhjemme. Indimellem kommer der nogle andre grønlændere på besøg, men de har øl med.

”Jeg har lovet lægen ikke at drikke mere alkohol,” siger han.

Kerstin Faarvang nikker og foreslår i stedet at sende nogle besøgsvenner ud til ham. Hun vejleder ham også i, hvor han kan gå hen og få gratis mad, nu hvor han bliver udskrevet, og til sidst skriver hun en lille huskeseddel med alle de informationer, hun har givet ham.

Et overset glasskår
Inden patienten forlader hospitalet, sikrer Kerstin Faarvang sig, at han får medicinen med i hånden. ”Hvis han kun får en recept, er der en risiko for, at han i stedet bruger sine penge på øl,” siger hun.

Efter samtalen med patienten overleverer Kerstin Faarvang relevante informationer til sin kollega. Hun sikrer sig, at kommunen er klar til at overtage patienten, når han bliver udskrevet, bl.a. ved at vejlede om den rette abstinensbehandling.

”Det er vigtigt, at hjemmesygeplejersken holder øje med, om han får noget at spise. Jeg kan se, at han har tabt sig. Og så synes jeg, det er problematisk, at man ikke har fået gjort noget ved det glasskår, han har i foden, før man udskriver ham, selv om han er indlagt på håndkirurgisk afdeling.”