5 faglige minutter: Modstand mod viden

Jeg forestiller mig ikke, at en sygeplejerske med respekt for sig selv og borgeren eller patienten nogensinde vil sige, at hun er modstander af viden. Men der findes sygeplejersker, som ikke har lyst til at gå på kursus, deltage i temadage, læse faglitteratur eller høre et oplæg fra en kollega. Jeg vil påstå, at der dybt indlejret i sygeplejekulturen er nogle overbevisninger, som på trods af alle gode intentioner hindrer ny viden i at finde vej til praksis. Evidensbaseret sygepleje, ja tak. Positiv indstilling til at udvikle, ja bestemt – og så alligevel psykologiske benspænd, der medfører resistens overfor nye tanker, idéer og forskningsbaseret viden.

Erfaring er mantraet. Erfaring er det bedste. Se blot jobannoncerne og spørg de nyuddannede sygeplejersker. Erfaring er det største plusord på ranglisten over superlativer, som i øvrigt omfatter ord som ”modig, troværdig, respektfuld, effektiv, humoristisk.”

Sygeplejersker har et sært og ambivalent forhold til deres erfaringer, som på den ene side betyder, at de godt kan se, at erfaringer kan være livsfarlige, men på den anden side har som konsekvens, at der er ubrydelige bånd mellem sygeplejerske og erfaringer. Uanset hvor bedagede, oldnordiske eller fordomsfyldte de måtte være.

På www.sproget.dk bliver erfaring bl.a. forklaret sådan: 

• viden eller færdighed opnået gennem praktisk øvelse, undersøgelse eller oplevelse gennem længere tid, f.eks. inden for et fagligt område, jævnfør rutine
• begivenhed eller oplevelse, som har efterladt et indtryk hos nogen, især således at vedkommende er blevet klogere.

Erfaring er altså forbundet med rutine og tid, og begge dele kan være med til at gøre sygeplejen til en upræcis og tilfældig oplevelse for modtageren. Sygeplejersker tror af et ærligt hjerte, at de er åbne, interesserede og lyttende, når der er ny viden på menuen. Derfor er det mærkeligt at opleve en gruppe ledende sygeplejersker som de rene æble-misbrugere. Under en daglang temadag oplevede jeg for et par måneder siden tre ledere på stribe, som konstant havde gang i deres iPhone og deres iPad, de besvarede mails i stribevis og tog ikke et eneste notat, men talte livligt om indholdet i de mails, de modtog. Det varede hele dagen. Jeg tvivler på, at de kan gengive ret meget af det, deres kollegaer talte om fra podiet. Det er efter min mening rigtig skidt lederadfærd og et tegn på despekt for den, der fremlægger.

Fra en højt kvalificeret underviser har jeg historien om, hvordan vedkommende må bede kursusdeltagere, ledere forstås, om at besvare mails i pauserne, hun ønsker ganske enkelt ikke at se på 25 bøjede hoveder og 50 øjne, der tjekker mails under bordet.

Udviklingssygeplejersker oplever også at møde modstand, hvis de er dygtige, kræver for meget og gerne vil ændre døde rutiner med levende og ny viden, hører jeg.

Hvis betragtningerne er rigtige, er der behov for at se kritisk på de overbevisninger, der styrer udvikling af både organisation og klinik. Hvis verdenssynet og tilgangen til udvikling af sygeplejen er baseret på en kollektiv fortælling om åbenhed og omstillingsparathed, men virkeligheden er, at sygeplejersker er tilfredse med erfaringer, som måske er høstet i forrige århundrede, har faget, udøvere og ledere et problem. For ikke at tale om patienterne.

Vi gør ikke det, vi tror, vi gør. Hvad gør vi ved det?

En god begyndelse er at erkende problemet, derefter kan man f.eks. overveje at ansætte nogle uerfarne sygeplejersker, jeg er sikker på, at de kan føje noget sundt og godt til arbejdspladskulturen.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.