Fanget i en birolle

Foto: Nurse Jackie sæson 1, © Lionsgate Television 2010/SF Film Home Entertainment, Danmark

Patienten har svært ved at trække vejret og hoster blod op. En køn, ung sygeplejerske prøver at hjælpe ham. To læger kommer ind på stuen for at se, hvad patienten fejler.

”Er du ikke ny her?” spørger den ene sygeplejersken, mens yderligere to læger diskuterer diagnosen. ”Vil du have en affære?” spørger lægen igen, mens hans kollega hurtigt supplerer: ”Eller en trekant?” Kort tid efter bliver patienten meget dårlig, og alle alarmer bipper. Sygeplejersken kigger forvirret på de mange avancerede maskiner. ”Jeg ved ikke, hvad der er galt,” råber hun opgivende til de fire læger, der hurtigt verfer hende væk og går i gang med arbejdet. Lidt forvirret klapper hun forsigtigt patientens skulder og prøver ikke at være i vejen, mens de professionelle overtager.

Scenen er fra den amerikanske TV-serie House M.D., hvor hovedpersonen af samme navn, Dr. Gregory House, og hans dygtige hold af læger løser medicinske gåder kun ved hjælp af deres knivskarpe hjerner og ekspertise om alt fra kirurgi, lægevidenskab til sygeplejefaglige opgaver, som de igennem hele serien selv står for. I de i alt 176 afsnit er der kun blevet plads til én gennemgående sygeplejerske, der, selvom hun er på rollelisten i 134 afsnit, forbliver navnløs og blot er krediteret som ”nurse”.

TV-serier inspirerer uddannelsesvalg Hospitalsseriers skildringer af sygeplejersker som enten sexobjekter, dødsengle eller rekvisitter til lægerne er blevet problematiseret af medieforskere igennem mange år. Nu har australske forskere i en ny undersøgelse kigget på, hvordan unge sygeplejersker selv forholder sig til de oftest urealistiske karakteriseringer af faget.
”Vi har en formodning om, at den såkaldte CSI-effekt også kan overføres til en sygeplejekontekst,” fortæller Dr. Roslyn Weaver fra School of Medicine, University of Western Sydney i Australien, med henvisning til den amerikanske krimiserie CSI, der handler om retsmedicinere.

Før serien kom på skærmene i 2000 i USA, vidste befolkningen ikke meget om retsmedicin, men efter serien blev voldsomt populær, steg interessen for at beskæftige sig med området hos mange seere både på hobbyplan og professionelt.

”Hvis folk ser sygepleje på TV, og det ser ud som et spændende og godt job, så kan det ligesom med effekterne af CSI betyde, at det er en karriere, de får lyst til at prøve.” I Danmark er der ikke lavet undersøgelser om sygeplejerskers roller på skærmen, men rapporten ”Unges vej mod ungdomsuddannelserne” fra Center for Ungdomsforskning i 2007 bemærker, at også danske unge bliver påvirket af TV i deres valg af uddannelse. Dengang kom sygeplejerske ind på andenpladsen på unge pigers liste over mulige drømmejob, og forskerne konkluderede, at ønskerne var inspireret af de arbejdsfunktioner, som de unge kendte fra TV-serier eller livsstilsprogrammer.

Styrker den professionelle identitet

Sammen med sine kolleger har Dr. Weaver interviewet 484 sygeplejestuderende i forskningsprojektet ”Nursing on television: student perceptions of television’s role in public image, recruitment and education”, der blev offentliggjort i Journal of Advanced Nursing i marts 2013. Forskerne har bl.a. undersøgt de studerendes holdning til, hvordan forskellige TV-serier viste sygeplejeetiske problemstillinger, professionalisme, det generelle billede af faget og skildringer af sygeplejersker som rollemodeller.

”TV er en virkningsfuld måde at fortælle historier på. Det er en af de mest populære medieformer, og det kan være gavnligt at vide, hvordan ens profession bliver portrætteret, så man kan imødegå eventuelle misopfattelser,” siger Dr. Weaver. I undersøgelsen fandt forskerne især tre områder, som optog de studerende. Dels mente de sygeplejestuderende, at sygeplejersker ofte blev vist som lægens assistent, dels mente de, at de mangler rollemodeller. Men mange udtrykte også, at der var noget at lære fra TV-serierne, hvor især dokumentarprogrammer blev fremhævet som en måde at se teorien blive brugt i praksis, og læringsdelen er Dr. Weaver også enig i.

”Når de studerende får klinisk erfaring, kan de se mere kritisk på, hvor realistiske TV-serierne er. Når de ved, hvordan virkeligheden ser ud, kan de også få fornemmelsen af at være inkluderet,” siger hun og peger på, at den særlige viden, de kan holde op mod skildringerne i programmerne, kan styrke deres professionelle identitet.

Hun mener, at TV-serierne ligeledes vil kunne bruges i undervisningssammenhæng. ”Det er selvfølgelig ikke alle undervisere, som er interesseret i at bruge fiktionsserier i deres undervisning, men for dem, der har lyst, er det en god idé at finde de situationer, der passer til det, der undervises i. Samtidig skal det være en serie, de studerende kan relatere til,” siger hun. Det er dog ikke alle hospitalsserier, der er lige anvendelige, mener Dr. Weaver.

”Jeg vil ikke anbefale Grey’s Anatomy eller House M.D., for der er næsten ingen sygeplejersker med. Der kan serier som Hawthorne eller Nurse Jackie være mere nyttige. De er ikke nødvendigvis særlig nøjagtige, men de portrætterer sygeplejersker,” siger hun.

Gode og dårlige rollemodeller

Netop hospitalsserien Nurse Jackie fremhæves som en god sygeplejerskeserie. Den er en af de få TV-serier, der har en sygeplejerske i hovedrollen, og selvom karakteren Jackie Peyton både er pillemisbruger og i sit arbejde oftest kontroversiel, kan hun bruges som rollemodel.

”Nurse Jackie er sandsynligvis en af de mest populære og kendte sygeplejersker på TV. Formodentlig fordi hun ikke nødvendigvis lever op til forestillingen om, hvordan en sygeplejerske bør opføre sig. Hun er nogle gange uetisk og uprofessionel, men hun er også en rigtig dygtig sygeplejerske,” siger Dr. Weaver og fremhæver også en anden kendt fiktiv sygeplejerske:

”Før Jackie var en rolle som Carol Hathaway i ER (”Skadestuen”, red.) meget populær. Hun var fortaler for faget, ved at
hun i sin rolle demonstrerede, at sygepleje er en kompetent profession,” siger hun og fortæller, hvordan rollemodellerne kan bruges til inspiration for de studerende: ”Der er rolleindehavere, som er talentfulde og professionelle, og der er nogle,
der er uetiske og inkompetente. Men selv de kan være gavnlige, fordi de kan få de studerende til at diskutere, hvad god og dårlig sygepleje er.”

Flittige sygeplejersker i fremtiden

I undersøgelsen fremhævede mange af de adspurgte sygeplejestuderende, at de ofte så læger i TV-serierne, der lavede sygeplejerskernes job, og at der bliver vist flere læger end sygeplejersker. For nogle skabte det en bekymring om, at serierne ikke viser, hvad sygepleje går ud på, og hvilken indflydelse sygeplejersker har på patienternes sikkerhed og helbredelse.

Den mangelfulde afbildning af de sygeplejefaglige opgaver kender Dr. Weaver godt til. ”For almindelige seere kan det skabe ukorrekte forestillinger om, hvordan sygeplejersker arbejder, fordi personerne i hospitalsserien faktisk ikke rigtig laver noget. Når de blot står lidt i baggrunden, kan det skabe misopfattelser. Det er noget, vi bør være opmærksomme på til en vis grad kan have indflydelse på, om folk får lyst til at uddanne sig inden for faget.”

Dr. Weaver forventer dog, at medierne med tiden vil nuancere karakteriseringen af sygeplejerskerne: ”Hvis man ser historisk på det, så er måden at portrættere sygeplejersker i TV på blevet mere kompleks. Som profession får sygeplejen mere anerkendelse, og jeg tror, vi vil se flere, bedre og mere centrale sygeplejerskekarakterer i hospitalsserierne i fremtiden.”