Sygeplejersken
Nordisk symposium blev publikumsmagnet
Et fælles nordisk symposium om kliniske ekspertsygeplejersker blev et tilløbsstykke på den internationale sygeplejekongres.
Sygeplejersken 2013 nr. 8, s. 47-47
Af:
Mads Krøll Christensen, journalist
Foto : Richard Clarke
Der måtte bæres ekstra stole ind i det i forvejen propfyldte lokale 209 i Melbourne Convention and Exhibition Centre. Tilløbsstykket var et fælles nordisk symposium om kliniske ekspertsygeplejersker på den internationale sygeplejekongres.
”De nordiske lande står over for næsten identiske udfordringer i deres sundhedssystemer. Eksempelvis oplever vi i Norden en hurtig stigning i forekomsten af kroniske sygdomme såsom diabetes, hjerte-kar-sygdomme, kronisk obstruktiv lungesygdom og kræft. Det er en stor udfordring for sundhedsvæsenet,” fremhævede Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen, der som formand for Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden, SSN, indledte det fælles nordiske symposium.
På kongressen havde de nordiske organisationer i fællesskab gjort en ihærdig indsats for at sætte fokus på kliniske ekspertsygeplejersker. F.eks. udleverede repræsentanter fra organisationerne faktaark, der beskrev arbejdet og behovet for indførelse af kliniske ekspertsygeplejersker. Og på selve kongresområdet var opstillet en stor nordisk stand, som hver dag var bemandet med nordiske sygeplejersker, der uddelte informationsmateriale om bl.a. kliniske ekspertsygeplejersker. Standen var velbesøgt.
Opfylder ikke behovet i dag
Grete Christensen pegede også i sit oplæg på, at de nordiske sundhedsydelser i dag ikke svarer til de kroniske patienters behov. ”Den manglende omsorg for de kronisk syge har en negativ indvirkning på deres sundhed og livskvalitet. Derfor er det nødvendigt, at sundhedsvæsenet også er indrettet til at give de kroniske patienter individuel sygepleje og behandling,” sagde Grete Christensen og fremhævede, at flere initiativer allerede er taget.
Som eksempler nævnte hun bl.a. de nationale retningslinjer for patientpleje til kronisk syge og indførelsen af patientkoordinatorer. ”Men initiativerne kan ikke stå alene,” pointerede hun og understregede, at selv om modstanden er hård i flere af de nordiske lande, er hun sikker på, det vil lykkes:
”Vi bevæger os fremad. OECD (Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, red.) har i sin nyligt offentliggjorte rapport ”Sundhed – et overblik” understreget behovet for kliniske ekspertsygeplejersker som hjørnesten i sundhedsvæsenet i Danmark. Jeg tror, det vil lykkes os at få indført kliniske ekspertsygeplejersker i Norden.”
Udover Dansk Sygeplejeråd består SSN af sygeplejeforbundene i Finland, Norge, Sverige og på Island og Færøerne. I alt repræsenterer SSN flere end 300.000 sygeplejersker i Norden.
- Har en grunduddannelse som sygeplejerske klinisk erfaring + en videreuddannelse på et niveau over grunduddannelsen.
- Har udvidede kompetencer til – indenfor et afgrænset område – selvstændigt at justere og ordinere visse typer medicin, henvise til andre sundhedstilbud og igangsætte sygepleje og behandling.
- Kan skabe sammenhæng i patientforløbene og varetage en stor del af den kronisk syge patients behov for sundhedstilbud, herunder forebyggelse, løbende monitorering og justering af sygepleje og behandling.
- Skaber høj kvalitet og patientsikkerhed. En evaluering af den engelske model viser, at ordningen fungerer sikkert, klinisk korrekt og effektivt i praksis.
- Findes i en række lande og hedder på engelsk ”advanced nurse practitioners”.
Kilde: Dansk Sygeplejeråd