Studerende i praksis - Med ind bag den lukkede dør

​

Jeg er for tre uger siden startet på mit 8. modul med overskriften ”psykiatrisk sygepleje”. Det er et modul, jeg har set frem til, siden jeg begyndte på uddannelsen, så jeg har været meget spændt på at skulle møde mennesker med psykiske sygdomme.

Nok allermest spændt på, hvor langt ind på livet af dem jeg ville komme, hvor meget de ville lukke mig ind. Jeg har både på min arbejdsplads (misbrugsområdet) og på tidligere moduler oplevet en meget stor påpasselighed fra det faste personales side omkring det at lukke ukyndige ind, og jeg har flere gange måttet stå standby og vente på referat af en patientsamtale med begrundelsen ”kontakten og relationen er for skrøbelig”.

Det er ikke, fordi jeg ikke kan forstå argumentet, selvfølgelig er man, som observatør, en meget stor og ikke særlig diskret flue på væggen! Og et sårbart menneske, som har brug for hjælp, ønsker man selvfølgelig at stresse så lidt som muligt, bl.a. ved at personen ikke skal forholde sig til flere mennesker end højst nødvendigt.

Men jeg er studerende, jeg er kommende sygeplejerske, lige om lidt er det mig, som skal sidde alene med sårbare patienter, så jeg mener absolut at være indenfor kategorien ”Højst Nødvendig”. For hvor er det dog svært at forstå, hvordan man konkret skal have en samtale, når man kun kan ty til den ene parts mundtlige referater eller faglitteratur.

Denne overvejelse drøftede jeg med min kliniske vejleder ved første samtale og mødte stor forståelse og en udmelding om, at der i langt de fleste tilfælde skulle mere end et par ekstra øjne og ører til, før relationen gik i stykker. Vi tog også en snak om det helt lavpraktiske i at være med på en lytter, placering i rummet, notatskrivning, rettidig indblanding og anerkendende kropssprog.

Så nu er jeg med til alt, hvad jeg kan få sneget mig ind til, og hvor er det fantastisk og lærerigt at opleve professionelle bag den lukkede dør. Samtidig føler jeg mig også enormt privilegeret ved at få lov til at være vidne til noget af det, jeg også ser som mest essentielt i sygeplejen; nemlig at fremme og påskønne den tillid, patienterne viser os.

Så til vejledere og uddannede kollegaer: Tag os med. 

Er du sygeplejestuderende, og har du oplevet en situation, hvor du lærte noget af en patient, en pårørende eller en fagperson i sundhedssektoren, så skriv til os. Send din historie til jb@dsr.dk Den må højst fylde 2.000 tegn uden mellemrum. Du får 500 kr., når din historie bliver bragt i Sygeplejersken.