Sygeplejersker skal lære at sige pyt

Illustration: Jenz Koudahl

Den dag i november 2012, da Arbejdstilsynet kom på uanmeldt besøg på afdelingen, gik det op for Nina Søndergaard, at grænsen var nået. Grænsen for, hvad medarbejderne kunne holde til, var for længst overskredet. Nina Søndergaard er ledende oversygeplejerske på Gynækologisk Obstetrisk afdeling og Børneafdelingen, Regionshospitalet Randers, og som sådan øverste chef for 210 medarbejdere. Heraf er ca. 70 sygeplejersker.

Selvom hun ikke er på gulvet til daglig, havde hun for længst hørt beretningerne om udslidte medarbejdere og medarbejdere, der gik grædende hjem. Noget måtte gøres, og hun tog kontakt til Region Midtjyllands HR-afdeling og bad om et konsulentbesøg på afdelingen.

”Vi har en rigtig god arbejdsplads, hvor der er tradition for stor hensyntagen og opmærksomhed på kolleger, der har det dårligt,” fortæller Nina Søndergaard. Men vi har i lighed med mange andre hospitaler også været ramt af talrige besparelser og omstruktureringer. Og det går hårdt ud over det psykiske arbejdsmiljø. Senest i efteråret 2011 blev der igen skåret af vores normering. Tidligere var der altid fem-seks sygeplejersker på vagt, i dag er der fire.

Det skaber selvfølgelig frustrationer, at man ikke kan yde den service, man er vant til,” fortæller Nina Søndergaard. Hun har selv taget den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse og er som arbejdsmiljøleder hovedansvarlig for arbejdsmiljøet i sine afdelinger. Både ledelse og medarbejdere har erkendt, at der ikke kommer flere penge. Der kommer ikke flere folk på vagt. Derfor har man været nødt til at se på, om der var noget, man kunne gøre anderledes uden at gå på kompromis med det fagligt forsvarlige. I dag lyder afdelingens mantra: ”Work smarter, not harder.”

Lydløs klokke og håndklædeautomat

Det har vist sig, at ganske små forandringer i hverdagsaktiviteterne kan være med til at tage presset fra den enkelte og give mere ro i arbejdet. F.eks. har man fået installeret en såkaldt ”Nurse Finder”. Et lydløst kaldesystem, der kan indstilles, så ikke hele afdelingen bliver forstyrret, hver gang en klokke ringer. Systemet kobles op på en personsøger, som den enkelte medarbejder går rundt med i lommen og kan indstilles, så den enkeltes personsøger kun kan modtage opkald fra bestemte patienter eller bestemte stuer.

Et andet tidsbesparende tiltag er opsættelsen af frottéhåndklædeautomater på badeværelserne. Patienterne må af hygiejnemæssige grunde ikke selv gå i linnedskabet eller have en stak håndklæder liggende på badeværelset. Nu kan patienten i stedet selv hurtigt trække et håndklæde. Og medarbejderne slipper så for at løbe frem og tilbage efter rene håndklæder.

Nina Søndergaard fortæller, at konstante afbrydelser i arbejdet er noget af det, der stresser mest: “Det betyder meget, at man kan få lov at koncentrere sig om at arbejde hos patienten eller skrive uforstyrret ved computeren.” De nye initiativer har kun været i brug i et par måneder. Men stemningen er ifølge den ledende oversygeplejerske allerede blevet bedre.

“Det vigtigste er, at de oplever, vi gør noget for at forbedre arbejdsmiljøet. Det handler også om, at du som leder skal holde ord og melde ærligt ud. Afdelingens økonomi bliver ikke bedre, men sammen kan vi arbejde på at gøre vores fælles arbejdsplads bedre.”

Ledere ønsker redskaber

En såkaldt “Lederpejling” fra FTF i 2008 viste, at 78 pct. af lederne mener, at håndtering af medarbejdernes psykiske arbejdsmiljø bør indgå i lederuddannelsen. 71 pct. ønsker bedre redskaber til at nedbringe stress og sygefravær.”Vi skal tage ledernes ønske alvorligt. Dels fordi det vil forbedre arbejdsmiljøet, og dels fordi lederne jo i sidste ende har
det formelle ansvar,” siger Dorte Steenberg, næstformand i Dansk Sygeplejeråd, og understeger:
”Det er utroligt vigtigt, at vi differentierer indsatsen. Der er forskel på de redskaber, vi skal bruge i eksempelvis psykiatrien og så på det medicinske område.”

Sygeplejerske Ann Eggert Sørensen har siddet i en arbejdsmiljøgruppe på Gentofte Hospital siden 1988. Både da hun frem til 2008 var afdelingssygeplejerske på ortopædkirurgisk sengeafsnit og siden som ambulatoriesygeplejerske på hånd- og idrætskirurgisk klinik, hvor hun arbejder i dag. Hun har således blik for arbejdsmiljøet både fra en leder- og fra en medarbejdersynsvinkel. Hendes drivkraft er med egne ord ønsket om at skabe en arbejdsplads, medarbejderne trives med og på. ”Det er helt afgørende for arbejdsglæden og arbejdsmiljøet, at man har en leder, som viser, at hun tager  medarbejdernes trivsel alvorligt.”

Tempo truer psyken

Ortopædkirurgien har traditionelt været et tungt speciale med akavede arbejdsstillinger. Ann Eggert Sørensen har set mange kolleger blive nedslidt pga. for mange og forkerte løft. ”Der er klare regler for, hvad sygeplejersker må løfte, og hvordan det skal ske. Vi har ”forflytningsagenter”, som underviser det faste personale i, hvordan man skal flytte en patient uden selv at komme til skade,” fortæller Ann Eggert Sørensen.

I dag har alle medarbejdere hæve-sænke- borde, ingen bærer længere rundt på en tung bunke journaler, men kører dem
på en lille journalvogn. I dag er det ikke længere de fysiske skader, der er den største trussel i hverdagen. Det er derimod de psykiske belastninger, som hos nogle resulterer i stress og udbrændthed.

”Tempoet er den største stressfaktor og den faktor, der giver flest psykiske arbejdsskader. Du skal være så effektiv som muligt, og samtidig bliver du hele tiden afbrudt i dit arbejde, fordi en kollega vil spørge dig til råds, eller du skal tilse en ny patient.”

Mange afdelinger – herunder efter Ann Eggert Sørensens egen – har vedtaget en politik for adfærd og kommunikation. ”I dag er der ingen ledere, der kan være uvidende om betydningen af det psykiske arbejdsmiljø. Ledere skal tage den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse. Og alt vedrørende arbejdsmiljø, såsom vejledninger i håndtering af stress, ligger på skrift.”

Perfektionister skal sige pyt

Til gengæld synes Ann Eggert Sørensen generelt, at hendes kolleger har for lille viden om det psykiske arbejdsmiljø. De, der bare knokler derudad, skal lære at passe bedre på sig selv. De, der er meget perfektionistiske, skal lære at sige pyt.

”Det er gerne ildsjælene, der går ned med stress. Vi sygeplejersker er så fagstolte, at vi gerne vil gøre en forskel. Det påvirker os psykisk i negativ retning, hvis vi ikke føler, vi slår til. Nogle af de unge tror, de kan holde til det hele og vil gerne arbejde over for at tjene ekstra. Nogle siger altid ja til overarbejde. Det kræver gode lederegenskaber at kunne gennemskue sine medarbejdere og skåne dem, der ikke selv kan sige fra. En god leder kan læse sit personale og se, om den enkelte medarbejder kan holde til det, han eller hun bliver bedt om,” siger Ann Eggert Sørensen.

Søvnbesvær og store enheder

Stress og udbrændthed er to sider af samme sag. Når du har været stresset gennem længere tid, ender du til sidst med at ”brænde sammen”. Ifølge arbejdsmarkedsforskeren Tage Søndergaard Kristensen kan man ikke spotte udbrændthed på forhånd. Paradoksalt nok kommer det også ofte bag på folk selv, at de er udbrændte.

Tage Søndergaard Kristensen er forfatter til rapporten “Psykisk arbejdsmiljø blandt sygeplejersker”, som er skrevet på baggrund af den store spørgeskemaundersøgelse blandt sygeplejersker i sommeren 2012, SATH 2012. Ét af de første symptomer på udbrændthed er søvnbesvær. Man vågner hver morgen med en følelse af ikke at være udhvilet.

”Men man kan jo ikke se på medarbejderne, om de sover dårligt. Og de kommer sjældent og fortæller chefen om deres dårlige søvnkvalitet,” siger Tage Søndergaard Kristensen. Han mener, det har været et fejlgreb at fjerne laget af mellemledere, som det er sket mange steder i forbindelse med omstruktureringer og sammenlægninger af afdelinger.

”De store enheder bærer en stor del af skylden for et dårligt arbejdsmiljø. Det er selve tankegangen om, at man som sygeplejeleder skal kunne lede flere hundrede mennesker, der er forkert. Jo flere medarbejdere du som leder har under dig, jo sværere bliver det at have opmærksomhed mod den enkelte. Er du chef for mere end 25-30 mennesker, så ender du dér, hvor du studerer fraværslister i stedet for at snakke med medarbejderne,” siger han.

”Medarbejdere, der går ned med stress, har ikke nødvendigvis højere sygefravær i tiden inden. Men hvis nærmeste leder er usynlig, er det svært at spotte noget som helst.”

Relationer giver trivsel

Stress handler imidlertid om meget andet end travlhed. Der er meget stor variation på, hvad sygeplejersker oplever som belastende indenfor forskellige sektorer og fagområder, fortæller Tage Søndergaard Kristensen.

”Overordnet kan man sige, at jo mere folk synes, dét, de laver, har høj kvalitet, jo mindre stressede føler de sig.” Han fortæller videre, at den sociale kapital – dvs. tilstedeværelsen af tillid, retfærdighed og samarbejdsevne – er altafgørende for arbejdsmiljøet på den enkelte afdeling. De indbyrdes relationer spiller en betydelig rolle for sygeplejerskernes arbejdsmiljø og trivsel. Det hænger sammen med, at arbejdet i større og større omfang kræver koordinering og samarbejde med mange kolleger og samarbejdspartnere som følge af specialisering og behov for sammenhængende forløb.

En række faktorer, som under ét kaldes relationelle faktorer, er afgørende for dårlig trivsel, stress, udbrændthed og psykiske lidelser. Relationelle faktorer omfatter bl.a. mobning, chikane, trusler, ledelseskvalitet, forudsigelighed, social støtte, anerkendelse og tillid. Fælles for disse er, at de opstår i samspillet mellem mennesker på arbejdspladsen.

Som Tage Søndergaard Kristensen ser det, er det for let at klage over et dårligt arbejdsmiljø og give kolleger og ledelse skylden. Sygeplejersker er hinandens arbejdsmiljø og har også selv et ansvar for at få det til at fungere, siger han og tilføjer: ”Sygeplejersker ligger ikke højt mht. stress og udbrændthed generelt. Men på specielle områder som f.eks. skadestuer, medicinske og psykiatriske afdelinger er medarbejderne ekstremt pressede. Det er tre højrisikoområder for stress og udbrændthed.”

Er man typen, der går hjem og spekulerer over alt det, man ikke nåede på jobbet, så er man i farezonen for stress og udbrændthed. ”Det ville være langt sundere at vende den om og være glad for alt det, man nåede.”