Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

5 faglige minutter: Sundhedsvæsenet er verdens bedste pusher

Jeg har ikke nogen enkel løsning på misbruget i sundhedsvæsnet. Men jeg ved én ting: Problemet er i alt for høj grad tabuiseret. Der hviskes om det. Men der tales ikke om det.

Sygeplejersken 2013 nr. 9, s. 60

Af:

Kim Leine, sygeplejerske, forfatter

Folk spørger mig om det ikke er hårdt at være forfatter; ensomheden, nørklingen med alle de ord, og så den pludselige eksponering. Nej, det er ikke spor hårdt. Ved I hvad der er hårdt? Det er hårdt at være sygeplejerske og narkoman.
Jeg mødte i min korte og bedrøvelige karriere som junkiesygeplejerske en hel del frænder udi misbruget. Et hurtigt blik, så jaget af genkendelse: ah, en lidelsesfælle! Så kiggede man hurtigt væk igen. Man ønsker ikke at konfronteres med sig selv og sin ting. For hvis man bliver konfronteret med det, bliver man nødt til at gøre noget.

Men en sygeplejerske på stoffer bliver da også sjældent udfordret. Det danske sundhedsvæsen er verdens bedste pusher. Stofferne er gratis, der er ubegrænsede mængder af dem, og der er ingen kontrol. I hvert fald ikke en kontrol der fungerer.
Har du sagt godmorgen til din misbrugende kollega i dag? Ja, det har du sandsynligvis.

For der er mange af os. I dette øjeblik er der hundredvis af patienter der overlader omsorgen for deres helbred til sygeplejersker og læger der er fulde og skæve. Store mørketal her. For misbrug blandt sundhedspersonale er omgivet af massive tabuer.

Mennesker der tager stoffer i arbejdstiden, er ikke onde. De er heller ikke specielt karaktersvage. Snareretværtimod. Utallige gange hver dag modstår man fristelsen, men så en dag hvor man er træt og uopmærksom og ikke så modstandsdygtig som ellers, falder man.

Det er kun et spørgsmål om tyngdekraft. Og den skyld man så føler, nødvendiggør større doser for at dulme skylden, hvilket så øger skyldfølelsen, og så er man i en ond cirkel som man desperat ønsker at blive i, og som man desperat ønsker at komme ud af. Men man kan ikke komme ud af den. For de ikke-misbrugende kolleger er blinde, døve og stumme.

En misbruger har som enhver anden ansvar for sine handlinger. Men paradokset her er at han/hun ikke kan tage ansvar for sit eget misbrug. En prikken på skulderen eller en kollegial samtale på oversygeplejerskens kontor hjælper ikke. Der skal tvang til. Urinprøver til dokumentation, fyringstrussel, behandlingstvang. Værsgo! Vær benhård og uden skånsel, og vær venlig og forstående. Det er ikke et ondt menneske du har med at gøre. Det er en misbruger.

Jo, der er jo så mange nuancer. Folk er jo forskellige, og enhver situation er unik. Alle ved jo at der er et problem. Men hvad skal man dog gøre? Man har jo ikke lyst til at være angiver. Og hvis mistanken er forkert, kan en beskyldning have ødelæggende konsekvenser.

Jeg har ikke nogen enkel løsning på misbruget i sundhedsvæsnet. Men jeg ved én ting: Problemet er i alt for høj grad tabuiseret. Der hviskes om det. Men der tales ikke om det.

En vigtig forudsætning for at blive i et misbrug er tavshed. Som misbruger dyrker man tavsheden, eller man snakker udenom, lyver og snyder og bedrager så vandet driver. At komme ud af misbruget handler om at lægge en dynamitladning under tavsheden og sprænge den i luften med et enormt drøn. Det burde sundhedsvæsnet også gøre.

Og dette er mit opråb til det danske sundhedsvæsen: Hold misbrugsseminarer, inviter læger og sygeplejersker der er misbrugere. Vi vil meget gerne komme og dele vores skamfulde historie med jer. For det er også jeres historie. Vi har allerede, af ren nødvendighed, sprængt vores tavshed i luften. Nu er det jeres tur!

Kim Leines seneste bog ”Profeterne i Evighedsfjorden” fra 2012 blev omtalt i Sygeplejersken nr. 8/2013 side 36.
 

Blå bog

Kim Leine er 51 år. Han er uddannet på Bispebjerg Sygeplejeskole, hold marts 1984. Arbejdede som sygeplejerske i Grønland fra 1989-2004, bl.a. i Nuuk og som stationssygeplejerske i bygder på øst- og vestkysten. Frataget autorisation som sygeplejerske i 2004. Har levet som fuldtidsforfatter siden 2007.