Afbrydelser i sygeplejen kan reduceres

Afbrydelser kan skabe irritation, stress eller tidsnød, ufokuserede arbejdsprocesser, fejl eller utilsigtede hændelser, hvilket påvirker arbejdsmiljø, patientforløb og patientsikkerhed (1,2,3). På Hjerte-Lunge-Kar-kirurgisk afdeling, AUH, har vi undersøgt muligheden for at reducere afbrydelser. Vi har oplevet et fald på 37 pct. efter en fokuseret indsats på tre måneder.

Afbrydelser er et vilkår, der skal håndteres. Afbrydelser kan være mere eller mindre nødvendige samt skabe og forstyrre overblik. Optimerede patientforløb og korte indlæggelser kræver effektivitet, kontinuitet og kvalitet, hvilket forudsætter fokuserede arbejdsgange og nærvær.

Sygeplejersker har en koordinerende rolle, hvor det kan være svært at finde balancen mellem tilgængelighed og fokus. Kulturen i en afdeling er et komplekst fællesskab med uskrevne regler for, hvornår det er acceptabelt at afbryde hvem med hvad, men sygeplejersker er villige til at acceptere mange afbrydelser for at opretholde en god stemning.

Sygeplejersker afbryder hinanden og lader sig afbryde med sparring, beskeder eller spørgsmål. Dialog med kollegaer findes vigtigt, hvor small-talk opleves som gruppearbejde eller caféstemning på kontoret, men som under medicinadministration kan medføre fejl.

Metode

I et ikke randomiseret, kontrolleret interventionsstudie foretaget 2011-12 blev afbrydelser registreret og observeret i 294,5 timer kombineret med kvalitative interview med 11 sygeplejersker.

Anskueliggørelse af områder med risiko for afbrydelser i forskellige rum blev optegnet i spaghettidiagrammer. Interventionsudviklingen var inspireret af DELPHI-metoden. Interventionen rettede sig mod forventningsafstemning og fokuserede arbejdsgange på kontorer og i medicinrum på følgende måde.

Medicinrum: ”Forstyr-mig-ikke”-veste ved medicindosering signalerede opmærksomhed på et rum med fokuserede arbejdsgange.

Kontorer: Faste koordinatorer som ”gate-keepere” og dagligt udpegede kontorguider, der skulle bidrage til at håndhæve aftaler. Konsekvent brug af nursefinder og nærværslamper.

Tværfaglige dialogmøder i forhold til gensidig forståelse og forventningsafstemning. Time-out som fokuserede tidspunkter til koordinering.

Resultater

Afbrydelser blev reduceret med 37 pct. Sygeplejersker afbrød hinanden mindre, men der var flere afbrydelser fra f.eks. læger. Andelen af afbrydelser i medicinrum og kontorer blev reduceret, men der var flere afbrydelser på gangen. I vurderingen af, om man vil afbryde eller lade sig afbryde, indgik kompetenceniveau, kompleksitet, fokusgrad, involveringsgrad, handlekrav og fagrelationer. Med bevidsthed om egen og andres adfærd i forbindelse med afbrydelser, hvor man skærmede sig selv og hinanden ved at bede en kollega om at flytte sig eller dæmpe sig, blev det legalt at sige til og fra.

Konklusion

Afbrydelser kan reduceres betragteligt på kort tid med praksisfunderede, meningsfyldte og ledelsesforankrede indsatser, f.eks. dialogmøder, faste sygeplejekoordinatorer, nursefinder, ved at lukke døren og bruge nærværslampe under samtaler, veste under medicinadministration samt ved at reducere antallet af personer i medicinrum. Fra selvfølgeligheder til bevidsthed om, hvad der er nødvendige og unødvendige afbrydelser, samt hvorvidt man kan, vil og bør afbryde eller lade sig afbryde. Fokus skal fastholdes, og der skal arbejdes tværfagligt. Ændring af vaner og adfærd må medtænkes i forhold til implementering.

Litteratur

1. Brahe L, Elgaard EE. Afbrydelser i klinisk sygeplejepraksis. I Klinisk Sygepleje 2010; nr. 1:29-42.
2. Elgaard EE, Brahe L. Interruptions in clinical nursing. Journal of Clinical Nursing. In Press.
3. Paxton F et al. A study of interruption rates for practice nurses and GP’s. Nursing Standard 1996; vol.10: number 43:p.33-36.

En deltaljeret beskrivelse af projektet og en fuldstændig litteraturliste fås ved henvendelse til forfatteren.