Dilemma: Undgå udsigtsløs behandling

​

Sygeplejerskevikar Tea har nattevagt på et større plejecenter og kaldes til Maren, som er dement, svækket af flere  sygdomme og nu har tiltagende vejrtrækningsbesvær. Tea forsøger at hjælpe Maren med bedre lejring, inhalation, frisk luft og beroligende snak. Tea spørger personalet, hvilke overvejelser der er om den sidste tid for Maren, som det seneste år ikke længere har haft noget sprog. Ingen ved noget. I journalen står intet om ønsker for den sidste tid.

De pårørende tager ikke telefonen, der er kun ét telefonnummer opgivet trods flere navne. Marens tilstand forværres, så vagtlægen tilkaldes, og han ringer 112. Tea diskuterer beslutningen, men vagtlægen holder fast, og Maren indlægges akut på sygehuset uden ledsagelse og dør om morgenen på vej til røntgenafdelingen.

Efterfølgende bliver Tea bebrejdet af Marens pårørende og af personalet: Maren skulle aldrig have været indlagt. Tea foreslår, at alle beboere får dokumenteret ønsker for den sidste tid på en erklæring. Nærmeste to pårørende og beboerens egen læge skriver under på erklæringen, som ligger både i E-journal og i en mappe i beboerens hjem. Tea spørger desuden, om man kender ”Tryghedskassen”.

Hvad tænker I om Marens død? Hvad tænker I om Teas forslag?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålet.

Svar 1.

Selv om der i casen ikke er anført nogen alder, skulle Maren have haft lov til at sove stille og roligt ind, da dette i det etiske perspektiv kan siges, at være ”til Marens bedste”. Denne vurdering er foretaget på baggrund af de eksisterende oplysninger, og det er ikke ensbetydende med, at det med sikkerhed var det, Maren ville have ønsket.

Kun personen selv kan i situationen vurdere og fortælle, hvad det gode liv er. Tea gjorde det fagligt og juridisk korrekte, og en del forskning viser, at patienter eller borgere ønsker livsforlængende behandling i langt højere grad, end pårørende og personale forestiller sig. Dette ønskes på trods af information om mulig lidelse ved valgene. Teas forslag lyder til at være et emne, der skal forfølges nærmere.

Kan man på en eller anden måde få udfærdiget et system, der sikrer beboerne en værdig og samtidig ønsket død, vil det være optimalt. At idéen kan synes svær at implementere korrekt, bør ikke afholde nogen fra at se nærmere på denne idé.

Af Dorte E.M. Holdgaard, oversygeplejerske, exam.art., SD, MPA, formand for den lokale etiske komité ved Aalborg Sygehus.

Svar 2.

Tea er i nattevagt på et plejehjem. Hun er fagligt dygtig, ønsker at gøre sit arbejde godt og træffe de bedste valg for beboerne. Når en beboer som Maren er inhabil og dermed ikke kan give sit samtykke til en eventuel behandling, kræver sundhedsloven, at der i stedet skal indhentes et stedfortrædende samtykke hos nærmeste pårørende, hvilket Tea helt efter reglerne forsøger. Teas dilemma opstår, da hun ikke kan få fat i vedkommende og må kontakte vagtlægen med henblik på at få Maren vurderet. Teas ønske er, at denne beboer og andre beboere kan få en værdig død i eget hjem.

”Tryghedskassen” er et godt redskab til lindrende pleje og behandling af døende. Dette redskab kan medvirke til en værdig død i eget hjem. Tryghedskassen skal ordineres af lægen og kræver igen, at beboer eller nærmeste pårørende giver sit samtykke. Teas forslag om en erklæring, hvori beboerens ønsker for den sidste tid dokumenteres, efterlader spørgsmål til etisk overvejelse.

• Hvornår er det det rigtige tidspunkt at afholde samtalen med beboeren?
• Hvad med borgere, som ikke føler sig kompetente eller ikke ønsker at påtage sig ansvaret for dette valg?
• Skal en sådan erklæring være et stationært eller et dynamisk dokument?

På alle plejehjem bør ledelse og medarbejdere drøfte, hvordan de i deres arbejde kan medvirke til, at den enkelte beboers afslutning på livet bliver værdig og med respekt for den enkeltes integritet og selvbestemmelse.

Af Hanne Juul, funktionsleder i Klinik for Skizofreni og Team for Affektive Lidelser i Psykiatrien i Esbjerg – Ribe, medlem af Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Læs også artiklen ”En værdig død på plejehjem ”