Sygeplejersken
Kommune vil forbedre sundheden for udviklingshæmmede borgere
Ny rapport fra Rudersdal Kommune viser, at udviklingshæmmede og borgere med psykosociale behov kommer senere til lægen, og symptomerne på sygdom er mere alvorlige end for andre borgere generelt. En række initiativer skal forbedre sundheden for den udsatte gruppe.
Sygeplejersken 2013 nr. 9, s. 6
Af:
Susanne Bloch Kjeldsen, journalist
Udviklingshæmmede borgere og borgere med psykosociale handicap har flere livsstilssygdomme, men de opsøger ikke sundhedsvæsenet i lige så høj grad som befolkningen generelt, det har studier på området tidligere vist. Og den tendens bekræfter en kortlægning af 300 borgeres sundhed, som Rudersdal Kommune har gennemført i samarbejde med Socialt Udviklingscenter, SUS.
Det er brugere af Rudersdal Aktivitets og Støttecenter, der er blevet undersøgt. Kortlægningen omfatter bl.a. indhentning af data om deres sundhed fra e-sundhed og interview med praktiserende læger og pædagoger fra aktivitets- og støttecentret.
Lægerne vurderer, at borgerne kommer senere til lægen, og at symptomerne ved konsultationen er mere alvorlige end for andre patienter. Konklusionen på rapporten er, at sundhedssystemet ikke tilbyder en særlig indsats for borgere med behov for en opfølgende indsats. Initiativet og ansvaret for at opsøge en læge ligger suverænt hos borgeren. I de tilfælde, hvor en voksen borger f.eks. psykisk er udviklingsmæssigt på niveau med et mindre barn og bor hjemme hos sine udviklingshæmmede forældre, risikerer borgerens sundhed og eventuelle begyndende sygdomme at blive overset.
Pædagoger skal lære om symptomer
På baggrund af rapporten har ledelse og medarbejdere i Rudersdal Aktivitets- og Støttecenter drøftet, hvad der fremover skal rettes op på.
Det pædagogiske personale skal på kompetenceudviklende kurser, hvor de får en grundlæggende viden om symptomer på de mest almindelige sygdomme og viden om de screeningsprogrammer, som alle borgere tilbydes.
De praktiserende læger har givet udtryk for, at de mangler viden om den særlige målgruppe, deres kommunikation, forudsætninger og behov. Rudersdal Kommune har derfor sendt rapporten videre til Region Hovedstaden og planlægger at drøfte rapporten med regionen i efteråret. Rudersdal Kommune vil bl.a. tale om muligheden for et fælles projekt omkring opsøgende og opfølgende lægehjælp til borgere, der ikke selv opsøger lægen.
Rudersdal Kommune vil også på baggrund af rapporten ansætte mere sundhedsfagligt personale, f.eks. sosu-assistenter, for at sikre, at sygdomme bliver opsporet på et tidligt stadie.