Por3t af sygeplejerskers transportmidler

forberedelse på landevejen 

Anni Helene Kanstrup, 56 år, trives godt i situationer, hvor der skal tages vigtige beslutninger under pres. Hun er anæstesisygeplejerske og tager af og til opgaver for forsvaret, luftvåbenet og søværnet. ”Basen” er ansættelse ved anæstesiafdelingen i Viborg, som hver anden uge indebærer vagt på akutbilen i Skive sammen med en paramediciner.

Hvorfor akutbil? ”
Fordi det stiller nogle fagligt høje krav, som jeg gerne vil prøve at honorere. Når du kører akutbil, skal du turde træffe beslutninger, som kan have fatale konsekvenser for dem, du træffer dem for. Det gør min hverdag spændende, for det er hele spektret af sygeplejen, jeg skal bruge. Men jeg kan da godt stå og tænke: Hvad gør jeg lige her? Heldigvis har jeg en god kollega i paramedicineren, og jeg kan altid ringe til akutlægen.”

En vigtig oplevelse undervejs?
”Vi kom til et hjem, hvor konen havde fået hjertestop, og vi kunne ikke genoplive hende. Manden ville gerne have, at hun blev lidt derhjemme. Så vi fik hende båret ind i sengen, og dér lå hun fredfyldt og kunne kigge ud over Skive Fjord. Det var en værdig måde at afslutte på.”

Hvad tænker du på ude på landevejen?
"Jeg danner mig et indtryk af, hvad vi skal ud til. Er det en voksen, et barn, et trafikuheld? Og så forbereder jeg mig så godt som muligt på at løse opgaven.”

Foto: Søren Holm

1.000 meter på hjul

Lis Glent-Madsen, 57 år, blev ansat på Billeddiagnostisk Afdeling på Skejby Sygehus i 2003. De fleste patienter kommer hen til apparaturerne på afdelingen. Men det sker ofte, at Lis tager cykel eller løbehjul hen ad de lange gange.

Hvor kører du hen?
”Nogle patienter er så dårlige, at de ikke kan komme til os. Det er især hjerte-/lungepatienter og intensive patienter – lige fra præmature til voksne. Hvis de skal have en CT-scanning, er vi nødt til at flytte dem. Men vi kan tage røntgen ude på afdelingerne, fordi vi har mobile røntgenapparater rundt om i huset. Jeg cykler for det meste, fordi der på Skejby er over en kilometer fra den ene ende til den anden.”

Hvilken særlig oplevelse har du haft undervejs?
"Særligt i starten gjorde det indtryk på mig, når jeg skulle på præmaturafdelingen og fotografere de bittesmå, skrøbelige børn. Den mindste på 450 g. Det rørte mig, og det var lidt med hjertet oppe i halsen, at jeg kørte af sted. Men heldigvis er der altid gode kolleger, som hjælper.”

Hvad tænker du typisk på?
”Ofte er det rutineopgaver, jeg skal ud til, og så nyder jeg bare turen med udsigt til smukke gårdhaver. Andre gange er det mere dramatisk, og så tænker jeg på, hvad der vil ske, når jeg kommer frem? Bagefter kan turen tilbage være en mulighed for at sunde sig.”

Foto: Søren Holm

naturen giver et pusterum 

Anette Bredsdorff, 54 år, er ø-sygeplejerske på Tunø, tæt på Samsø. På den bilfri ø lever ca. 120 fastboende, men om sommeren er her mange flere. Anette Bredsdorffs opgaver er en blanding af hjemmesygepleje og akutfunktion. Hun flyttede til øen i marts i år efter at have været anæstesisygeplejerske i Nuuk.

Hvad blev du tiltrukket af?
”Det nærvær, der er her. Man kender til folk. Når man er steder, hvor der er mange mennesker, er folk mere anonyme. Det er de bestemt ikke her. Det er interessant og dejligt at opleve.”

Hvordan bevæger du dig rundt?
”Til fods, hvis det foregår inden for den lille bykerne, ellers springer jeg på cyklen. Jeg har en dejlig mountainbike, jeg købte i Grønland, som kan bringe mig rundt på hele øen, hvis det kan foregå i ro og mag. Hvis jeg skal skynde mig, bruger jeg scooter. Der stod i jobannoncen, at Odder Kommune stillede et køretøj til rådighed. Det blev så scooteren, men det kunne måske også have været en traktor. Der bliver i hvert fald kørt rigtig meget traktor herovre.”

Hvad tænker du typisk på undervejs?
”Jeg nyder jo meget naturen og de dufte, man får, når man får det hele lige i hovedet, og så har jeg den der følelse af at være fri og kunne bevæge mig af sted – sådan som jeg også har oplevet det før, når jeg har fløjet. Det er et pusterum, der giver overblik.”

Foto: Søren Holm