Stor forskel på bostedernes sundhedsindsats

 I Danmark er sundhedsindsatsen over for udviklingshæmmede forskellig, afhængigt af hvor i landet man befinder sig. Nogle af de store bosteder, som typisk udspringer fra de traditionelle institutioner, har beholdt en huslægeordning som en rest fra dengang, hvor institutionerne lignede hospitaler. Andre steder er der fastansatte sygeplejersker, og andre igen har slet ikke nogen faste sundhedspersoner tilknyttet.

Annette Frederiksen er formand for Fokusgruppe for sygeplejersker, der arbejder med udviklingshæmmede borgere – en undergruppe af Fagligt Selskab for Neurosygeplejersker. Hun kender problemstillingen og medgiver, at sundhedsindsatsen på de sociale bosteder er et broget billede.

Hun arbejder selv på bostedet Sølund i Skanderborg, som udspringer fra en af de traditionelle gamle institutioner, der har beholdt en huslægeordning, en fastansat psykiater og faste sygeplejersker. Her får beboerne hvert år et årligt helbredstjek.

Der er stor forskel. I nogle kommuner er der kun pædagoger ansat på bostederne, og der er meget stor forskel på, hvordan viden om sundhed indgår i deres uddannelse. F.eks. viden om, hvordan man tager temperatur, og hvilke bivirkninger der er ved forskellig medicin. Derfor vil det være fint at få mere tværfaglighed ind,” siger Annette Frederiksen og understreger, at hun bestemt ikke ønsker bostederne omdannet til hospitaler.

”Pædagogerne gør et rigtig godt arbejde, men alle faggrupper har deres styrker og svagheder. Det kan være svært at se, at folk er syge, hvis de ikke gør opmærksom på det. Man skal kunne observere forandringer i adfærden og tolke i forhold til sygdom og sundhed,” siger hun.

”Hvis en borger humper på benet, kan det vise sig ved en røntgenundersøgelse, at benet er brækket, men borgeren har ikke været i stand til at fortælle, at han er faldet. En borger kan have en overfyldt blære, som ikke kan tømmes ordentligt pga. massiv forstoppelse – en kendt bivirkning af antipsykotisk medicin – og forstoppelse nedsætter borgerens trivsel.

Mange har nedsat hørelse pga. propper i ørerne. En del af vores borgergruppe er epileptikere, og et symptom på et anfald kan give sig udslag i andre adfærdsændringer end de velkendte kramper,” fortæller Annette Frederiksen.

Hygge og hygiejne

Sygeplejersker, som arbejder med udviklingshæmmede, er en lille gruppe spredt ud i hele landet. Mange arbejder alene blandt pædagoger.

”Vi har stor brug for at støtte hinanden fagligt f.eks. i, hvordan vi underviser det pædagogiske personale i at tolke adfærdsændringer hos borgerne ud fra en sundhedstankegang. Hvis jeg skal lave en indsats f.eks. i forhold til hygiejne, spørger jeg rundt i mit netværk, om der er andre, som har gode erfaringer, som jeg kan blive inspireret af,” fortæller Annette Frederiksen og fortsætter:

”Jeg tager jævnligt rundt og underviser pædagoger på andre bosteder om emner som medicingivning, epilepsi og hygiejne, og de tager vel imod det. Pædagogerne holder f.eks. fast i, at det er borgernes eget hjem, og det derfor er vigtigt, at der er hygge og høj livskvalitet, og det er jeg bestemt ikke uenig i. Men derfor skal vi alligevel være opmærksomme på, at når vi har været inde hos Viggo, som har roskildesyge, og skal videre til Sofie, så er der ikke nogen grund til, at hun arver naboens sygdom.”

Selvom Kommunernes Landsforening, KL – på baggrund af en landsdækkende afdækning af sundhedsindsatsen på sociale bosteder – har fundet, at det ”hverken ser helt godt eller helt skidt ud” med sundhedsindsatsen på de sociale bosteder, er der ikke planer om nationale retningslinjer for, hvilke faggrupper der skal være ansat.

Undersøgelsen har ikke spurgt til, hvor mange steder i landet udviklingshæmmede modtager tilbud om årlige helbredstjek af en læge. ”Hvis ikke der er sundhedspersonale tilknyttet institutionerne, er der ikke nogen, pædagogerne kan tage de sundhedsfaglige diskussioner med, og så bliver de diskussioner ikke taget,” siger Annette Frederiksen.