Sygeplejersker har indført årlige sundhedsfremmende besøg

I et kuperet landskab med skov og sø i den sydlige del af Vejle Kommune ligger landsbyerne Brejning og Børkop. De er kendt for at huse fem centre for i alt 260 udviklingshæmmede, hvortil der er ca. 600 ansatte, primært socialpædagoger, ufaglærte, en mindre gruppe social- og sundhedsassistenter og fire sygeplejersker.

Centrene har specialer i forskellige typer borgere med udviklingshæmning, f.eks. autister, yngre udviklingshæmmede med psykiatriske diagnoser, udviklingshæmmede med mange diagnoser og en institution for børn.

Vejle Kommune er en af de kommuner, der har valgt at bevare en sygeplejerskeordning, der dækker dag- og aftenvagter på de fem centre med base på Udviklingscentret Skansebakken. Sygeplejefaglig leder Else Lassen giver et eksempel på, hvordan hun som sygeplejerske kommer ind i billedet i forhold til de udviklingshæmmede borgere.

”For to dage siden observerede pædagogerne, at en af borgerne – en mand i 60-årsalderen med autisme og uden sprog – ikke kunne støtte på sit ben på samme måde, som han plejede. Pædagogerne kontaktede sygeplejersken, som konkluderede, at der ikke umiddelbart var noget klinisk at se.

Sygeplejefaglig leder Else Lassen på vej til kontoret, hvor de fire sygeplejekonsulenter holder til midt i det naturskønne område, hvor Skansebakken ligger. Foto: Nils Lund Pedersen

Dagen efter kunne personalet se, at borgeren havde haft vandladning i sengen, hvilket var usædvanligt for ham, og de tolkede det som endnu et tegn på, at noget var galt. De kontaktede derfor mig, og jeg bestilte en transport til skadestuen. Borgeren blev opereret for hoftebrud samme dag og kom hjem igen til midnat. Da jeg besøgte ham her til morgen, gik han rundt i sin lejlighed,” fortæller Else Lassen, som har været ansat på Skansebakken siden 1994 og har været afdelingsleder af den sygeplejefaglige konsulentordning siden 2001.

Ignorerer smerte

Else Lassen har ofte erfaret, at udviklingshæmmede ignorerer smerte eller har andre måder at reagere på end mennesker, som kan udtrykke sig med sproget. ”Det er pædagogerne, der er til stede hos borgerne i dagligdagen, og det er ofte dem, der observerer, at et eller andet ikke er, som det plejer. Så kontakter de os, og i samarbejde forsøger vi at pejle os ind på, hvad der kan være galt. Nogle gange er man nødt til at tænke anderledes, for hvis man spørger om noget, er det ikke sikkert, man får svar. Man må bruge sit kliniske blik og de observationer, pædagogerne har gjort, f.eks. deres tolkninger af adfærdsændringer hos borgerne,” fortæller hun.

Sygeplejerskerne har titel af sygeplejekonsulenter og har et nært samarbejde med socialpædagogerne. ”Det er ikke altid, pædagogerne får øje på tegn på sygdom, fordi deres fokus er på nogle andre ting, som også er vigtige. Som sundhedsfaglige konsulenter kan vi være med til at udvikle deres kompetencer i forhold til f.eks. forebyggelse af tryksår, tarmproblemer eller hygiejne. På ernæringsområdet kan vi bl.a. rådgive om, hvordan man bedst kan spise og drikke, når man f.eks. har dysfagi eller problemer med at holde vægten.”

Omvendt mener Else Lassen, at sygeplejersker kan lære rigtig meget af pædagoger, når det handler om at få skabt en tilgang til at få sundhedsfremme til at lykkes. ”De ved præcis, hvordan situationen skal gribes an, når vi f.eks. skal måle blodtryk på en borger. Nogle gange er borgeren mest tryg ved, at det er den faste pædagog, der måler blodtrykket, mens jeg står i baggrunden og ser på. Det er kendetegnende for en stor del af vores borgere, at de har svært ved at håndtere noget, der er fremmed for dem.”

Årlige sygeplejebesøg

Udover de konkrete opgaver i hverdagen står sygeplejerskerne også for en sundhedsfremmende indsats. Indtil for fire år siden fik alle borgere en årlig  helbredsundersøgelse af en praktiserende læge, men den ordning hørte op ud fra tanken, at de udviklingshæmmede skulle betragtes som andre mennesker i samfundet, som kun går til læge, når der er en særlig grund til det.

”Vi kunne se, at nogle ville blive tabere i spillet, fordi de ikke reagerer på symptomer, som andre mennesker gør. F.eks. ville nogle kunne risikere at gå rundt med blærebetændelse, som først ville blive opdaget, når temperaturen eller den almene tilstand var påvirket,” siger Else Lassen.

For at sikre, at der bliver taget hånd om borgernes sundhed, besluttede sygeplejerskerne i 2010 at lave en sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende indsats. Den består bl.a. i, at alle borgere med udviklingshæmning får besøg af sygeplejekonsulenten én gang om året, hvor der ud fra et skema bliver målt en række faste værdier som blodtryk, puls, vægt, hørelse og syn og desuden bliver talt om tarmfunktion, medicin, tænder og mundhule. Den faste pædagog deltager under besøget.

Ordningen med de årlige sygeplejebesøg har kørt i to år, men nu har regionen besluttet at genindføre de årlige lægeundersøgelser, og det har fået sygeplejerskerne til at overveje, om de skal neddrosle deres forebyggende indsats.

”Men vi er nået frem til, at de årlige besøg er en god måde for os at få et kendskab til alle borgerne, og samtalerne virker også som en vejledning for pædagogerne til, hvad man f.eks. skal være obs på,” siger Else Lassen og nævner forløbet med den 60-årige autistiske borger, der gik rundt med hoftebrud. ”Sådan et forløb stiller krav til personalets observationer i efterforløbet. Observationer og tiltag, som den sygeplejefaglige konsulentordning vejleder om,” siger hun.

Screening afslørede undervægtige

Et andet eksempel på, hvordan sygeplejerskerne kan bidrage til borgernes sundhed, er den indsats på ernæringsområdet, som sygeplejerskerne har stået for de seneste par år. Samtlige borgere med udviklingshæmning er blevet ernæringsscreenet, og her viste det sig, at 39 borgere havde et BMI på under 20,5 og dermed var undervægtige.

Sygeplejerskerne analyserede i samarbejde med pædagogisk personale, hvad de undervægtige borgere spiste og drak over en 14-dages periode for bl.a. at finde ud af, om borgerne led af synkebesvær eller andre problemer, som de skulle have diagnosticeret hos en læge.

”Det er et livsvilkår for mange udviklings hæmmede, at de har misdannelser eller er immobiliserede og derfor aldrig vil kunne blive normalvægtige. Men med en indsats er det lykkedes, at de 19 ud af de 39 har taget på i vægt,” fortæller Else Lassen.

At være sygeplejerske på et bosted for udviklingshæmmede rummer mange dilemmaer. Et af dem er, at centrene hører under serviceloven, men i nogle tilfælde agerer under sundhedsloven, f.eks. når pædagoger administrerer borgernes medicin.

For nylig blev Else Lassen kontaktet af pædagogerne i en sag om en borger, som nægtede at tage sin krampemedicin. Pædagogerne ville vide, om de skulle kontakte den praktiserende læge med det samme i hvert enkelt tilfælde, eller hvor længe de evt. kunne vente med at ringe.

”I den situation er vi rådgivere for centerledelsen, som har det endelige ansvar. Vi handler under det ansvar, der er givet os, i og med at vi er autoriserede,” siger Else Lassen.

Else Lassen er i øjeblikket sammen med en kollega i gang med at arrangere et kursus for centerledelsen i samarbejde med embedslægen om hygiejne, ernæring og pleje til døende. Tidligere har sygeplejerskerne og embedslægen på lignende vis arrangeret kurser i medicinhåndtering.