5 faglige minutter: Sådan holder man patienterne væk

Min kære faster Else indbød mig til frokost sidste søndag. Jeg holder meget af at besøge min faster, men som regel er der en bagtanke med sådanne invitationer. Hun har enten hørt om eller oplevet forhold i vores sundhedsvæsen, som hun gerne vil diskutere. Og selv om jeg bare er underviser i sygeplejerskeuddannelsen, har jeg tit siddet tilbage med følelsen af at være gjort ansvarlig for det samlede væsens meritter.

Jeg prøvede at fritte faster om eventuelle temaer, så jeg kunne forberede mig. Men faster Else bedyrede, at det alene var, fordi hun og kæresten syntes, det var så længe siden, de havde set mig, ”og for øvrigt har vi rester, som trænger til at blive spist.”

Da jeg ringede på døren, kom faster susende ud. Hun havde opdaget, at rugbrødet var muggent, så hun ville skynde sig i Brugsen efter noget friskt. ”Jeg er tilbage om et øjeblik,” lovede faster. Men et øjeblik er relativt, for faster kom først retur, efter at kæresten havde nået at beskrive samtlige de steder, han havde tjent, og detaljerede oplevelser fra militærtiden og ferieture gennem 25 år med sin tidligere, nu afdøde kone. De havde rejst meget.

En forpustet faster Else kom ind ad døren uden rugbrød, men med bulgursalat og økologiske gulerødder. Hun undskyldte meget og forklarede, at først havde hun mødt Inga fra læseklubben, som lige havde været til en ambulant undersøgelse af tyktarmen. Undersøgelsen var i sig selv yderst ubehagelig, men hun havde ovenikøbet oplevet, at personalet hverken præsenterede sig eller havde sagt en lyd til hende; det havde været ydmygende, kunne faster berette.

Sygdom er som bekendt godt samtalestof, så endnu en af faster Elses bekendte var stødt til og kunne fortælle, hvor sårende det var, at en sygeplejerske havde kaldt hende fed, selv om hun da godt vidste, at hun var lidt buttet. Efterhånden blev flere og flere tiltrukket af det populære samtaleemne, og snart var gangarealet ved brødsektionen i Brugsen umuligt at passere. Alle havde historier, hvor fællesnævneren var sundhedspersonalets generelle arrogance, nedladende tone og mangel på pli.

Mens faster Else fortalte, forberedte jeg mit udglattende forsvar for pressede, stressede, nedskæringstruede og kontrolramte sundhedsprofessionelle samt lovning om øget fokus på høflighed i sygeplejerskeuddannelsen. Men faster Else kiggede opgivende på mig. ”Det er dog det mest tåbelige, jeg længe har hørt,” fnyste faster, ”skulle du ikke hellere arbejde for at gøre de nye sygeplejersker langt mere uvenlige og uhøflige. Så vil flere gøre hvad som helst for ikke at ende som patient.”

Indrømmet, den vinkel havde jeg ikke overvejet. Efter at have sundet mig lidt fik jeg spurgt faster, hvordan hun havde forestillet sig, det skulle ske? ”Det er såmænd meget enkelt,” svarede hun, ”alle har et personligt ansvar for at holde sig i form og leve sundt og dermed forebygge ubehagelige indlæggelser og oplevelser på hospitalet.”

Medens fasters kæreste og jeg kiggede lidt skeptisk på bulgursalaten og gulerødderne, googlede faster Else kommunens politik for ældresundhed. Kærestens hørelse er særdeles dårlig, så jeg ved ikke, om han nåede at opfatte, hvad der skete. Men i løbet af nul komma fem havde faster sammensat deres nye ugeplan med vanlig næse for nye trends og sund fornuft: Senior-zumba, paleo-kostkursus, GYMFIT Hula Hoops og fitness i det fri. Weekender blev friholdt til forefaldende husarbejde og naturligvis kirkegang. Men uden bil.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.