Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dilemma: En ubetænksom fødselsdagsgave

Liam har over nogle år kæmpet sig ud af et hashmisbrug, men da han er 22 år, sker der noget, som får ham til at genoptage misbruget. Han har brug for støtte for at komme ud af det igen, men kan ikke hente hjælp i familien. 

Sygeplejersken 2015 nr. 11, s. 12

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

sy_2015_11_dilemma_low
Pia Olsen
Liam har røget hash, siden han var 14. På det tidspunkt blev hans forældre skilt, han flyttede, skiftede skole og begyndte at rende sammen med nogle rødder. De blev småkriminelle, stjal i butikker og nappede en enkelt taske fra en gammel dames indkøbsvogn. Liam blev taget, men forsøgte med skiftende held at passe sin skole i nogle år. Hashmisbruget blev dog øget, og Liam stjal fra sin mor, som er førtidspensionist, for at få penge til at købe ind for.

En misbrugskonsulent fra kommunen talte jævnligt med Liam, og det lykkedes ham at motivere Liam til at gå i behandling. Han er stoffri i tre år indtil sin 22-års fødselsdag, hvor hans mor har inviteret gæster for at fejre dagen. Hun har endnu en overraskelse i ærmet. Hun har været på Staden og har købt en klump hash som en særlig fødselsdagsgave til Liam. Han ser ikke begejstret ud, noterer moderen, som opfordrer ham til at ryge. Liam siger først nej, men overgiver sig så. Han møder for første gang i lang tid ikke på job dagen efter.

Misbrugskonsulenten kan med det samme se, at Liam er faldet i.
”Det var min mor,” undskylder Liam.

  • Hvad vil du sige til Liams mor, hvis du møder hende?
  • Hvilke muligheder har misbrugskonsulenten for at få Liam på ret køl igen?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.

Svar 1. Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, funktionsleder ved Tværfagligt Smertecenter og formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital:

Fagligt er misbrugskonsulenten eksperten. Det er således ham, der skal vurdere, hvad der fagligt er korrekt at gøre. Etisk er det væsentligt at være opmærksom på, at Liam generelt er i stand til at træffe et autonomt valg. Dette er bl.a. defineret ved, at Liam er i stand til at vurdere konsekvenserne af sine handlinger. Men menneskelige valg er ikke kun logisk funderede. Fundamentale fænomener som kærlighed og tillid er afgørende, og når den person, som Liam er grundlæggende afhængig af, ikke har samme holdning til, hvad det gode liv er betinget af, bliver det i praksis meget svært for Liam at følge det logiske. Eller man kan sige, at Liam i praksis bliver presset, hvilket etisk betyder, at valget ikke er autonomt. Måske konsulenten vil tage dette dilemma med i samtalen med Liam. Det kunne se ud til at være et grundvilkår for mange af Liams fremtidige valg.

Svar 2. Af Randi Bligaard Madsen, udviklingskoordinator, cand.cur., Staben, Medicinsk afdeling, Hospitalsenheden Vest, formand for Sygeplejeetisk råd, www.dsr.dk/

Jeg vil give udtryk for, hvor bekymret jeg er for Liam, at han er faldet i. Det må som mor være sørgeligt at opleve, at det nu er hendes opgave at støtte Liam i at fastholde det gode liv, han har levet de sidste tre år. Hun ved, at han har vilje, viden og evne til at kunne modstå de fristelser, han ikke kan undgå at møde, når han én gang har været misbruger. På den måde vil mange bekymringer også forsvinde for hende. Hun skal fortælle dette til Liam og misbrugskonsulenten, så de ved, at der er støtte at hente hos hende. Såfremt hun har behov for at tale med nogen om, hvordan hun skal agere fremover i relationen til Liam, kan hun kontakte mig eller en af mine kolleger. Misbrugskonsulenten vil gribe ind, når han erfarer, at Liam er faldet i. Han ved, at det er en menneskelig reaktion at lade sig friste som ungt menneske, når ens nærmeste legitimerer handlingen, og det vil han også kunne fortælle Liam og arbejdspladsen. Det vigtige for misbrugskonsulenten er at fortælle Liam, at han skal holde fast i det gode liv, han har, og hjælpe Liam med at få redskaber til at håndtere lignende fristelser fremover.