Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Fra forsker til fag: Patienter med hjertesvigt skal involveres i egen rehabilitering

I Danmark findes ca. 150 sygeplejersker med en ph.d. eller doktorgrad. Sygeplejersken har opsøgt nogle af dem for at finde ud af, hvorfor de valgte forskervejen, og hvordan det er gået siden, de fik deres forskertitel.

Sygeplejersken 2015 nr. 11, s. 60

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

sy_2015_11_forsker-til-fag_low
Palle Larsen, RN, cand.cur. og ph.d., er 57 år, bor i Sorø, er gift og har fire børn. Palle Larsen er ansat som videnskabelig medarbejder og postdoc i Center for Kliniske Retningslinjer ved Aalborg Universitet.
Hvad fik dig til at forske?
”Jeg har gennem mit tidligere job som underviser på sygeplejeuddannelsen gennem en længere årrække undervist de studerende i området forskning og udvikling. Undervisningen var i en periode kombineret med, at jeg arbejdede som projektleder på udviklingsprojekter i det praktiske felt. I forbindelse med etableringen af professionshøjskolerne blev jeg ansat som fuldtids projektleder i en forsknings- og udviklingsafdeling. Arbejdet var spændende og udfordrende, og interessen for at udvikle mine kompetencer inden for feltet steg. Det var derfor en logisk følge heraf, at jeg gik i gang med ph.d.-studiet.”

Hvad er forskningsemnet i din ph.d.-afhandling?
“Afhandlingens titel er: “Home-based rehabilitation of patients with heart failure: evidence, self-care and health status”. Afhandlingen er en sammenskrivning, der bygger på seks videnskabelige artikler. Afhandlingens mål var at udvikle og teste en protokol for rehabiliteringen af patienter med hjertesvigt, efter at de var udskrevet fra ambulatoriet og havde afsluttet rehabiliteringens fase II. Protokollen bygger på principperne i evidence based health care og tester effekten af systematisk at involvere patienterne i rehabiliteringen, når de befinder sig i eget hjem, ved at stimulere deres evne til egenomsorg.”

Hvor tog du din forskeruddannelse henne?
”Den er erhvervet ved Aalborg Universitet.”
Hvordan har dine økonomiske rammer været, mens du tog din forskeruddannelse?
”Jeg har været i den heldige situation, at jeg har fået den betalt via min arbejdsplads for så vidt angår min løn. Udgifterne i forbindelse med interventionen blev afholdt af de involverede afdelinger.”

Hvor kan man læse om dine forskningsresultater?
”Afhandlingen er at finde på vbn.dk, og de artikler, der er publiceret for nuværende, er at finde i internationale tidsskrifter” (1-3).

Hvordan har din forskning betydning for praksis? 
”Forskningen viser betydningen af sammenhængen mellem evidensbaseret viden og anvendelsen af kliniske retningslinjer i daglig praksis. Eksistensen af et godt samarbejde mellem sygeplejespecialisten i rehabiliteringens fase II på hospitalet og sygeplejerskerne i primær sektor er af afgørende betydning for at sikre kontinuitet i det samlede rehabiliteringsforløb.”

Hvad forsker du i aktuelt?
”Et særdeles væsentligt område for sygeplejen er i øjeblikket i fokus. Vi er ved at kortlægge betydningen af systematisk mundpleje i forbindelse med forskellige kroniske sygdomme, når der ses på forekomst af infektion, genindlæggelser etc. Dette arbejde funderes i et scoping review, dvs. et review, der ud fra en systematisk metode giver et overblik over, hvad der findes af viden inden for et givent område, som vi samtidig udvikler metodiske kompetencer i at arbejde med.”
 

Litteratur

 

  1. Larsen P, Thomsen T, Pedersen PU. Effect of Clinical Nurses Specialists intervention on rehabilitation outcomes in patients with heart failure. Clinical Nursing Studies. 2015;3(2):31-9.
  2. Larsen P, Pedersen PU, Tsiamali A. The effectivenes of reducing dietary Sodium intake versus normal dietary sodium intake  in patients with Heart Failure in reducing readmission rate: A Systematic Review Protocol. The JBI Database of Systematic Reviews and Implementation Reports; 2014:12(2).
  3. Larsen P, Pedersen PU. Stimulation to self-care in patients with heart failure: A quasi-experimental study. Journal of Nursing Education and Practice. 2013;4(3):143-54.