Nyuddannede sygeplejerskers svære møde med arbejdslivet

 At det kan opleves som et kulturchok at overgå fra rollen som studerende til rollen som professionel udøver af et fag, er ikke et nyt fænomen. ”Et er søkort at forstå, et andet skib at føre,” lyder det i Ludvig Holbergs stykke ”Den Politiske Kandestøber”, og problematikken er i dag ofte koblet til forskellen mellem teori og praksis.

Det har været fremført, at det er urimeligt at forvente flyvefærdige sygeplejersker efter blot tre et halvt års uddannelse, når f.eks. læger først anses som fuldt uddannede speciallæger efter 14-16 år (1). På et overordnet niveau anerkendes det da også, at overgangen fra uddannelse til job kan forekomme problematisk. F.eks. tilbydes der på flere sygehuse lokale refleksionsrum i tiden som nyuddannet sygeplejerske, og Dansk Sygeplejeråd har i Kreds Hovedstaden oprettet en mentorordning, der skal lette presset på de nyuddannede. 

Mentorordningen beskrives jf. www.dsr.dk som et tilbud, hvor en erfaren sygeplejerske hjælper en nyuddannet med 0-2 års erfaring til faglig og social trivsel og afklaring som ny i sygeplejefaget.

Som noget forholdsvis nyt kædes forventningspresset eller det såkaldte praksischok sammen med, at flere nyuddannede sygeplejersker tilsyneladende forlader jobbet. Hver femte sygeplejerske uddannet i 2000 havde inden 10 år forladt faget. Det er sket dobbelt så hurtigt som for de sygeplejersker, der blev uddannet i 1990 (2). Dette må betragtes som problematisk for såvel den enkelte som for en eventuel fremtidig sygeplejerskemangel i et moderne sundhedsvæsen (2,3,4).
 

Den faglige autoritet er under pres

På trods af udstedelsen af autorisationsbeviser til nyuddannede sygeplejersker er det ikke en naturlov, at de tildeles ubetinget autoritet og faglighed. Tidligere tiders faglige pondus i form af nærmest pastoral myndighedsudøvelse i sundhedsvæsenet har i dag fået nye udtryksformer (5). 

Særligt ressourcestærke patienter og deres pårørende optræder som eksperter på egen sygdom. Patientforeninger og stat hjælper via garantier og standarder godt til med at stille krav til behandling og pleje. Dokumentation af selvsamme skal således sikre, at en mulig klage kan behandles og afgøres i henhold til fastlagte normer organiseret i fintmaskede klagesystemer, som brugere, dvs. patienter, opfordres til at gøre brug af ved utilfredshed. Det betyder, at de professionelle skal kæmpe hårdere for at hævde den faglige autoritet, og at fagligheden konstant er sat til forhandling.

De sidste 30 års gennemgribende effektiviserings- og moderniseringsprocesser, som sundhedsvæsenet har gennemgået, ser ikke ud til at stilne af. Den aktuelle diskussion om, hvordan den dyre sygehusmedicin skal finansieres, kan let legitimere yderligere nedskæringer på de nuværende normeringer.

Ifølge helt nye tal fra Dansk Sygeplejeråd bliver de opgaver, der i 2001 blev løst af 100 sygeplejersker, i dag løst af 72 sygeplejersker (6). De konstante forandringer, som organiseringen af sundhedsvæsenets ydelser undergår, betyder, at de ansatte pålægges nye former for ansvar i det daglige arbejde, hvor det bliver nødvendigt for den enkelte sygeplejerske at kunne begrunde, forklare og stå til ansvar for egne prioriteringer.

Patienterne på sygehusene bliver så at sige mere syge, for ved mindste bedring udskrives de, og primær sektor tager over. Det efterlader hospitalerne med højtspecialiserede afdelinger, der efterspørger specialister med ekspertviden, som i sagens natur ikke er nyuddannede sygeplejerskers spidskompetencer (7,8).

Vi kan ikke det, vi skal kunne

Hovedproblemet for de nyuddannede sygeplejersker består i en oplevelse af, at de ikke kan det, der forventes af dem, og at ansvaret herfor er tungt at bære. De oplever at have lært en masse om sygepleje, patienter og sygdomme, men hvad det egentlig vil sige at være sygeplejerske, har tilsyneladende været vanskeligt at få greb om gennem uddannelsen.

”Jeg følte mig ikke klædt på. Jeg følte ikke, jeg havde de kompetencer, der skulle til for at kunne pleje de her syge patienter. Det ansvar. Ja, det var det der med ikke at vide, jamen hvad skal jeg gøre med ham her, han er i delir og alt muligt! Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre med ham!” fortæller Anja, der ligesom undersøgelsens fire andre deltagere blev uddannet sygeplejerske i 2014 (9).

Om den svære overgang fortæller Sofie: 

”Jeg synes, det har været svært at have ansvar på den måde. At lige pludselig så står man dér. Og så fra den ene dag til den anden har du ansvar. Det er mig, der hælder det medicin op, og der er ikke nogen, der dækker min ryg mere. Og nu er det altså mig, der kan komme til at gøre noget, der kan være forfærdeligt for et andet menneske.”

For de nyuddannede har det været vanskeligt at finde sig til rette i rollen som sygeplejerske, og flere af dem har oplevet at blive overladt til sig selv i forsøget på at navigere i det nye arbejdsliv. Flere giver udtryk for at have fået en mangelfuld introduktion til arbejdspladsen. Om denne fortæller Emilie f.eks.:

”Det var helt vildt forfærdeligt. De var super søde, men der var ikke noget introduktion.”

Hun uddyber:
”Jeg brugte rigtig meget energi på at finde ud af, hvad min rolle egentlig var. Jeg syntes, det var rigtig svært at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle. Hvad det ville sige at være sygeplejerske her. Jeg var helt frustreret. Og hver dag gik jeg derfra og tænkte: Er det virkelig det her?”

At være placeret i denne usikre position påvirker dem følelsesmæssigt og personligt.
”Jeg var SÅ bange! Altså, jeg var virkelig bange for, at der skulle ske en fejl. Og jeg skulle virkelig tage mig sammen og sige til mig selv: du kan godt dine ting, og du spørger, hvis du ikke kan. Hele tiden sige til mig selv: det skal nok blive okay. Men jeg havde svært ved at se, at det nogensinde skulle få en ende, at jeg skulle være så bange for at gå på arbejde,” fortæller Sofie, der oplevede at gå på arbejde med angst og uro i maven i mere end et halvt år, på trods af at hun kendte afdelingen fra sit sidste lange klinikophold.

Manglende mulighed for at sige fra

I en tid, hvor der er opstået en (for)brugerkultur og en ledelsesstrategi, hvor den enkelte medarbejder afkræves mere ansvar (5), kan denne kultur være med til at forstærke oplevelsen af ikke at føle sig klar til ansvaret og risikoen for at begå fejl. 

Sygeplejerskerne er gennem uddannelsen socialiseret til at tage ansvar for egen læring. Indirekte begrænses den enkeltes mulighed derfor for at sige fra over for arbejdsopgaver, han eller hun ikke mener at kunne varetage. Samtidig ser vi en tendens til, at ledelsen på de pågældende nyuddannedes arbejdspladser ikke viser forståelse for den usikre situation, de oplever at befinde sig i, hvorfor det bliver den enkeltes egen opgave at navigere igennem situationen.

Louise fortæller f.eks., hvordan hendes leder ikke viste forståelse for, at hun følte sig presset på såvel tid som kompetencer og havde behov for hjælp til at prioritere sine arbejdsopgaver:

”Så blev hun nærmest sur på mig og sagde: hvad kan jeg overhovedet regne med, hvad kan du overhovedet overskue? Så blev hun sådan sur på mig, fordi jeg ikke havde overblik over alle de ting.”

Sofie fortæller, hvordan hun to uger før en weekendvagt og flere gange i ugen op til denne henvendte sig til sin leder, fordi hun var utryg ved at skulle være alene i vagt med en alvorligt syg patient. Umiddelbart var der opbakning fra kollegerne, men hun følte sig ikke imødekommet af lederen. De aftalte dog, at hun kunne være kontaktperson for patienten i ugen op til og på denne måde tillære sig de nødvendige kompetencer. Men

” ... problemet var, at vi havde vanvittigt travlt i den uge. Alle var syge, så da vi nåede fredag, så havde jeg allerede været på arbejde i 50 timer. Og jeg havde weekendvagten. Og patienten er ret dårlig de første par dage, hun er hos os. Og jeg siger igen: ”Det her, det har jeg ikke kompetencer til. Jeg kan ikke varetage det her alene.” Det var sådan rent proceduremæssigt, der var nogle ting. Og så fik jeg at vide: jamen jeg var jo sygeplejerske, så der var jo også bare ... Så sagde jeg til ham, ”at det syntes jeg ikke var fair,”” fortæller Sofie om sin leders håndtering af situationen.

Noget tyder på, at normeringerne er så snævre, at det er afgørende for lederen, at alle ressourcer er toptunede. Arbejdsopgaver skal løses på tid og kvalitet, og som nyuddannet opleves det ikke legitimt at sige fra over for arbejdsopgaver. Anja konfronterede i frustration over dette sin leder:

”Kan det virkelig passe, at I forventer det samme af mig, som er nyuddannet, som af én, der har været her i 10 år”? ”Ja”, siger hun så. ”Det gør vi. Vi forventer det samme af dig. Du skal kunne det – du skal kunne passe den samme slags patienter, og du skal kunne passe det samme antal ...”

De nyuddannede sygeplejersker erfarer kropsligt, hvordan det forventes, at man kan indgå som fuldgyldigt medlem af plejegruppen fra starten. Anja fortæller i den forbindelse, hvordan arbejdspresset og den manglende mulighed for at sige fra fik fysiske og psykiske konsekvenser:

”Jeg var inde ved dem (lederne, red.) flere gange og sige, at jeg havde ondt i min mave, når jeg gik på arbejde.” Så sagde hun: 

”Nå, det var da ikke så godt. Måske vi skal prøve, at du lige får en erfaren sygeplejerske at gå med et par uger.” Der skete bare ikke noget. Jeg fik ikke nogen sygeplejerske at gå med. Det fortsatte bare. Så var det, jeg blev sygemeldt.”

Selvbebrejdelse, skam og ensomhed

Gennem sygeplejerskeuddannelsen har de nyuddannede lært at tage ansvar for egen læring. I arbejdslivet må de tilsyneladende også selv bære ansvaret for at navigere i de strukturelle vilkår, når de ikke kan leve op til forventningerne til en autoriseret sygeplejerske. Med den svære start opstår selvbebrejdelser pga. de manglende kompetencer, hvilket bl.a. fører til skam, frustration og nedtrykthed. Sisse siger f.eks.:

 ”Jeg følte mig dum! Og jeg følte mig som en kæmpe belastning. Og den følelse havde jeg faktisk hele vejen igennem på den afdeling, at jeg var en belastning!” 

Anja fortæller: ”I størstedelen af tiden bebrejdede jeg mig selv sådan; du er ikke god nok, eller du har ikke lært nok, da du gik på studiet. Det må være derfor. Eller: jeg skal bare ikke være sygeplejerske. Sådan vendte det indad.”

Videreuddannelse er den sikre udvej

Lidt polemisk kunne man da spørge: Jamen, måske er disse sygeplejersker heller ikke de rette til at varetage hvervet som sygeplejerske? Det paradoksale er imidlertid, at undersøgelsens deltagere har haft et uddannelsesforløb, hvor de overordnet har oplevet at få ros og anerkendelse for deres faglighed gennem gode eksamenspræstationer såvel klinisk som teoretisk. Sofie fortæller:

”Generelt i mine klinikperioder er jeg nok blevet rost for at være videbegærlig. Altså have lyst til at opsøge den viden, der lå i specialet.”

”Det er fedt at få muligheden for at læse op på nogle ting, inden man står med patienterne. Og så efterfølgende danne sig en masse erfaring og så gå hjem og læse,” fortæller Sisse om refleksion og fordybelse, der giver anerkendelse i uddannelsen, men som tilsyneladende svært lader sig omskrive til konkret værdi i det travle arbejdsliv.

Med det højeste karaktergennemsnit på eksamensbeviset på 11,3 fortæller Anja om kontrasten mellem studie- og arbejdsliv:

”Jeg ville bare ønske, den der bachelorperiode kunne trække ud, ik’?” og griner lidt. ”Fordi vi havde det så skide hyggeligt. Det var to af mine tætteste veninder, jeg skrev bachelor med. Og vi havde bare det fedeste forløb dér. Vi var alle tre sådan lidt ... Vi kunne slet ikke overskue den der verden, der ventede på den anden side, vel? Sådan meget stor kontrast til det der liv, man har levet. Det dér studieliv. Og det dér bachelorliv, hvor vi bare sådan, du ved … Sad på den der skole og købte takeaway. Hyggede og grinte.”

Målt på eksamenskarakterer har disse sygeplejersker klaret sig rigtig godt på uddannelsen, idet deres gennemsnit ligger mellem 8,2 og 11,3, og de har således tilsyneladende fået anerkendelse for deres studiefaglige kompetencer. 

Med disse erfaringer eller dispositioner for at gøre sig gældende på en anerkendt måde som studerende, forekommer det naturlige, alternative valg til det vilkårlige arbejdsliv som sygeplejerske ikke uventet at være at vælge videreuddannelse. 

Udbuddet af uddannelser og uddannelsespladser er generelt steget i Danmark inden for de videregående uddannelser. Skiftende regeringer har satset på viden som vare på det globale marked samtidig med, at uddannelse også har været satsningsområde i bestræbelserne på at optimere velfærdsstatens goder. 

Inden for sygeplejen ser vi, at en stadigt større andel af en årgang vælger at videreuddanne sig efter endt sygeplejerskeuddannelse. Men de videreuddannede sygeplejersker uddanner sig imidlertid ud af faget, som det så ud i 2010 (10). Når flere sygeplejersker samtidig forlader jobbet, er der noget, der tyder på, at det kunne have en sammenhæng, dvs. at flere vælger videreuddannelsen som en regulær udvej, omend der er behov for nye data for at kunne sige dette med sikkerhed.

Opsummering og perspektiver

Når de nyuddannede oplever en svær start på arbejdslivet, har det ikke kun betydning for den enkeltes trivsel og velbefindende. Korte ansættelsesforhold, mistrivsel, sygemeldinger og flugt fra faget er dyrt og ineffektivt og belaster samfundshusholdningen. 

Sygeplejerskerne har tilsyneladende lært at studere sygepleje, men har til gengæld haft svært ved at lære at være sygeplejersker. De tillærte studenterkompetencer har givet dem dispositioner for at vælge videreuddannelsen som alternativ ud af den frustration og afmagt, de har oplevet. 

Det spinkle datagrundlag til trods forekommer det paradoksalt, at det tilsyneladende er mønsterstuderende, branchen ikke magter at fastholde. Snart udkommer en ny studieordning for sygeplejerskeuddannelsen. Det ser ud til, at der ligger en udfordring i at tænke progression i klinikkens didaktik, så sygeplejestuderende gradvist lærer at tage ansvar og være komfortable med de uforudsigelige elementer ved praksis. 

Men der ligger også en udfordring i at få de bevilgende myndighederne til at forstå, at hverken god uddannelse eller effektiv håndtering af nyuddannede sygeplejersker kan gøres uden adækvate ressourcer i den daglige praksis.

Litteratur

1. Larsen K. En passende mængde uvidenhed. Gjallerhorn 2009;10:42-53.
2. Sygeplejersker flygter fra faget. Dansk Sygeplejeråd. www.dsr.dk Hentet d. 2. juni 2015.
3. Thrysøe L. At blive og at være sygeplejerske: En undersøgelse af oplevelsen ved at være næsten færdiguddannet og nyuddannet sygeplejerske og interaktionens betydning for deltagelse i praksisfællesskabet. Ph.d.-afhandling, Syddansk Universitet; 2010.
4. Jørgensen UN. Svær start kan koste sygeplejersker. Sygeplejersken 2004(25):12-3.
5. Højbjerg K, Larsen NS, Larsen K. Grænser for professionel autoritet i mødet mellem sundhedsprofessionelle og patienter/klienter. Praktiske grunde. Nordisk Tidsskrift for samfundsvidenskab (1-2); 2015:43-60. 
6. Dansk Sygeplejeråd. Sundhedsvæsenets udfordringer. 23. april 2015. 
7. Implement consulting group. Kompleks fremtid og refleksive sundhedsprofessionelle – Om videreudvikling og forbedring af sundhedsuddannelserne. Afrapportering af Sundhedskartellets uddannelsesprojekt; 2014.
8. Hjort K. Modernisering af den offentlige sektor. Årg. 2. 5. bind. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag; 2008.
9. Aagesen M. Her hvor jeg er nu, kunne jeg godt have brugt mere sådan; hvad er en sygeplejerske egentlig. En undersøgelse af nyuddannede sygeplejerskers komplekse møde med arbejdslivet. Kandidatspeciale. København: Aalborg Universitet; 2015.
10. Dansk sygeplejeråd Analyse: Sørensen LK. Sygeplejerskers uddannelsesbehov og betydningen for beskæftigelsen. Dansk Sygeplejeråd. Analyse; 2010