5 faglige minutter: Med en engel på arbejde

Carl er syg. Rigtig syg. Faktisk tænker han, at denne gang er det alvor, han skal dø. Han ligger på en tosengsstue, men den gamle mand ved siden af er langt væk, han snorker og snakker sort på skift, så der er ikke nogen at tale med. Kun Iben. Hun er sygeplejerske, og han ved, at hun er 38 år gammel og har tre børn. Hun har gode hænder, hverken for kolde eller for varme, og så ler hun, så det varmer helt ind i sjælen. Hun er den eneste, der kan motivere Carl over i en stol ved vinduet efter morgenmaden.

”Fuglene, Carl, de er lige blevet fodret,” lokker hun.

”Du er en engel,” siger Carl ofte til hende. Så klør hun sig mellem skulderbladene og siger: ”Jeg ved det, jeg mærker mine vinger gro.” Carl gnægger svagt.

”Vi bliver kaldt så meget,” fortsætter hun denne morgen: ”Vi er fantastiske, vi er helte, engle, bankende hjerter, rygraden i sundhedsvæsenet.”

Hun fortæller Carl, at det er for overvældende med alle de rosende ord og sammenligninger med fine organer og væsentlige knogler. ”Vi vil gerne være professionelle og gøre vores arbejde godt og ud fra den bedste viden, vi kan grave frem, og det er så det.” Carl protesterer med en svag grynten.

Iben tænker tilbage på dengang, hun blev sygeplejerske. Hendes mor var med ved dimissionsfesten, og bagefter havde hun sagt, at ud fra talerne skulle man tro, at sygeplejersker skulle redde hele verden og lidt til. Hun havde ret, det ved jeg nu, vi har en særlig etiket på ryggen, og det er ikke en, der gavner faget eller fagidentiteten, tænker Iben. Og vi kan desværre godt lide den etiket, når hun frem til.

Hun vil gerne læse videre, hun har 12 års erfaring fra klinikken, og børnene er blevet større, så det er nu. Men hun køber ikke den der med, at sygeplejersker er fantastiske, og at deres hjerter banker højt og i takt for alle borgere, brugere og patienter.
Den selvforståelse hæmmer udviklingen af professionen, tror Iben.

Hun vil gerne arbejde mere teoretisk for at få hold på, hvordan man kan undgå at blive kategoriseret som hjerte, rygrad, helt eller engel. Al den verbalpynt gavner ikke sygeplejerskers gennemslagskraft, mener hun. Hvis man forventer den ros i den sprogtone, bliver man hurtigt umættelig, og modsætningen til, hvordan sygeplejersker i øvrigt opfatter sig selv, er alt for stor, tænker hun.

Andre faggrupper som politimænd, jurister, smede eller læger bliver vist ikke omtalt på den måde, hverken internt eller af borgerne, funderer hun. Måske skulle hun forsøge sig og sige til Frederikke, som er overlæge: ”Du er en engel Frederikke, et bankende hjerte, afdelingens rygrad.”

Frederikke ville næppe klappe begejstret i hænderne, men stirre mystificeret på hende og foreslå et glas koldt vand.
Sygeplejersker vil gerne fremstå professionelle og velargumenterede i et samfund, hvor snæver og abstrakt viden i stigende grad er i kurs. Det er ikke bred og almen indsigt eller fortællinger fra hverdagen, der virker, overvejer Iben, mens hun finder rent sengetøj frem.

”Så hvis jeg vil argumentere seriøst for en bedre normering, skal jeg ikke sige til hospitalsdirektøren: Jeg har hjertet på det rette sted, og Carl, ham med diabetes og en dobbelt fraktur på skinnebenet, kaldte mig en engel i går.”

Hun trækker snavsetøjskurven hen til sengen og tøver et øjeblik, mens hun ser ud ad vinduet.

”Der mangler professionalisme i sprogbrugen – hvordan ændrer man på det?” siger hun højt til Carl og sig selv.
Carl mumler svagt og uhørligt.

Iben har uden at lægge mærke til det lagt nyt betræk på Carls dyne. Hun lægger den kølige, rene dyne hen over Carl, som ser op på hende: ”Du er en engel,” hvisker han.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.