Genkendelse tilsat aha-oplevelser
Poul Erik Bloch Thomsen, Lærke Smidt Hansen og Christian Jøns
EKG atlas
2. udgave
FADL’s Forlag 2015
254 sider – 399,95 kr.
Af Berit Lerche Larsen, anæstesisygeplejerske, Abdominalcentret 2044, Rigshospitalet, København.
Et atlas kan som bekendt være en samling af kort, en vejviser eller en fagbog. I dette tilfælde er ”EKG-atlas” en bog om kortlægning af hjertets spændingsvandring gennem myokardiet samt alle de nervepirrende farlige eller begrænsende afveje, der også kan forekomme.
Forfatteren Poul Erik Block Thomsen, har i 2. udgave af bogen valgt at få to nye medforfattere, der har medvirket til at holde ”den gamle mand og elektrofysiologien” i ånde. Bogen har samtidig gennemgået en tidssvarende opdatering.
Bogen har et beundringsværdigt billedmateriale, som gør atlasset til et fremragende stykke værktøj, både til at lære tolkning af og mønstergenkendelse i ekg’et.
Et godt pædagogisk redskab er ekg-serier ved forskellige hændelser, og der er god læring i at granske, hvordan et ekg ser ud f.eks. ved svær hyperkaliæmi, og hvordan ekg’et ændrer udseende ved behandling.
Den elektrofysiologiske undersøgelse og behandling er et nyt område i bogen, og man fornemmer, at Poul Erik Block Thomsen i sit virke har haft sit interessefelt her. Relevansen af dette kapitel vil nok være størst for læger og meget ambitiøse sygeplejersker.
Novicen kan let miste orienteringen, hvorimod eksperten vil læse i genkendelsens klare lys og endda kunne få nogle ahaoplevelser.
Bogens afsluttende kapitel er genialt. Her bliver læseren præsenteret for korte, præcise og meningsgivende definitioner på termer, der optræder i talen om og fortolkningen af rytmeforstyrrelser. En hel lille ordbog i sig selv.
Bogen fungerer primært som opslagsværk, og med sine 0,59 kg kan ”vejviseren” sagtens finde berettigelse hos målgruppen, dvs. medicinstuderende, yngre læger under uddannelse samt sygeplejersker, der dagligt arbejder med observationer af hjerterytmer og tolkning heraf.
En bog, der holder mere, end den lover
Hanne Helleshøj, Hans-Henrik Johansen, Tina Margrethe Hansen og Hanne Selberg
Simulation i
sundhedsuddannelserne
Munksgaard 2015
128 sider – 140 kr.
Af Anne Mette Felsted Rasmussen, lektor ved sygeplejerskeuddannelsen i Vejle, UC Lillebælt
Bogen indledes med generelle pædagogiske betragtninger vedrørende undervisning og læring for herefter at skildre simulation som begreb, hvilket spænder fra ikke-teknologisk simulation til højteknologisk støttet simulation.
Den sidste halvdel belyser konkrete eksempler på anvendelse af simulation i social- og sundhedsuddannelsen, den pædagogiske assistentuddannelse samt sygeplejerskeuddannelsen.
Det er til stor inspiration, at værket er konkret funderet. Ud over indhold og opbygning af simulationsundervisning kommer bogen fordelagtigt omkring både planlægning, koordinering og ressourcebehov ved anvendelse af simulation.
Selvom der kun er et kapitel, der skildrer simulation på sygeplejerskeuddannelsen, kan de fleste af de øvrige eksempler nok inspirere til anvendelse af simulation i forhold til grundlæggende sygepleje og kommunikation. Dog findes også eksempler i bogen, som f.eks. kapitlet om sosu-uddannelsens Danmarksmesterskab i færdigheder, der umiddelbart ligger fjernt fra en simulationstankegang på sygeplejerskeuddannelsen.
Det er særdeles berigende i flere kapitler at se pædagogiske teorier og metoder knyttet an til simulation, og som erfaren simulationsbruger er især de indledende generelle pædagogiske betragtninger anvendelige i forhold til simulationsundervisning. Disse betragtninger kunne dog med fordel have ekspliciteret en tydeligere sammenhæng til simulation, end tilfældet er. Kun få steder i bogen sker en indbyrdes henvisning, hvilket bevirker, at de indledende kapitler kan synes overflødige, hvis læseren ikke selv ser den implicitte sammenhæng.
Alt i alt holder bogen løftet om en let forståelig indføring til simulation og faktisk også en mere grundig indføring, end der loves. Den er bestemt et læs værd.
Alkoholproblemer kræver en fordomsfri tilgang
Nina Brünés, Bjarne Stenger Elholm & Nanna Kappel (red.)
Mennesker med alkoholproblemer – baggrund, belastning, behandling
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2015
250 sider – 299,95 kr.
Af Anne Mette Felsted Rasmussen, lektor ved sygeplejerskeuddannelsen i Vejle, UC Lillebælt
Stort set alle danskere over 15 år drikker alkohol. Ca. 20 pct. af disse har et større forbrug, end Sundhedsstyrelsen anbefaler, og dermed risiko for at udvikle et skadeligt forbrug eller afhængighed. Sundhedspersonale vil i deres arbejde derfor med stor sikkerhed stå over for patienter med behov for hjælp til at håndtere alkoholproblemer, da stort alkoholforbrug er relateret til mere end 60 sygdomstilstande.
Men personalet i sundhedsvæsenet mangler viden om alkoholbehandling. Mange forskningsprojekter og rapporter beskriver, hvordan hjælpen til personer med alkohol-storforbrug, skadeligt forbrug eller afhængighed af alkohol tilbydes på en konfronterende, kontrollerende eller stigmatiserende måde, der skaber modstand og uvilje, eller helt undlades, fordi personalet ikke ved, hvordan de skal tage hul på emnet. Resultatet er, at mange mennesker med alkoholproblemer og deres pårørende ikke får den hjælp til deres sundhedsproblem, som de har behov for. Det har omkostninger, både menneskelige og samfundsøkonomiske.
Formålet med bogen er at ruste sundhedspersonale til at møde mennesker med alkoholproblemer, som de møder andre med kroniske lidelser, og håndtere deres lidelse ”professionelt, omsorgsfuldt og tålmodigt”. I indledningen hedder det, at ”Vejene ind i et alkoholproblem er lige så forskellige og individuelle som vejene ud”, og den formulering beskriver vældig godt, at det kræver en fordomsfri og åben tilgang til personen samt brug af evidensbaserede værktøjer som screening og kommunikation til at styrke det faglige engagement.
Bogen er baseret på den nyeste evidensbaserede viden og best practice på området. En række eksperter fra forskning og praksis bidrager med vinkler på alkoholproblemers opståen og påvirkning af krop og psyke samt behandling.
En gennemgang af baggrunden for alkoholproblemers opståen, den danske alkoholkultur, fordomme og stigma, epidemiologi, familier med alkoholproblemer og socialt udsatte giver samlet et godt indblik i, hvordan vores sundhedsprofessionelle holdning til personer, som drikker for meget, er udviklet, og giver læseren mulighed for refleksion over egne holdninger. Kapitlerne om neurofysiologi og psykiatrisk og fysiologisk komorbiditet er informative og bidrager til en mere nuanceret forståelse af problemkomplekser bag stort alkoholforbrug.
Bogen giver en opdateret oversigt over medicinsk og samtalebaseret alkoholbehandling, hvor der især lægges vægt på den anerkendende og motiverende tilgang. Netop disse kapitler giver gode eksempler på, hvordan man som sundhedspersonale helt konkret kan italesætte en fornemmelse af stort alkoholforbrug hos patienten. De hyppigst anvendte screeningtests for afhængighed og risikoforbrug af alkohol – CAGE, CAGE-C og AUDIT – præsenteres og diskuteres. Der gives eksempler på, hvordan en samtale om alkoholvaner kan forløbe med indledende og opfølgende spørgsmål på en undersøgende og ikke-konfronterende måde, så patienten føler sig imødekommet frem for anklaget.
Bogen er velskrevet og oplysende. Den lægger op til refleksion over egen holdning til forbrug af alkohol og over det professionelle ansvar i mødet med en person med alkoholproblemer samt opgaver i forhold til tværfaglige og tværsektorielle samarbejdspartnere.