Dilemma: Den tyste kaffepause

Eline er sygeplejestuderende på en kirurgisk afdeling på et sygehus i hovedstadsområdet. Hun er i gang med modul 10 og har glædet sig meget til at komme i praktik. Hendes kliniske vejleder tager imod, da hun møder kl. 8. Hun præsenterer sig og viser rundt, og Eline tænker, at det starter lovende.

”Vi lægger vægt på videndeling, dialog og refleksion her i afdelingen,” siger Kristine, ”og derfor forsøger vi at skabe et miljø, hvor der er højt til loftet og plads til både humor, faglige diskussioner og innovative tiltag, ikke mindst fra jer studerende,” siger hun og blinker til Eline.

”Vores refleksive rum opstår ofte spontant, og alle tager ejerskab, når vi vender og drejer en situation. Vi har en fordomsfri tilgang til utilsigtede hændelser og gør, hvad vi kan for at lære af dem. Vi har supervision en gang om måneden, og den skal du naturligvis også have mulighed for at deltage i,” fortsætter Kristine.

Klokken ni er der fælles kaffepause. Da Kristine og Eline træder ind i kaffestuen, sidder otte medlemmer af personalegruppen rundt om bordet, hvor der står en sort og en hvid termokande. Der er tyst som i en kirke. Ingen ser op, siger hej eller præsenterer sig.
Alle er optaget af deres mobiltelefon. De tjekker mails, sms’er m.m. og besvarer dem. Der går fem minutter. ”Undskyld, jeg skulle lige skrive til min søns klasselærer, jeg hedder Mette,” siger en af de hvidklædte og giver Eline hånden.

• Hvad tænker I om det faglige miljø på den kirurgiske afdeling?
• Hvordan skal Eline navigere på en arbejdsplads, som umiddelbart ikke virker parat til dialog og videndeling?
• Hvor ligger ansvaret for stemningen rundt om kaffebordet?
• Hvem skal handle på det, Eline oplever? Skal hun selv træde i karakter?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.

Svar 1. Af Edel Kirketerp Nørskov, oversygeplejerske, MEVO master i etik og værdier i organisationer, Børneafdelingen, Sygehus Lillebælt, Kolding, medlem af Sygeplejeetisk Råd, www.dsr.dk/ser

Elines første time på det nye praktiksted forløber fint, hun er ventet, bydes velkommen og bliver vist rundt i afdelingen. Hendes vejleder giver et godt indtryk af afdelingens læringsmiljø, og hendes fine ord om de gode hensigter kommer virkelig til eksamen en time efter i kaffestuen.

Det er åbenbart ikke hos alle, at den fine vision om læringsmiljøet er internaliseret, da man udviser disrespekt ved ikke så meget som at kigge op eller bemærke, at der er kommet en ny person ind i afdelingen. Det kan undre, at vejlederen ikke markerer sig og præsenterer den studerende for de andre. Man kan ikke forvente, at Eline tager sagen i egen hånd og forlanger læring, hvorimod dette forventes af praktikvejlederen, som sammen med sygeplejelederen i afdelingen skal skabe en kultur, hvor almindelig høflighed over for kolleger og nye medarbejdere skal være en naturlig ting. Man tænker, mon der virkelig er så højt til loftet, udpræget spontan refleksion, humor og et innovativt miljø?

Vender man sagen, udviser vejlederen jo også disrespekt for sine kolleger, som i deres kaffepause skal have mulighed for et privat opkald og for at koble af fra deres opgaver. Dog skal man til stadighed være professionel og udvise ordentlighed.


Svar 2. Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, funktionsleder ved Tværfagligt Smertecenter, og formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital

Nej, Eline skal ikke selv træde i karakter, da det vil skabe et dårligt udgangspunkt for hendes læringssituation. Hun kan eventuelt senere tage det op i supervisionsgruppen, da det er et rum, der er beregnet til refleksion. I det kollegiale, nærhedsetiske perspektiv kan man sige, at personalet ikke stiller sig åbent an over for den svage part, hvilket er den studerende. Med den definition kan man betegne personalets adfærd som uetisk.

Men i en anden etisk vinkel, hvor man tager afsæt i definitionen af etisk adfærd, som er at følge skik og sædvane, kan personalets adfærd ikke kun betegnes som uetisk, da det er blevet en del af den moderne kultur at tjekke sin mobiltelefon regelmæssigt. Man kan mene, at det ikke hører hjemme på en arbejdsplads at tjekke privatlivet konstant, da det fjerner energi fra det egentlige fokus. Det vil være et etisk signal fra ledelsen, at man ikke ønsker denne adfærd, og at det kun er i særlige tilfælde, at man skal have sin mobil på sig i arbejdstiden.