Studerende i praksis: Vietnam er venlighed - og dårlig håndhygiejne

”En rejse er det eneste, man kan købe, som man bliver rigere af,” siges det. Så sandt. Turen gik til Vietnam til to en halv måneds praktikophold som sygeplejestuderende på modul 6, hvor jeg ville tilegne mig forståelse for, hvordan sygplejerskens rolle er i et land, hvor kulturen er forskellig fra den danske. Jeg kan i dag fortælle, at jeg aldrig i mit liv har været så rig, for trods manglen på koordination, uvidenhed og fortvivlelse er Vietnam et land, man vokser i.

Mit praktikophold fandt sted på børneafdelingen på Bach Mai Hospital i Hanoi, og her var hygiejnen ikke just i højsædet. På intet tidspunkt blev der sprittet af eller vasket hænder, og sygeplejerskerne brugte gerne den samme blandingsvæske til flere forskellige medicintyper og til flere patienter. Sygeplejerskernes hår hang ofte løst, og det var meget udbredt at bære smykker såsom ringe, ure, armbånd, store øreringe og halskæder.

På børneafdelingen lå der oftest op til fire patienter i en seng, men hvis man havde velhavende forældre, kunne man godt få en seng for sig selv. Alt dette gav mig et indblik i sortbørshandlen og korruptionen i det vietnamesiske sundhedssystem. Patientens pårørende havde selv ansvaret for at skrive de basale værdier op i en notesbog og fik bare stukket den medicin i hånden af sygeplejersken, som deres barn nu engang skulle have. Det virkede ikke, som om begrebet omsorg eksisterede. Det var noget af et chok for mig, da jeg vægter omsorg og respekten for det enkelte menneske højt.

Sygeplejerskerne på afdelingen talte ikke engelsk, og man var heldig, hvis man mødte en, som kunne forstå nogle få ord. Som observatør med sproget som barriere kan man alligevel godt opfatte mange sammenhænge via kropssprog, tonefald m.m.
Det har ikke været en dans på roser, men samtidig har de svære tider også været dem, der har været mest lærerige. Jeg er imponeret over vietnamesernes tro, åbenhjertighed, gæstfrihed og den taknemmelighed, de viser for selv de mindste ting. Det har fået mig til at sætte mit eget privilegerede liv i perspektiv og værdsætte det.

Emina Mahmuljin er ansat i PCK, Psykiatrisk Akutmodtagelse C52.2 på Bispebjerg Hospital.