Tidspressede sygeplejersker kommer i etisk klemme

Får jeg tilset flest mulige patienter, eller tager jeg mig tid til at finde ud af, hvilke ressourcer og præferencer patienten har til sin egen behandling?

Det er et af de paradokser, sygeplejersker står overfor, når de skal få patientinddragelse og tidspres til at gå op i en højere enhed, siger idéhistoriker og sygeplejerske Anne Marie Enderlein.

"Rent etisk giver det et dilemma mellem pligten til at imødekomme den enkeltes behov og den nytteetiske tankegang, hvor det handler om at få flest mulige patienter igennem systemet på kortest mulig tid,” siger Anne Marie Enderlein, som er næstformand i klinisk etisk komité i Psykatrien i Region Syddanmark og underviser i praktisk etik ved Syddansk Universitet.

“Hvis man er meget presset på tid og venteværelset er fyldt af patienter, så kommer nytteetikken nemt til at styre,” uddyber Anne Marie Enderlein og tilføjer:

“For det kræver jo tid at lytte og spørge til patienten, give den påkrævede information og oplyse om behandlingsmuligheder, så vedkommende føler sig inddraget.”
 

For lidt tid til at inddrage

Den samme oplevelse deler de danske sygeplejersker, viser flere undersøgelser. I foråret udkom rapporten ”Borgernes Sundhedsvæsen – Frontpersonalets perspektiv” fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA.

 Den viser, at der er en udpræget bekymring blandt sygeplejersker for, hvordan de skal møde patienterne, sætte dem i centrum og inddrage dem med den tid, der er til rådighed på afdelingerne.

“De interviewede sygeplejersker oplever, at de har for lidt tid til inddragelse. De savner en klar udmelding om, hvad de skal bruge deres tid på, og hvad de ikke skal bruge tid på, når inddragelse er en prioritet,” forklarer antropolog og specialist inden for brugerinddragelse i sundhedsvæsenet, Grete Brorholm, der står bag undersøgelsen og i den forbindelse har interviewet 31 sundhedsprofessionelle, heriblandt sygeplejersker.

“De bliver usikre på, om man virkelig prioriterer brugerinddragelse, fordi de har en oplevelse af, at det ikke entydigt bliver belønnet og anerkendt, når de rent faktisk bruger tid på at sætte patienten i centrum,” fortsætter Grete Brorholm.
 

Personale savner samtalerum

At tid er en af de væsentligste faktorer for sygeplejersker, når det kommer til at imødekomme efterspørgslen på mere patientinddragelse, bekræfter en undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd fra 2014. Den viser, at kun knap hver femte sygeplejerske oplever, at der i høj grad er tilstrækkelig tid til at understøtte inddragelsen af patienter.

Samme undersøgelse viser også, at sygeplejersker efterspørger fysiske rammer, der understøtter patientinddragelse. Især rum til private og uforstyrrede samtaler fremhæver sygeplejerskerne som en nødvendighed, der mangler på afdelingerne.

TV2 kunne for nylig i dokumentarprogrammet “Patienten, der fik nok” vise, hvordan patienter har fortrolige samtaler på gangene eller andre steder, hvor samtalen ikke foregik under fire øjne. I den forbindelse udtalte formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen, at patientkonsultationer på gangene er et tegn på, at flere sygeplejersker er presset på at nå at gennemføre så mange undersøgelser som muligt.
 

Brud på både fortrolighed og tillid

Konsultationerne på gangen er ifølge sundhedsjurist Kent Kristensen et brud på sundhedslovens regler omkring tavshedspligt og fortrolighed, bekendtgørelsen omkring samtykke og videregivelse, samt autorisationsloven.

Men én ting er, at det er i strid med reglerne. I idéhistoriker Anne Marie Enderleins øjne kan sygeplejersker ikke inddrage patienten på optimal vis og tage de nødvendige individuelle hensyn, hvis ventesalene er overfyldte, patienterne ligger på gangene, og der ikke findes et rum indrettet til fortrolige samtaler.

“Det er ikke kun patientens fortrolighed, der bliver brudt, når man har samtaler på gangen, men også tilliden mellem patienter og sundhedspersonale,” forklarer Anne Marie Enderlein, der mener, at tillidsbegrebet er mere aktuelt end nogensinde før.

”Det er det, fordi patienterne ofte har flere valgmuligheder og har adgang til uendelige informationsmængder. Det kræver tillid til, at den sygeplejerske, der er til stede, varetager patientens tarv på bedste vis, også selvom patienten er kritisk i forhold til det, systemet anbefaler.”   

Tidlig grundighed og små tiltag

Hos KORA råder Grete Brorholt sygeplejerskerne til at afprøve forskellige evidensbaserede metoder til patientinddragelse og til at systematisere arbejdsgangene, så snart de kan se, at det virker lokalt.

"Nogle gange må man gå i gang i det små, selvom der ikke er tid. For det er en investering på længere sigt,” siger hun og forklarer, at f.eks. en grundig samtale i starten af et forløb ofte kan spare tid senere i behandlingsforløbet. Hun fortæller, at selv umiddelbart små tiltag kan gøre en forskel, såsom at indføre en tydeligere skiltning for at nedsætte antallet af afbrydelser.

Ifølge Anne Marie Enderlein er det altid en individuel faglig vurdering, hvordan man bedst inddrager patienten. Hun understreger, at sygeplejersker skal stræbe efter at handle så etisk ansvarligt som muligt under de givne rammer – også selvom rammerne ikke er optimale.

“Det mindste, man kan gøre, er at informere patienten om, at det er de rammer, man har her og nu.  Man må vise, at man forstår, at det ikke er optimalt, og på den måde inddrage patienten i vilkårene,” siger hun og slår fast:

“Lige meget, hvordan vores rammevilkår er, så kan det aldrig være en undskyldning for at tilsidesætte de etiske principper om at behandle patienterne med værdighed og respekt.”

Dette tema består af følgende artikler

• Etikken på prøve (indledning)
• Tidspressede sygeplejersker kommer i etisk klemme
• Når patienten siger nej er dialog den eneste løsning
• Paradoks: Inddragelse kan øge ulighed i sundheden

Illustration: Lars Bo Petersen og Mathias Nygaard Justesen