Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Boganmeldelser

Sygeplejersken 2015 nr. 13, s. 34-36

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

2015-13-forskning_anmeldelseGodt initiativ, men snævert fokus

Bibi Hølge-Hazelton & Thora Grothe Thomsen (red.)
Forsknings- og udviklingskultur
– fra projekt til publikation
Region Sjælland 2015
125 sider – kan downloades gratis som e-bog på www.regionsjaelland.dk/forskning


Af: Vibeke Lorentzen, forskningslektor, ph.d.,  Center for Sygeplejeforskning – Viborg

I 2014 udkom publikationen ”Forsknings- og udviklingskultur i klinisk praksis”, hvor læseren kunne få indsigt i de erfaringer, man gennem de sidste fire år havde fået med at udvikle en forsknings- og udviklingskultur inden for sygeplejen og de øvrige mellemlange videregående professioner i Region Sjælland. Det var virkelig interessant læsning, og derfor var mine forventninger store, da jeg sad med dette års udgave, der har fået titlen ”Forsknings- og udviklingskultur – fra projekt til publikation”.

I udgaven fra 2014 handlede et af kapitlerne om, hvorledes Thora G. Thomsen og Bibi Hølge-Hazelton udviklede et artikelskrivningskursus. Man ønskede at få ”projekter op af skuffen”, hvorfor dette skriveforløb blev målrettet deltagere, der havde gennemført et udviklings- eller forskningsprojekt, men ikke publiceret det. Samtidig gjorde de skrivekurserne, der blev afholdt og udviklet over tre forløb i perioden 2011-2015, til genstand for forskning.

Kapitel 1 i dette års publikation består af den artikel om udviklingen af omtalte skriveforløb, som blev publiceret i Vård i Norden i 2014. De resterende 10 kapitler udgøres af 10 publicerede artikler, som alle er et produkt af dette skriveforløb. Det er imponerende og en fin opsamling på det flotte arbejde, man har lavet i Region Sjælland.

Jeg sidder dog tilbage med en opfattelse af, at publikationens emne i år fremstilles for snævert. Når forventningen bl.a. er at læse om processer og udfordringer ved at udvikle en forsknings- og udviklingskultur, som første publikation til fulde opfyldte, har man som læser høje forventninger, som desværre ikke opfyldes.

De fleste kapitler eller artikler var jo læst på forhånd, f.eks. havde syv af de 10 artikler allerede været publiceret i SYGEPLEJERSKEN. Ud over disse produkt-kapitler kunne det have været fantastisk med et par proces-kapitler om f.eks. udfordringer ved at rekruttere og ikke mindst fastholde deltagere i et skriveforløb, inddragelse af det kliniske felt osv. Det ville have givet publikationen mere tyngde og større værdi for læseren. At det er et godt initiativ, kommer man dog ikke udenom.

 

2015-13-anmeldelse-mentaliseringskompetence
Til glæde for os praktikere

Maja Nørgård Jacobsen & Michael Adam Guul (red.)
Mentaliseringskompetence – i professionel
praksis med børn, unge og familier
Frydenlund 2015
253 sider – 299 kr.


Af Hanne Lindhardt, MSA, sundhedsplejerske i Furesø Kommune.

”Mentaliseringskompetence” er skrevet med det formål at give læseren et indblik i, hvordan man kan arbejde mentaliseringsbaseret med udsatte børn, unge og deres forældre.

Målgruppen er professionelle praktikere. Mentalisering er at have sind på sinde, både sit eget og den andens sind. Det er at kunne se sig selv udefra og den anden indefra og at kunne forstå sin egen og andres adfærd som meningsfuld ud fra mentale tilstande. For at kunne arbejde mentaliseret fordrer det, at man har mentaliseringskompetence. Mentaliseringskompetence er den professionelles kompetence til at mentalisere i en professionel praksis. Det vedrører den professionelles faglighed og fagpersonlighed.

Bogen er inddelt i fire dele. Første og anden del er en teoretisk indføring i den mentaliseringsbaserede tilgang, tredje og fjerde del er beskrivelser fra praksis om mentaliseringsbaserede indsatser.

Forfatterne har alle erfaring fra arbejde med udsatte børn, unge og deres familier. Som fagbog er den i top. Indholdsfortegnelsen er detaljeret, sproget er lettilgængeligt, indledningsvis giver hvert kapitel et kort rids af indholdet og afsluttes med et kort resumé. Hvert kapitel har sin egen grundige litteraturliste. Redaktørerne har gjort sig umage og sat en bog sammen til glæde for os praktikere, som gerne vil have indføring i begreberne mentalisering og mentaliseringskompetence.

 

2015-13-anmeldelse-naar-de-aeldre-bliver-gamleLet pludrende prosa om dette og hint

Birgitte Rask Sønderborg
Merete Rømer Engel
Når de ældre bliver gamle
Håndbog for pårørende
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2015
235 sider – 249,95 kr.

 

Af Marianne Mahler, Dr.PH, sygeplejefaglig konsulent.

Hvor er det godt, at der skrives til pårørende, som ofte kan være overladt til sig selv i mødet med nye verdener (sundheds- og socialvæsenerne). De pårørende kan også være i en ny rolle som advokat, samtidig med at der sker forandringer i ens eget liv som ægtefælle/datter/søn/barnebarn/ven.

Forfatterne til denne håndbog er journalister, som har skrevet en letlæselig indføring i at påtage sig rollen/rollerne som pårørende. Målgruppen er naturligvis pårørende og fagfolk i den udstrækning, vi er pårørende eller ønsker at anbefale læsning til pårørende.

Forfatterne har researchet blandt ældre, pårørende, fagfolk og specialister. De har også læst litteratur. De henviser til geriatri- og gerontologilærebøger, der er rimeligt gamle i betragtning af, at der er kommet ny udenlandsk litteratur om pårørendes vilkår og roller. De lærebøger, som forfatterne har valgt at bruge som inspiration, bliver brugt til at fremstille et noget stereotypt billede af, hvad det vil sige at blive gammel. En ufordøjet deterministisk forfaldstankegang lurer lige om hjørnet. Der skimtes en populær tidstypisk motions- og sygdomsoptaget fremstilling af at blive gammel. Selvom forfatterne lægger vægt på den gamle kvindes/mands selvbestemmelse, så er det de pårørende, der beskrives som agenter.

Der forekommer mange generaliseringer. Med de forskelle, der er bandt gamle kvinder/mænd, i familiemønstre, familiekulturer, mellem land/by og ønsker til livets sidste tid, skulle forfatterne nok have valgt at præsentere et udvalg af muligheder og henvisninger i stedet for let pludrende prosa om dette og hint som f.eks. demens, alkohol og palliation.

Hvor forfatterne har samlet data om hjemmepleje, er ikke gennemskueligt. Det kan være, det er genkendeligt for nogle, men ikke for anmelderen. Nuvel, det er ikke en bog for fagfolk, men det er en bog, hvis hensigt var at hjælpe til overblik og støtte i den ofte vanskelige situation som pårørende.  

 

2015-13-anmeldelse-aktiv-doedshjaelpSelv et sygeplejehjerte rammes

 
Ole Johannes Hartling
Aktiv dødshjælp
Kan vi mere, end vi kan magte?
Gyldendal 2015
160 sider – 249,95 kr.


Af Rita Nielsen, forfatter, underviser og sygeplejerske.
 

Forfatteren af denne bog er imod eutanasi, og samtidig tilslutter han sig de gængse argumenter for eutanasi, nemlig at man skal undgå ubærlig lidelse og respektere selvbestemmelsesretten. Men han breder i bogen argumenterne ud for på denne måde at rokke ved det moderne menneskes opfattelse af aktiv dødshjælp som en farbar løsning. Og det lykkes rigtig godt. Hartling argumenterer og reflekterer på en klog og forståelig måde, samtidig med at han inddrager personlige fortællinger fra dødens grænseland, så selv et sygeplejehjerte rammes.

Et af argumenterne for eutanasi er at undgå eller fjerne lidelsen. Hartling gennemhuller det argument ved at sige, at eutanasi ikke er at fjerne lidelsen fra en patient, men det er at fjerne patienten. Argumentationen omkring autonomi skyder han ned på flere måder. For det første mener han, at patientens valg ikke kun er patientens valg, idet der altid skal en vurdering til fra lægens side af, hvorvidt patientens livsværdi skønnes tilstrækkeligt lav. For det andet kan alvorlige beslutninger ikke tages adskilt fra vore relationer. For det tredje afskærer man sig fra alle andre valg ved at vælge eutanasi ”i respekt for din selvbestemmelse fjerner vi dig, så er det er slut med din selvbestemmelse”.

Hartling skriver også om glidebaneeffekten. Man vil noget godt med eutanasi, nemlig bekæmpe lidelsen, men det kan være svært at sætte grænser for godheden. For det er også synd for den psykisk syge, den demente, det handicappede barn og den ensomme gamle, der har lidt mange funktionstab og mistet livsmodet. Ikke at sætte grænser for godheden kan føre til et brutaliseret menneskesyn. Forfatteren påviser, at denne glidebaneeffekt allerede er ved at indtræde i Holland og Belgien.

Hartling er læge, har været formand for Etisk Råd og har mødt spørgsmålet om eutanasi personligt. Og så er han en klog mand, der kan gøre vanskelige spørgsmål forståelige. Vi rækkes i denne bog en hjælpende hånd til at blive klogere på spørgsmålene om eutanasi og dermed også om etik i de vanskelige spørgsmål omkring lidelse og død. En yderst relevant bog for sygeplejersker. 

 

Kort nyt om bøger

Jacob Riewe
Drømmehulen
Alfa 2015
28 sider – 200 kr.

En lille dreng står med sin mor og far ved sin døende storebrors hospitalsseng. Den lille dreng kan ikke holde sorgen og smerten ud, så han kryber ind under sengen, hvor han får selskab af sin storebror, som indgyder håb og forklarer, hvordan de to kan mødes i fremtiden i drømme. Så dør storebror, og den lille dreng glæder sig til at drømme om ham.

Illustratoren Otto Dickmeiss skildrer det hele med humor og fantasi, som små børn kan tale ud fra. Lægen er f.eks. en bjørnelæge, der brummer og har mange rynker, sygeplejersken en stork med lange ben og en tynd hage. Storken følger efter bjørnelægen ud af værelset. Bjørnelægen klapper den lille dreng på hovedet, når han kommer, men ikke når han går.

 

Line Thoft Carlsen
Min far spiller fodbold i himlen
OmSorg Kræftens Bekæmpelse 2015
60 sider – Hospitalsafdelinger, der møder børnefamilier berørt af kræft, kan bestille bogen gratis til uddeling til familierne ved at sende en mail til Andrea Nedergaard Jensen: anj@cancer.dk

Morten, Signe og Laurits har en fodboldtosset far, som bliver meget syg og skal dø. Signe er bogens fortæller, og hun beretter om familien fra det tidspunkt, faderen begynder at tabe sig, bliver vældig træt, får sin diagnose, sin kemo og ikke kan blive rask, til han dør fredeligt på hospice.

I bogen gør familien alting rigtigt, man skjuler ikke noget for børnene, man græder, når der er brug for det, involverer børnene, vennerne, skolen og skolekammeraterne. Fodbolden bliver symbol på savn, håb og liv og binder familien sammen under sygdommen og efter faderens død. Signe henter efterfølgende støtte i en sorggruppe på sin skole, hvilket giver hende forståelse for egne reaktioner og endda åbenhed overfor, at moderen en dag vil få en ny kæreste.

Illustrationerne er kantede og rå og ofte suppleret med fotografier, der viser lidt dagligstue, en flig af hospice og et hjørne af graven.
 

Kristina Aamand
På Tværs
Kunsten at overleve en pakistansk svigermor
Gyldendal 2015
200 sider – 249,95 kr.

Forfatteren er sygeplejerske og socialrådgiver, halvt araber og et eksotisk svar på Lotte Heise. Bramfri, grænseoverskridende, stærk og morsom. Hun fortæller i bogen, hvordan hun har oplevet at blive gift ind i en pakistansk familie med en svært dominerende og dobbeltmoralsk svigermor, få fem børn og blive skilt og gift igen.

Forfatteren er en del af Khader-klanen, hvorfra vi nok kender en anden repræsentant, og hun lægger ikke fingrene imellem, når hun beskriver kvindesynet, fuskeriet og familiemiddage under opsyn, fordi en af deltagerne er på udgang. Det går over stok og sten. En hektisk og ærlig beskrivelse af kultursammenstød og forsøget på at overkomme dem.

Nysgerrige sygeplejersker, som møder kvinder af anden etnisk herkomst end dansk på jobbet, kan have nytte og morskab ud af at læse bogen.

(jb)