Dilemma: Mor med mobil

Ellen er en omhyggelig fødselslæge, og når hun scanner de gravide, synes hun, det er hyggeligt at vise dem barnets hjerte, fortælle, at barnet hikker, og afsløre barnets køn – hvis forældrene ønsker at kende det. Arbejdet er normalt meget positivt og givende, mener hun.

Denne torsdag morgen oplever hun for første gang at blive rigtig irriteret på en kommende mor. Jeanne er 22 år, venter barn nummer to, og uanset hvad Ellen siger og gør, ligger hun på lejet og sender sms’er og tjekker Facebook.

”Se her,” siger Ellen, ”det er en fin nyre, og det her er rygraden.” Jeanne reagerer ikke, men ser på sin egen skærm.
”Se, barnet sutter på sin tommelfinger,” tilføjer Ellen og peger entusiastisk. Jeanne løfter ikke blikket fra mobilen.

Nu bliver Ellen mere direkte: ”Kan vi aftale, at du lægger den der væk, mens jeg scanner?” siger hun direkte til Jeanne og nikker mod mobilen. Jeanne lægger den modvilligt på rullebordet ved siden af lejet.

Ellen tænker på, hvordan kontakten til Jeannes ældste barn, en lille dreng på to et halvt år, mon er. Bliver han set og hørt derhjemme, eller er mobilen vigtigere?

• Skal Ellen foretage sig yderligere i forhold til Jeannes manglende engagement i sit kommende barn?
• Hvilke muligheder har Ellen i givet fald for at komme i kontakt med Jeanne?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.

Svar 1. Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, funktionsleder ved Tværfagligt Smertecenter, og formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.

Som sundhedsprofessionelle skal vi leve op til borgernes behov for sundhedsfaglig hjælp og i videst muligt omfang også leve op til deres forventninger. Når borgerens forventninger ikke stemmer med det, vi synes er deres faglige behov, får vi det dårligt, og vi oplever et etisk dilemma.

Nogle vil argumentere etisk og fagligt med, at det rette vil være at bryde borgerens forståelsesramme og fortælle, hvilke konsekvenser hendes adfærd kan afstedkomme. Men er der under et ambulatoriebesøg tid og rum til at tage vare på den reaktion, som en konfrontation med stor sandsynlighed vil udløse, og hvorfor skal borgerens adfærd egentlig problematiseres?

Vil systemverdenen ikke med stor sandsynlighed forvolde skade i den gravides selvopfattelse på trods af, at dennes adfærd er normen for mange?

Svar 2. Af Edel Kirketerp, oversygeplejerske, Børneafdelingen Kolding Sygehus, master i etik og værdier i organisationer, MEVO, medlem af Sygeplejeetisk Råd.

Ellen er oprigtigt positivt engageret, når hun scanner de gravide kvinder, og fortæller ivrigt om de fund, hun gør. Hun er klart forundret over, at den unge mor Jeanne ikke deler denne begejstring, men under scanningen i stedet er optaget af at sende sms’er og kigge på Facebook.

I stedet for irritation over Jeannes prioritering af mobiltelefonen, burde Ellen have valgt at stoppe scanningen og medinddragende og omsorgsfuldt have spurgt ind til Jeannes oplevelse af scanningen, og om noget bekymrede hende, hun har jo et lille barn derhjemme. Ellen synes forudindtaget af, at en ung mor ikke virker ansvarlig og interesseret i sin graviditet.

Ellen skal være bevidst om, at hun som fagprofessionel har pligt til at oplyse om scanningsfund, men samtidig skal hun også respektere, at Jeanne har ret til at undlade at involvere sig. Jeannes autonomi går forud for Ellens professionelle begejstring.

Hvis Ellen i sin medinddragelse af Jeanne får mere viden om hendes situation, og om der er behov for hjælp i forhold til graviditet og det lille barn i hjemmet, så kan hun med Jeannes accept tilbyde at videregive oplysninger til jordemoderen. Hvis Jeanne ikke ønsker Ellens involvering, skal dette respekteres.