Fem faglige minutter: Husk at se din sygdom i øjnene

Hendes fugtige hænder hænger lidt fast i det grå papir, som er rullet ud over den sorte plastikbriks. Sygeplejersken er med koncentreret blik og kyndig hånd i gang med at suge overskydende lymfevæske ud af området, hvor hun for mindre end en uge siden stadig havde sit venstre bryst. Det er ikke, fordi det gør vanvittig ondt, men alligevel mærker hun, hvordan både krop og sjæl er spændt som en overstrakt fjeder.

Hun har gjort sig pæn. Det plejer hun, og hverken sygdom, operation eller overskydende lymfevæske skal lave om på det. Tværtimod. Lysten til farver, mønstre og det at gøre noget ud af sig selv er næsten blevet et terapeutisk værn mod beskidte patientstuer, et grimt ar og tabt kropsidentitet – hendes måde at bevare sig selv på i en verden, der på så uendeligt mange måder ligger langt fra det hverdagsliv, hun normalt lever. Et hverdagsliv, der inden længe skal suppleres af brystproteser, parykker og kemoterapi.

Hun ved godt, at hun er ramt, og at der er så meget, hun endnu skal klare. At det, der venter, ikke bare er noget, der kan overdøves af pænt tøj, læbestift, stearinlys og smukke blomster. Alligevel forbeholder hun sig ret til at holde fast i at klare det her på sin egen måde og værne om det, der er vigtigt for hende. Det hele behøver ikke at være farveløst, trist og grimt, bare fordi det handler om en så alvorlig sygdom som kræft.

Hun smugkigger på sygeplejersken, som vel er ca. 15 år yngre end hende selv og med al tydelighed forsøger at balancere både hygiejniske og menneskelige hensyn, mens hun gør, hvad der skal gøres. Hendes hår er lidt fedtet, hendes fingernegle har forskellig længde, og på området lige under den nederste knap i uniformens overdel har hun spildt en lille smule kaffe. Hun er venlig og virker dygtig, men er med al tydelighed ikke et menneske, for hvem æstetikken spiller nogen særlig rolle.

Da væsken er suget ud, kan hun hurtigt mærke, hvordan vævets spændthed begynder at sive ud af hendes krop og forplanter sig som en lettelse, der giver fornyet mod og styrke. Hun rækker ud efter sin skjorte og tager derefter det smukke nye tørklæde på.

”Det lettede godt nok at få det tappet ud,” siger hun henvendt til sygeplejersken.

”Nu kan jeg igen lave de øvelser, som fysioterapeuten anbefalede.”

”Det er godt, du husker øvelserne, de er vigtige.” Sygeplejersken smiler anerkendende.

Motiveret af den fornyede styrke får hun mod på at dele nogle tanker med sygeplejersken. ”Se,” siger hun og rækker det lille hæfte, der beskriver øvelserne fra fysioterapeuten, frem mod sygeplejersken.

”Jeg har hørt, at de sygeplejestuderende skal arbejde med innovation og nye løsninger, og jeg tænkte faktisk, at der måske var nogen, der kunne arbejde med udseendet på de pjecer, som I deler ud til os patienter.”

Hun smiler forventningsfuldt til sygeplejersken, som tøvende rækker ud efter det lille hæfte, der er bundet ind i lyseblåt papir med hvide prikker. Undersøgende og næsten undrende vender og drejer sygeplejersken det lille hæfte.

”Har du bundet pjecen ind?”

”Ja, jeg syntes, forsiden så så trist og sygdomsagtig ud, og den mindede mig alt for meget om sygehuset, når den lå hjemme i vores soveværelse.”

Mens hun siger det, kan hun allerede mærke, at det måske var en rigtig dårlig idé at dele den tanke med sygeplejersken, som nu kigger på hende med et blik, der ikke er blevet mindre forvirret. På en sær måde sidder hun nu der og føler sig lidt skyldig og forkert. Som om hun ikke passer ned i den form, sygeplejersken gerne vil have, at hun passer ned i. At hun ikke er ked af det på den rigtige måde. Som om hun har tabt fokus for det væsentlige og fejlagtigt sidder dér og fabler om farver og papir med prikker.

Sygeplejersken lægger hånden på hendes arm og hovedet lidt på skrå. Da de to har skabt øjenkontakt, siger hun andægtigt i et alvorligt, næsten medlidende tonefald: ”Det er meget vigtigt, at du giver dig selv lov til at se din sygdom i øjnene.”

Hun smiler flygtigt. Stemningen er blevet akavet, og hun skynder sig at pakke det prikkede hæfte ned i tasken igen, mens de kort aftaler, hvad hun skal gøre, hvis lymfevæsken igen bliver et problem.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.