Forvaltningsmæssigt pres på den gode sygepleje

Sygeplejeprofessionen er under pres bl.a. pga. af udviklingen mod central styring. Det beskrives i litteraturen (1) og i en KORA-rapport udgivet i foråret (2), og det opleves i praksis.

Retningslinjer bl.a. fra Den Danske Kvalitetsmodel og Patientsikkert Sygehus fylder meget i hverdagen, og sygeplejerskers mulighed for at foretage en faglig vurdering af, om det er relevant at følge retningslinjerne i mødet med den enkelte patient, er begrænset.

Jeg har hørt sygeplejersker komme med udtalelser som f.eks.: ”Det er, som om vi er blevet nikkedukker,” og ”der er mere fokus på, om krydserne er sat de rigtige steder end på reel kvalitet.” Professionsforsker Katrin Hjorth beskriver, hvordan professionelle oplever, at faglig viden underkendes, råderum indskrænkes, og muligheden for at udøve det, som f.eks. opfattes som god sygepleje, vanskeliggøres (3).

I en opgave på kandidatstudiet i sygepleje har jeg arbejdet med emnet, og formålet med opgaven var at få større indsigt i samfundsudviklingens betydning og konsekvenser for det at være professionel sygeplejerske.

Undersøgelsesspørgsmålet var: Hvilken betydning har udviklingen mod en konkurrencestat for sygeplejeprofessionen, og hvordan kan sygeplejersker som professionelle byde ind med deres faglighed i nutidens sundhedsvæsen?

Undersøgelsesmetoden var et litteraturstudie med indholdsanalyse af bogen ”Konkurrencestaten” (4) og af bogen ”Professionaliseringen i den offentlige sektor” (3). Jeg fandt frem til, at central styring i konkurrencestaten er blevet så omfangsrig og kompleks, at den er svær at reducere igen, og det kan indskrænke de professionelles råderum i forhold til at træffe selvstændige beslutninger.

Kommunikative evner er vigtigere end nogensinde før, da de skal anvendes til at gå i dialog med brugere, politikere, forvaltere, medier mv. med henblik på at forhandle om, hvad god kvalitet i arbejdet er. De professionelle skal argumentere med respekt for de politisk satte rammer. At være professionel har flyttet sig fra at have en særlig viden, kunnen og vilje til også at kunne anvende den særlige viden, kunnen og vilje til at forhandle og argumentere med.

Det er væsentligt, at de sygeplejersker, som sidder med ved forhandlingsbordet, har tæt kontakt til praksis og ved, hvad der opleves som meningsfuldt i mødet med brugerne af sundhedsvæsenet.

Katrin Hjort beskriver, hvordan det ser ud til, at der er sket en adskillelse mellem det praktiske arbejde og arbejdet med at organisere og evaluere arbejdet. Dette medfører, at autonomien bliver reduceret for de medarbejdere, der er i direkte kontakt med borgerne og i stedet bliver placeret hos intellektuelle medarbejdere, som hun kalder ”videns-relations-medarbejdere.”

Det er afgørende for faget, om videns-relations-medarbejderne kan fastholde en vis professionel autonomi, og at de primært argumenterer med faglige og brugerorienterede argumenter fremfor med argumenter, der har afsæt i forvaltningsmæssige eller økonomiske hensyn.
 

Litteratur

1. Hjort K. Professionaliseringen i den offentlige sektor. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag; 2005.
2. Holm-Petersen C, Wadmann S, Andersen NBV. Styringsreview på hospitalsområdet – Forslag til procedure- og regelforenkling. KORA 2015; Available at: www.kora.dk. Besøgt maj 2015.
3. Hjort K. Demokratiseringen af den offentlige sektor. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag; 2008.
4. Pedersen OK. Konkurrencestaten. København: Hans Reitzels Forlag; 2011.

Opgaven kan rekvireres på mail: inggry@rm.dk