Sygeplejersken
Implementering af driftsmålstyring i klinisk praksis
På Anæstesiologisk afdeling, Herlev Hospital, er driftsmålstyring implementeret på få måneder, og resultatet er stort fremmøde og engagement ved tavlemøderne og øget fokus på klinisk kvalitet.
Sygeplejersken 2015 nr. 13, s. 69
Af:
Lulu Torm Wilenius, ledende oversygeplejerske, RN, DL, MPO
Kan vi fokusere og måle os til bedre resultater i anæstesiologisk afdeling?
Driftsmålstyring er en del af Region Hovedstadens strategikort som et middel til at omsætte de politiske målsætninger til lokale målbare indikatorer.
Målet med strategien er at skabe tydelig sammenhæng imellem vision, mission, politiske målsætninger og regional og lokal driftsledelse. I vores afdeling med 470 medarbejdere fordelt på fem store enheder, hvor alle arbejder med forbedringer, og forandringer er en del af hverdagen, ville der være et stykke vej inden top-down og bottom-up kunne mødes. Derfor fokuserede vi ekstra meget på en solid og stram implementeringsplan.
Driftsmålstyring er baseret på indikatorer, som præsenteres ved et ugentligt tavlemøde a 15 minutters varighed. Nogle indikatorer er obligatoriske, f.eks. sygefravær på afdelingsniveau, andre områder er valgt til, f.eks. antal dage siden tryksår for intensive patienter.
Tavlemødet er et fælles møde i afsnittet, hvor ledere og medarbejdere arbejder sammen om driftsmålepunkterne med opgaver mellem møderne og tilbagemelding med data ved mødet.
Planlægningen måtte rumme både ind- blik og overblik, for at tavlemøderne kunne blive en gevinst for ledere og medarbejdere, det var et af vores vigtigste mål. Vi forventede, at det tværfaglige samarbejde om driftsmål og indikatorer ville være med til at fremme, at beslutninger kunne træffes hurtigere og mere sikkert, fordi de ville være baseret på aktuelt indsamlede data, som var tilgængelige for alle tavlemødedeltagere på samme tidspunkt.
Vi er en afdeling med mange store afsnit, der arbejder med højt flow på forskellige tidspunkter, hvorfor der skulle være mulighed for at planlægge tavlemøderne, så de kunne passes ind lokalt.
Ledelse af forandring kræver et stort ledelsesfokus (1), og derfor valgte vi selv at indlede processen med tavlemøder på afdelingsniveau for hele ledelsesteamet. På den måde sikrede vi, at områdelederne fik erfaring med driftsmålstyring og tavlemøder.
Til opstart i afsnittene tilrettelagde vi en stramt styret proces på fire uger. Vi, afdelingsledelsen og kvalitetskoordinatoren beskrev ramme og opstartsfase og planlagde møderækken. Alle områdeledere blev booket til fire ugentlige møder inden for en måned. Dagsorden til møderne var udarbejdet, mødet varede 30 minutter, og det fjerde møde var en prøve på et tavlemøde. Der var stort fokus på at få fremdrift i processen og samtidig blive klar på den nye opgave og rolle.
I perioden op til de fire uger holdt vi 15 minutters tavlemøder i ledelsesteamet for at påbegynde implementeringen. Vi havde gennemgået modellen for opstarten, introduceret til arbejdet med seriediagrammer, tavleførerrollen og opgaverne. Seriediagrammer er metoden i driftsmålstyring til at vise udvikling over tid.
Processen blev afviklet i juni, og det var fastlagt, at tavlemøderne ville starte i august i alle afsnit, og at områdelederne var tavleførere.
Alle afsnit er som planlagt i gang med driftsmålstyring. Der er engagement ved alle møderne, og i mange afsnit er der kommet flere driftsmål til allerede. Der er udarbejdet spilleregler for tavlemøderne, en af spillereglerne er f.eks., at løsninger bringes op på mødet.
Vi er stolte over at være kommet i gang med vores meget engagerede ledere og medarbejdere, og vi har store forventninger til det videre arbejde med at højne den faglige kvalitet på en synlig og fokuseret måde til gavn for patienterne.
Litteratur
1. Heinskou T, Visholm S. Psykodynamisk organisationspsykologi. På arbejde under overfladen. 1. udgave, 4. oplag. København: Hans Reitzels Forlag; 2004.