Dilemma: Behandling, mens patienten sover

Hr. Hansen er en ældre mand med Alzheimers demens, som gennem nogle måneder er indlagt på et aflastningscenter. Han er obstiperet og skal behandles med et rektalt afføringsmiddel. På grund af demenssygdommen kan han ikke samtykke til behandlingen.

Den studerende følger med sygeplejersken ind på hr. Hansens stue, og det er den studerende, som skal give behandlingen. Da hun opdager, at det skal gøres, mens hr. Hansen sover, siger hun fra, mens hun tænker, ”der er et eller andet galt med den her situation.”

Sygeplejersken giver hr. Hansen afføringsmidlet i rectum, mens han sover. Han sover tungt og vågner ikke ved behandlingen. Efter godt en halv time rejser han sig og sætter sig med bukserne nede på den nærmeste stol, den sygeplejestuderende guider ham ud på toilettet.

Det er tilsyneladende svært at give hr. Hansen afføringsmidlet, når han er vågen, da han ikke kan samarbejde, er svær at aflede og ofte er udadreagerende og opfarende. Det risikerer således at blive en vanskelig plejesituation, hvor hr. Hansen modarbejder. Formentlig vurderer sygeplejersken, at det er mere skånsomt for ham at få et afføringsmiddel, mens han sover.

• Hvad kan tale for, og hvad kan tale imod at behandle en sovende patient?
• Hvilke andre muligheder er der for at gennemføre behandlingen?

Læs, hvad to sygeplejersker med særlig interesse for etik mener om spørgsmålene.

Svar 1. Af Dorte E.M. Holdgaard, RN, exam.art., SD, MPA, funktionsleder ved Tværfagligt Smertecenter og formand for Lokal Klinisk Etisk Komité ved Aalborg Universitetshospital.

At hr. Hansen ikke kan samtykke til behandlingen, betyder konkret, at han ikke kan give samtykke til en behandling, som andre mennesker almindeligvis ville samtykke til. En dement persons svar er juridisk gældende, medmindre den demente har en værge. Det er kun få demente, der har det.

Indgiften af laksantia per rectum kan således etisk betragtes som et overgreb, men i en anden etisk vinkel kan indgiften forsvares. Det kan den, hvis vi godtager, at det er hensigten med handlingen, der er den afgørende begrundelse.

Sygeplejersken indgiver laksantia uden patientens samtykke for, at hr. Hansen ikke skal opleve sig fastholdt til indgiften eller opleve voldsom obstipation. Det er således omsorgen for medmennesket, der for sygeplejersken er det afgørende argument, og da indgiften ikke forvolder skade, synes den etiske argumentation med stor sandsynlighed at kunne understøtte handlingen.

Svar 2. Af Annette Hegelund, sygeplejerske, SD, stud.cur., projektsygeplejerske ved KOL kompetencecenter Region Sjælland, næstformand i Sygeplejeetisk Råd

Det er generelt uværdigt og en krænkelse af integriteten at behandle en patient, som sover og ikke ved, hvad der sker. Men det er en skånsom måde at udføre sygepleje på, hvor der ikke opstår utryghed og konflikt hos en sårbar patient. Det vigtige er, at sygeplejersken er bevidst om dilemmaet og reflekterer, før hun vælger at give afføringsmidlet, mens hr. Hansen sover.

Sygeplejersken må være opmærksom på den magt, hun anvender, og at hun gør det af hensyn til hr. Hansens integritet.  Det er en balance mellem magt og tillid.

Jeg formoder, at hr. Hansen har været behandlet med orale medikamenter, inden obstipationen blev så massiv. Den forebyggende og opfølgende pleje i forhold til at holde gang i maven har stor betydning for hr. Hansens velvære.
Måske har hr. Hansen nægtet at tage den orale medicin? Er den udadreagerende adfærd en reaktion på ikke at forstå, hvad der sker, eller er det en reaktion på at være obstiperet?

Etikken ligger i tilgangen til hr. Hansen, han må opleve værdighed og bevare sin integritet og tillid til sygeplejersken. Hændelsen bør under alle omstændigheder indberettes som en magtanvendelse.