Fem faglige minutter: #Bæredygtiguddannelse

Jeg er allerede vant til at holde skarpt øje med svaner, blomster og FSC-certificeringer, når jeg som bevidst forbruger forsøger at handle og leve med tanke ikke kun for nuet, men også for fremtiden. Jeg kender til betegnelser som ”bæredygtigt design”, ”bæredygtig energi” og har med tiden lært, at tillægsordet ”bæredygtig” er gangbart i mange forskellige sammenhænge.

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med betegnelsen: Bæredygtig uddannelse blev jeg virkelig glad og forestillede mig straks, hvordan både logoer, hashtags og reklameslogans ville kunne markedsføre en sygeplejerskeuddannelse baseret på sunde værdier og politiske valg, der kan holde både i byretten og ikke mindst i længden.

Sygeplejerskeuddannelsen står midt i en revision, hvor netop begrebet bæredygtighed måske er afgørende for fagets fremtid. Når grundstenene til fremtidens sygeplejerskeuddannelse skal lægges, håber jeg, det bliver gjort ikke kun med blik for morgendagens umiddelbare krav om øget effektivitet og produktivitet, men også med et blik stift rettet mod værdier og rationaler, der rækker lidt længere.

Baseres planlægningen af den fremtidige sygeplejerskeuddannelse alene på parametre som drift og markedslogik, frygter jeg, at grundlaget bliver ustabilt og professionens fremtid måske usikker. Der er ingen tvivl om, at det landskab, som fremtidens sygeplejersker skal ud og navigere i, både er broget og ofte svært fremkommeligt.

Mange forskellige krav skal balanceres, når den viden, de færdigheder og de kompetencer, som fremtidens sygeplejersker vil få brug for, skal landes. I den forbindelse er det vigtigt, at vi for en stund trækker snuden op af det spor, som diverse fremsynsrapporter har tegnet, fjerner blikket fra krystalkuglen og også tænker lidt på, hvad vi rent faktisk håber, der kommer til at ske i fremtiden.

Naturligvis bør sygeplejerskeuddannelsen fortsat være professionsrettet og sikre, at fremtidens sygeplejersker tilegner sig kompetencer, der gør dem klar til at udøve deres profession i en virkelighed præget af kompleksitet og markant efterspørgsel på konkret handling. Ingen tvivl om det.

Men jagten på professionsrettede kompetencer, der skal sikre, at dampen, driften og produktiviteten holdes oppe, må ikke blive så intensiv, at den fortrænger den almendannelse, som samtidig bør have plads i en uddannelse som sygeplejerskeuddannelsen.

Sunde, grundlæggende, etiske og mellemmenneskelige værdier er vigtige for patienter, pårørende og medarbejdere og er desuden med til at sikre, at den politiske og offentlige debat i forhold til sundhedsvæsenet ikke bliver for fattig og flad. Hvis mantraet om patienten og borgeren i centrum skal blive til virkelighed, er der brug for både faglig og menneskelig bredde i de kompetencer, som fremtidens sygeplejersker skal uddannes til.

Hvis vi ønsker, at fremtidens sygeplejersker skal have mod og pondus til at blande sig i den politiske og offentlige debat, må vi spørge os selv, om vi udelukkende skal udbyde en uddannelse på baggrund af fremskrivninger omkring, hvordan vi tror, verden ser ud om 10 eller 20 år, eller om vi også skal satse på at udbyde en uddannelse, der styrker fremtidens sygeplejersker til at påvirke verden og sygeplejen i den retning, som vi dybest set mener er den værdimæssigt rigtige.

Velfærdssamfundet undergår løbende store forandringer, og der kommer til stadighed større og større pres på ressourcerne. Det er netop i denne virkelighed, at bl.a. sygeplejerskeprofessionen skal udvikle og forny sig, og det stiller store krav på alle niveauer i uddannelsessystemet, hvis ikke fagligheden skal blive klemt flad af den stadigt stigende efterspørgsel på medarbejdere, der kan handle, gøre og være effektive og produktive.

Poul Henningsen har engang sagt ”Fremtiden kommer af sig selv – men det gør fremskridtet ikke.” P.H.’s pointe er stadig relevant. Jeg tror derfor, at vi har et fælles ansvar for, at fremtiden ikke kommer uledsaget af sygeplejens grundlæggende værdier og idealer for, hvordan patienter og borgere bør mødes.

”5 faglige minutter” er en personlig tekst, som gør rede for sit indhold ved hjælp af fortællinger, skrøner, citater m.m. En klummeskriver skal ikke følge almindelige journalistiske krav om saglig, objektiv gengivelse af kendsgerninger.