Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejersker visiterer hjertepatienter i ambulancen

Sygeplejersker på Kardiologisk Afdeling S1, Aalborg Universitetets Hospital, har overtaget den præhospitale visitation af hjertepatienter i Region Nordjylland. Sygeplejefaglig visitation af præhospitale hjertepatienter er ikke tidligere forsøgt i Danmark.

Sygeplejersken 2015 nr. 14, s. 56-58

Af:

Maja Broen , sygeplejerske, BA,

Astrid Lauberg, cand.cur. klinisk sygeplejerskespecialist

2015-14-fi-ambulance_0

Der er evidens for, at hurtig og korrekt behandling af hjertepatienter med akut koronart syndrom (AKS) øger overlevelse og reducerer risikoen for re-infarkt (1). Siden 1998 har der været døgndækkende Percutan Coronar Intervention (PCI)-vagt i Region Nordjylland, men først i juni 2002 indførtes telemedicinsk visitation af patienterne ved hjælp af mobiltelefon. Denne kontakt var meget ustabil. Derfor gennemførte vi et projekt i 2013-2014, hvor ekg fra ambulancer blev transmitteret direkte til vagthavende scop-sygeplejerske.

Formålet var at sikre en stabil kontakt til ambulancefirmaet, så der hurtigt kunne tages stilling til, om patienten skulle visiteres direkte til akut behandling på Aalborg Universitetshospital eller køres til nærmeste sygehus.
Et studiebesøg i Sverige gav inspiration til organisering af lokale forhold. Sygeplejerskerne udviklede projektet i samarbejde med lægegruppen. Der blev udarbejdet en instruks med praktisk vejledning med bl.a. uddybende spørgsmål til redder og patient samt advisering til modtagelse, forvagt og kardiologisk laboratorium.

Figur 1. Inklusionskriterier

Alle patienter med mistanke om AKS, og som opfylder et eller flere af følgende kriterier:
• Pludseligt opståede brystsmerter inden for de sidste 12 timer.
• Pludseligt opstået åndenød inden for de sidste 12 timer uden kendt lungesygdom.
• Klinisk mistanke om blodprop i hjertet, hvor der foreligger ekg-forandringer med ST-elevation tydende på AKS.
• Patienter genoplivet efter hjertestop (vågen Glasgow Coma Scale (GCS = 15) med følbar puls og stabil respiration).

Kilde: Driftsstandard for præhospital telemedicin i Region Nordjylland.

En prøveperiode på seks måneder blev aftalt. I denne periode havde kardiologisk bagvagt fortsat den telefoniske kontakt, mens sygeplejerskerne uafhængigt vurderede ekg. Begge parter registrerede observationerne i skemaform. Herefter blev sygeplejerskernes registreringer sammenlignet med bagvagtens for at kontrollere, at sygeplejerskerne ikke overså patienter med ST-elevationsinfarkt (STEMI).

I prøveperioden blev ingen STEMI overset, hvorfor sygeplejerskerne i juli 2014 overtog den direkte kontakt til ambulancen og dermed visitationen af patienterne. I dag foregår visitationen ved, at ambulancefirmaet sender ekg på en patient med relevante symptomer til vurdering hos vagthavende scop-sygeplejerske, se figur 1. Herefter kontakter sygeplejersken ambulancen telefonisk for at få informationer om patienten og dennes symptomer. Sygeplejersken visiterer herefter patienten til nærmeste sygehus med henblik på anden lægefaglig vurdering, eller hun overdrager visitationen til kardiologisk bagvagt.

Det blev hurtigt klart, at sygeplejerskerne aflastede bagvagterne væsentligt. I perioden juli 2014 – august 2015 har sygeplejerskerne i gennemsnit modtaget 13,3 præhospitale ekg’er pr. døgn. Ud af disse er gennemsnitlig 5,7 kontakter (39,7 pct.) sendt videre til bagvagten med henblik på vurdering af videre plan og behandling.

Sygeplejefaglig visitation af præhospitale hjertepatienter er en succes og kan med fordel indføres andre steder i Danmark. Patientsikkerheden er skærpet, og der er i dag hurtigere respons til ambulancen. Sygeplejersken ringer op indenfor få minutter for at høre nærmere om symptomer og besvare spørgsmål fra ambulancebemandingen. Herved er visitationen blevet hurtigere end tidligere.
 

Litteratur

1. Busk M, Maeng M, Rasmussen K. Kelbaek H, Thayssen P, Abildgaard U, Vigholt E, Mortensen LS, Thuesen L, Kristensen SD, Nielsen TT, Andersen HR; The Danish multicentre randomized study of fibrinolytic therapy vs. primary angioplasty in acute myocardial infarction (the DANAMI-2 trial): outcome after 3 years follow up. European Heart Journal; 2007.29(10):1259-66.
2. Hjortshøj SP, Ravnkilde JL; Anvendelse af mobiltelefon med faxfunktion i visitation af patienter med ST-elevations- akut myocardieinfarkt. Ugeskrift for læger, 2004. 166(45):4048-51.