Sygeplejersken
På job: Sådan taler de med afasiramte patienter
I Apopleksienheden på Glostrup Hospital har alt personale været på kursus i, hvordan man kommunikerer bedre med afasiramte.
Sygeplejersken 2016 nr. 1, s. 38-39
Af:
Kirsten Bjørnsson, journalist
Sygeplejerske Louise Falden sætter sig til rette for at tale med hende om overflytningen. Først tager hun samtalebogen, en spiralblok i A4-format, og sikrer sig, at alfabetkortet er ved hånden. På kontoret står en plastikkasse med forskellige billedværktøjer, som kan støtte samtalen, men dem har hun ikke brug for her, for Grethe Pedersen er god til at bruge stavekortet, når hun skal spore personalet ind på, hvad hun ønsker at fortælle.
Det er mandag morgen, og Louise Falden spørger, hvordan weekenden er gået. Grethe Pedersen staver sig til, at hun har ligget i sin seng. Med et spørgsmål ad gangen får Louise Falden afdækket, hvor mange gange hun har været oppe. Grethe Pedersen peger på bogstaverne BAD og viser ud mod gangen.
”En patient havde meget svært ved at tale, og vi havde prøvet forskelligt. Men så fik han en lightwriter at skrive på. Det er et redskab, hvor både den, der skriver, og den, der sidder overfor, har en skærm at læse sætningen på. Lige pludselig havde vi en patient, vi kunne kommunikere med. Hver gang han skrev en sætning, skulle han også sige den. Det var han irriteret over i begyndelsen, men han blev rigtig god til det.”
”Du har været i bad? Gik du selv derud?” spørger Louise Falden og får et nik efter hvert spørgsmål.
Med stor og tydelig skrift skriver Louise Falden ned i samtalebogen, hvad der skal trænes i rehabiliteringsafsnittet: ”Tale + synkefunktion. Mobilisering og selvstændig bad/toilet”. Grethe Pedersen bekræfter, at hendes børn ved, hun skal overflyttes. Men nu står det også i samtalebogen, som de pårørende er velkomne til at læse og skrive i.
”Nu er det din tale og din synkefunktion, vi skal arbejde rigtig meget med,” opsummerer Louise Falden.
”Du vil også gerne vide, hvornår du kan få ernæringssonden ud?” spørger hun, da Grethe Pedersen peger på sin nasalsonde. Det kan Louise Falden dog ikke svare på. Hun forklarer, at terapeuterne først skal vurdere, om synkefunktionen er god nok.
Sygeplejerske Louise Falden skriver i samtalebogen, hvad hun har informeret om, og hvad patienten har fortalt.
Foto: Søren Svendsen
Opsummér og anerkend
Afdelingens udvalg af billedmateriale rækker fra atlas og kalender til ja-nej-kort og billedark, f.eks. et om smerter med billeder af en kniv, en hammer og andet, som patienten kan bruge til at beskrive smertens karakter med.
Alt personale bliver undervist i samtalestøtte efter SCA-metoden, som bygger på principperne anerkendelse og synliggørelse, og en vigtig del er, at personalet hele tiden opsummerer og tjekker, at de har forstået den afasiramte rigtigt.
”Det er enkle tiltag, som alle kan finde ud af,” siger Louise Falden.
”Men samtalestøtten er enormt betryggende både for os og patienterne. Vi finder som regel en måde at føre en samtale på. Man når langt med at anerkende, at patienterne har inde i hovedet, hvad de vil sige. At de bare har svært ved at få det ud.”
Læs om SCA-metoden i Sygeplejersken nr. 11, 2014: ”Nyt redskab til kommunikation med afasiramte”.
