Sygeplejersken
Gaven fra købmand Brix blev startskuddet
Fra toppen af Skagen til bunden af Dueodde ligger Dansk Sygeplejeråds fem klynger af ferieboliger. De gemmer på designmøbler, minder og følelsen af samhørighed.
Sygeplejersken 2016 nr. 10, s. 45
Af:
Britt Lindemann, Journalist
"En københavner snyder sig selv, hvis han ikke tager til Vestjylland og Strandfogedgården," siger tidligere kredsformand i Dansk Sygeplejeråd Kreds Midtjylland, Else Kayser.
Hun har igennem de seneste to år været i alle ferieboligerne med henblik på den modernisering, der nu er ved at være afsluttet. Husene er kommet til over en årrække, og det hele startede med, at købmand P. Brix fra Aalborg, der var gift med en sygeplejerske, donerede en grund til Dansk Sygeplejeråd. Her blev Løkken Feriecenter opført i 1924.
I de første mange år var huset pensionat, der skulle give sygeplejerskerne et sted at rejse hen i deres ferier, væk fra hospitalernes hvide gange og ud i den friske luft.
Modernisering med respekt
Husene tilhører Dansk Sygeplejeråd og dermed alle sygeplejersker, og derfor skal de ikke, som andre ferieboliger, give overskud. Mange af husene er netop blevet moderniseret og nyindrettet med klassisk dansk design.
Det har været vigtigt for Else Kayser, at man kom af med de masseproducerede plakater og nips og i stedet fokuserede på kvalitet. Nogle af tingene er fundet på antik- og loppemarkeder, men også kælderen i Løkken gemte på skatte.
Et gammelt billede i Jugendstil fra husets begyndelse, en slagbænk fra samme tid og Kähler-keramik, fra før det blev moderne, er igen kommet frem i lyset. Modernisering er foretaget med nænsom hånd og respekt for husene og den stemning, som hundreder af sygeplejersker har delt i over 90 år.