Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

God praktik kræver forberedelse

Den første praktik er ofte et højdepunkt for mange nye sygeplejestuderende, og den gode praktikoplevelse starter med grundig forberedelse.

Sygeplejersken 2016 nr. 10, s. 10-11

Af:

Maya Bille, journalist

3 gode råd fra en klinisk vejleder

Husk, at målet med læringen ikke er at få en god karakter, det skal handle om at få viden og erfaringer, fordi man gerne vil lære faget og blive en god sygeplejerske.

Brug din kliniske vejleder. Både til refleksion, eller hvis du løber ind i problemer. 

Forhold dig spørgende, så du kan få adgang til læringsmulighederne i arbejdsfællesskabet.

Klinisk vejleder og studiekoordinator i Lemvig Kommune, Else Sørensen.

De fleste ser med spænding og måske også lidt frygt frem til den første gang, de skal i praktik og have klinisk undervisning. Hvordan mon afdelingen er? Hvad forventes der af mig? Hvad skal der til for at have et godt ophold? Den kliniske undervisning fylder en stor del af sygeplejestudiet, og her er der rigtig god mulighed for at få udviklet sin sygeplejefaglige identitet. 

”Det er vanvittigt spændende, og man lærer rigtigt meget om sig selv, den første gang man er i praktik,” fortæller Maja Kjær, sygeplejestuderende på PH Metropol i København. Hun holder oplæg for de nye studerende om den første tid i praktik.

Forbered, forbered, forbered

Den første praktik er typisk på en somatisk hospitalsafdeling eller i kommunal sygepleje. Noget af det vigtigste er at forberede sig godt, inden man pludselig står på et hospital eller i hjemmet hos en borger. Når Maja Kjær holder oplæg for de nye studerende, fortæller hun dem, at det er en rigtig god idé at læse om praktikstedet og det speciale, man skal ud til. 

Klinisk vejleder og uddannelseskoordinator i Lemvig Kommune, Else Sørensen, er enig. Hun har vejledt studerende i praktik i mange år, og hun mener også, at forberedelse er udgangspunktet for en god oplevelse i klinikken:

”Vi forventer, at de studerende har forberedt sig på, hvad det er for en type patienter eller borgere, de skal ud til. De fleste praktiksteder har kliniske studieplaner på deres hjemmesider, hvor man kan læse om dem. Men vi forlanger selvfølgelig ikke, at de studerende ved alt om behandling,” beroliger hun.

Else Sørensen peger også på, at det er vigtigt at overholde aftaler for at få et succesfuldt ophold. 

”Man skal død og pine overholde mødetider og de aftaler, man laver. Så bliver man også respekteret, der hvor man er,” mener Else Sørensen. ”Og så betyder det også meget, at man viser åbent sind. Studerende skal gerne være aktive og opsøge at blive klogere på faget,” fortsætter hun. 

Klinikhåndbogen

Søg hjælp i Klinikhåndbogen

SLS har udgivet en håndbog, der skal hjælpe sygeplejestuderende i den kliniske del af uddannelsen. Her kan du finde endnu mere viden om kliniktiden, de mere formelle rammer omkring den, hvad du kan forvente af klinikstederne, og hvad de kan forvente af dig. Du skal være medlem af SLS for at kunne downloade håndbogen, og den findes på dsr.dk > SLS

Praktik på hjernen

Når hjernen er godt fyldt af nye indtryk, kan det være en god idé at bruge sine medstuderende. Else Sørensen opfordrer til, at man har en studiegruppe og bruger den til fælles refleksion. Maja Kjær oplever også, at det hjælper at tale med sine medstuderende om praktikoplevelserne. 

”Det kan være svært for ikkesundhedsfaglige at forstå det, du oplever i løbet af en dag. Så spis frokost med de andre studerende, der er i praktik det samme sted som dig, og vend tingene med dem. Men husk tavshedspligten. Du skal for alt i verden ikke tale om det, du har oplevet, i bussen,” siger hun. 

Sara Sofie Bruun-Rasmussen

Hvad overraskede dig mest ved din første praktik?

Sara Sofie Bruun-Rasmussen, University College Syddanmark

”Jeg var i praktik på Børne- og Ungdomspsykiatrisk døgnafsnit i Esbjerg. Det var helt fantastisk. Det lyder åndssvagt, men det var lige som at komme hjem. Det var en rigtig god afdeling og en personalegruppe, der virkelig ville de studerende. Jeg kom til en afdeling, der var lukningstruet. Og det vidste jeg godt, så derfor blev jeg rigtig overrasket over at møde en personalegruppe, som på tværs af professioner sagde, at de alle sammen var der for mig som vejledere.”

Amanda Skriver
Portræt af Amanda Skriver
Foto: Morten Svenningsen

Hvad overraskede dig mest ved din første praktik?

Amanda Skriver, Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole

”Jeg var på en neurologisk og medicinsk afdeling. Det var lidt anderledes at arbejde med det i virkeligheden, i stedet for at man bare læser i teoribogen. Det var sådan noget som at have en anden rolle og skulle have kommunikation med patienten. Det var grænseoverskridende i sig selv at skulle ind og snakke med et fremmed og sygt menneske. Men det var også fedt at prøve at være professionel på den måde.”

Jannie Finch

Hvad overraskede dig mest ved din første praktik?

Jannie Finch, University College Syddanmark, Esbjerg

”Jeg var på Grindsted Sygehus på operationsgangen. Det var rigtig godt. Vejlederne går rigtig meget op i, at man får lært mest muligt. Der er jo meget, man skal lære på relativt kort tid. Men de er gode til at hjælpe, så man får lært mest muligt. Jeg var overrasket over, at der samtidig med praktikken kræves så meget hjemmearbejde ved siden af. Man skal både lave en studieplan og refleksioner. Det ville jeg gerne have vidst noget mere om.”

h