Studerende i praksis: Jeg har i den grad lært at sige fra

Efter to uger i psykiatrien blev jeg desværre overfaldet af en patient. Jeg var alene på det tidspunkt, og det var et chok, da patienten kom råbende imod mig med knyttede næver. Heldigvis var overfaldet ikke alvorligt, så efter et par dages sygemelding blev jeg atter klar til at gå ud mellem patienterne.

Da overfaldet skete, var personalet meget opmærksom på, at jeg var studerende og ikke havde oplevet noget lignende før. Jeg blev med det samme tilkoblet afdelingens psykolog, som jeg talte med allerede en time efter hændelsen. Det var rart, at jeg kunne få sat ord på det, der var sket.

Det første stykke tid følte jeg, at det var min egen skyld, at det var sket, fordi jeg havde moret mig meget og leet sammen med en anden patient. Jeg følte, at dette kunne have provokeret patienten, da han var i en psykose, hvor han hele tiden fortalte, at stemmerne i hans hoved sagde, at der skulle være ro.

Patienten opholdt sig dog i fællesmiljøet med personalet og de andre medpatienter, hvor der som regel er grin og larm til den gode side. Psykologen fik forklaret mig, at det ikke var mig, der havde udløst patientens vrede.

Efter psykologsamtalen var jeg træt i hovedet, og jeg kunne ikke overskue at fortælle hændelsen forfra og svare på flere spørgsmål, så jeg tog hjem og sov i et par timer.

Afdelingen havde i mellemtiden haft fat i mine pårørende, og da jeg vågnede fra min lur, ventede der en del opkald. Min familie kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke havde noget at forsvare os med. Det er klart, at de tænker sådan, de kender ikke psykiatriloven og ser retspsykiatrisk afdeling som et fængsel mere end som et hospital.

Jeg var sygemeldt i et par dage, hvor jeg havde brug for at lette tankerne, men det hjalp på ingen måde at være hjemme.

Derfor skulle jeg efter aftale med psykologen prøve at tage på arbejde igen og se, hvordan jeg havde det. Det hjalp rigtig meget. Når man går hjemme, kan man godt komme til at tænke "hvad nu hvis …" og "tænk, hvis …", så det hjalp at komme ind og se, hvordan min krop reagerede, når jeg stod samme sted, hvor overfaldet fandt sted.

Patienten kunne ikke huske mig, og han havde været rigtig ked af, hvad han havde gjort. Nu, da jeg er begyndt i afdelingen igen, er personalet meget opmærksom på min utryghed, og jeg har i den grad lært at sige fra. Jeg har også lært, hvordan min krop reagerer på uvante reaktioner, og hvordan jeg bedst kommer videre.

Jeg tror dog ikke umiddelbart, at jeg skal arbejde på en retspsykiatrisk afdeling, når jeg er færdiguddannet, men kæmpe respekt for de sygeplejersker, som kan og vil. Det er et hårdt arbejde, men vildt spændende, og dagene er aldrig ens.